Tre gode fra pladeselskabet Captured Tracks: Wild Nothing, Chris Cohen og Mac DeMarco

Der er noget i gære og på færde i Brooklyn. Well, jeg tænker ikke på en vis storm eller for den sags skyld på den efterhånden gamle nyhed, at der kommer en hulens masse lækker musik ud af den trendy New York-bydel. Og så alligevel. Jeg har bare tænkt mig at blive lidt mere specifik denne gang.

Lige nu og her tænker jeg nemlig på det spændende Brooklyn-label Captured Tracks, der virkelig har fat i den lange ende for tiden. På det sidste har det nemlig været arnested for flere meget stærke og spændende udgivelser, med endnu flere gode på vej. Så lad mig dedikere dagens indlæg til Captured Tracks og tre af deres aktuelle udgivelser.

Wild Nothing
Den første har været ude et par måneder - til gengæld har vi at gøre med en kunstner, der er koncertaktuel i København i næste uge. Wild Nothing er Jack Tatums (billedet) projekt, og de spiller i Pumpehuset på tirsdag den 6. november, hvor de sikkert vil præsentere størstedelen af det aktuelle album 'Nocturne', der byder på en overflod af indsmigrende shoegazer-drømmepop med en hel del 80'er-associationer og flere steder The Cure-værdige guitarflader. Et album der i kraft af sin gennemførte stemning fortjener at blive hørt i sin helhed. Og gerne om natten.

Start med videoen til nummeret 'Paradise' herunder, der inkluderer ingen ringere end Michelle Williams. Ja, den Michelle Williams. Skulle du lide hvad du hører, kan du købe din billet til koncerten på tirsdag lige her. Jeg kommer. Og du må gerne prikke mig på skulderen og give mig skylden. For alt.

Chris Cohen
Min største Captured Tracks-favorit lige nu er dog Chris Cohen, der tidligere har fungeret med bands som Deerhoof og The Curtains og har turneret med bl.a. Cass McCombs og White Magic. Nu har han udgivet sit første album i eget navn, 'Overgrown Path', et album med sovekammeragtig og semipsykedelisk popmusik med tråde tilbage til bl.a. Love, Robert Wyatt og Jerry Garcia.

Cohen er en såkaldt syngende trommeslager, der har hænderne fulde og samtidig optager sin egen bas, guitar, piano og Casio MT 65. Hans musik er på samme tid ukonventionel og melodisk, og så er der noget dovent, halvdøsigt og tilbagelænet over den, der får en til at komme tilbage efter mere. Og selv om Cohens vokal ikke er Jordens største eller smukkeste, kan jeg rigtig godt lide den, alene af den grund, at den minder mig (og måske er det bare mig) om Ben Folds (ja, den Ben Folds). Jeg elsker Ben Folds, for the record. Men lige nu skal du altså høre Chris Cohen, her er 'Monad':

Mac DeMarco
Endelig er der Mac DeMarco, en underlig 22-årig canadier, der i år har to udgivelser på samvittigheden. Først (i foråret) kom 'Rock And Roll Night Club', og nu er toeren, '2', netop udkommet. Her taler vi mere halvdoven solstråle-guitar med en lyd af ligefrem sovekammerproduktion og et konstant glimt i øjet.

DeMarco er den kække og frække knægt, der ikke rigtigt gider, musikkens svar på Zlatan (ja, den Zlatan), en fyr der med sin unikke stil frembringer en musik, der på samme tid er såre simpel og lettere utilpasset. Det er skævt og kantet, til tider klimprende og småsyret, og flere steder varmt og rart. Hør bare 'Cooking Up Something Good', her i en liveoptagelse fra Brooklyn Navy Yard:

Anbefaling: Woods - 'Bend Beyond'

Hvis du går og længes efter San Francisco i 70'erne tilsat lidt Beatles og Lennon og et lille twist af noget Yo La Tengo og Mercury Rev - og hvis du som jeg var lidt vild med comeback-albummet fra Beachwood Sparks i sommer og Real Estates glimrende album fra sidste år - er det den her plade, du skal høre. De er godt nok fra Brooklyn, bandet Woods, men hey, når man laver et nummer der hedder 'Cali In A Cup', siger det vist det hele, ikke?

'Bend Beyond' er rent faktisk det syvende album fra Woods siden 2006 - altså et album om året! Den slags produktivitet er ikke altid ensbetydende med kvalitet, men det er det heldigvis i det her tilfælde. I løbet af nogle få dage er jeg gået hen og blevet virkelig begejstret for dette album, der størstedelen af tiden svæver let af sted på solfyldte, semi-psykedeliske lag-på-lag-guitarer og Jeremy Earls blide heliumstemme.

Ja, det er endnu en af den slags plader, der næsten lige så vel kunne være lavet for 35-40 år siden - men det gør den altså ikke mindre god. Hvis ikke genren solskinsfolk allerede er opfundet, kan den passende blive det i denne anledning. 'Bend Beyond' er ude på forsanger Earls eget pladeselskab med det passende navn Woodsist.

Tjek først titelnummeret og albummets åbningsnummer her:

Og en liveversion af nummeret 'Is It Honest' fra en mark i staten New York her:

Og hvorfor ikke bare tage hele albummet fra en ende af her på Spotify:




Hvis du kan lide: Yo La Tengo, Beachwood Sparks, Real Estate, Ganglians, The Fresh & Onlys.

Lidt surt, lidt sødt, lidt om jangle-pop - og nyt fra The Fresh & Onlys, Woods og Will Johnson

Nogle gange får man nok. Og lige nu er jeg gået lidt kold i al den skrøbelighed og inderlighed der er over det hele (altså i musikken). En skrøbelighed og inderlighed, der sjovt nok for det meste mangler noget nerve. Der er så meget musik derude, der prøver så hårdt, men oftest rammer ved siden af og lige ned i ligegyldighedens grå masse. Jeg har brug for noget nyt og kraftfuldt, noget stort og voldsomt, noget nerve, noget uimodståeligt. Jeg har brug for en ny plade med The National, med Arcade Fire, med The Flaming Lips, for den sags skyld med Morrissey på en god dag ... Noget, man får lyst til at spille højt og som kan ramme den gyldne balance mellem melodiøsitet, dybsindighed, kant og slagkraft. Volbeat gør det med andre ord ikke. Det er der til gengæld andre ting, der forhåbentlig gør i nær fremtid.

For heldigvis er der masser af gode udgivelser, både lige nu og lige om hjørnet. Til sidstnævnte hører spændende albumudgivelser fra etablerede navne som Band Of Horses, Grizzly Bear, Efterklang, Paul Banks (ham fra Interpol), Yeasayer og - jo - Bob Dylan! Og så sent som i går dukkede det nye og for mig overrumplende album med Aimee Mann op - det havde jeg ikke set komme, men det var i den grad en positiv overraskelse, som jeg ser meget frem til at lytte til.

Og lad mig så komme til sagen med et par ord om nogle af de bedre indslag i de genrer, der næsten kan fylde lidt for meget i det musikalske landskab.

Jangle-poppens genkomst
Noget der synes at være gået mode i for tiden er den såkaldte jangle-pop med rødder i 80'ernes amerikanske college rock og reminiscenser fra 60'er-bands som The Byrds og The Hollies. Og det er ikke fordi, jeg normalt har noget imod den slags, snarere tværtimod, bl.a. R.E.M. har jo om nogen været en forrygende fortolker af genren - Peter Bucks 12-strengede Rickenbacker and all - men der er bare så meget af det for tiden, at det hele flyder lidt ud. Sågar skæve, skøre, syrede Ariel Pink's Haunted Graffiti, der udgiver albummet 'Mature Themes' på mandag, er gået jangle på singlen 'Only In My Dreams' (og forstå mig ret, det er slet ikke noget dårligt nummer). Det samme er The Raveonettes sådan halvvejs ('She Owns The Streets' - heller ikke noget dårligt nummer) og flere med dem.

Et her i Danmark knapt så kendt band, der i høj grad excellerer i genren, er californiske The Fresh & Onlys. Og de står faktisk for et af tidens bedste bud på den i form af flere numre fra det kommende album 'Long Slow Dance', deres fjerde af slagsen. Især nummeret 'Yes Or No' har vakt min opmærksomhed, fordi det i modsætning til så meget andet i genren har noget tempo og energi, som man ellers godt kan savne. Bandet lyder lidt som The Smiths, der er landet i San Francisco (efter at have lyttet til tidlig R.E.M. på flyveturen), og 'Yes Or No' byder dels på nogle af de bedste 20 første sekunder, jeg længe har hørt, dels på samlet set så lidt som 2 1/2 minuts effektiv og ind-til-benet-indie uden dikkedarer. Det kan godt være, det ikke er synderligt originalt, men det er smittende og befriende enkelt og iørefaldende:

Woods
Indtil for ikke så længe siden var The Fresh & Onlys labelmates, som det hedder, med Brooklyn-bandet Woods, der udgiver deres 7. album, 'Bend Beyond', i september. Hvor The Fresh & Onlys nu er på selskabet Mexican Summer, udgives Woods stadig på deres eget selskab Woodsist. Også Woods bevæger sig lidt i samme genre, og så alligevel ikke helt. Her er noget lidt mere råt, skingert og psykedelisk på spil, og samtidig et pift af sensommer, måske først og fremmest takket være forsanger Jeremy Earls falset og fornemmelsen af sol og blå himmel. Men det er ikke mindre kort og kontant, og det er bestemt heller ikke mindre godt. Hør f.eks. 'Size Meets The Sound':



Will Johnson
Denne lille USA-rundtur slutter i Texas. Her bor en fyr ved navn Will Johnson, der gennem en årrække har været frontfigur i bandet Centro-matic, og som nu er på trapperne med sit første soloalbum i otte år med titlen 'Scorpion'. Her er vi langt fra jangle-poppen, til gengæld er vi i den mere interessante afdeling af kategorien Følsom Mand Med Elektrisk Guitar. Singlen 'You Will Be Here Mine' lover i hvert fald godt for albummet, der udkommer 10. september:


Download Will Johnson You Will Be Here, Mine

Nyt fra Grizzly Bear

Jeg var, som så mange andre, meget begejstret for Grizzly Bears seneste album, 'Veckatimest', som jeg dengang i 2009 da også kastede seks stjerner efter i magasinet KBH. Og lige så glad jeg var for dette forunderlige og fantastiske album, lige så meget glæder jeg mig til det kommende album med Brooklyn-bandet, der udkommer den 18. september. Og hvad der er næsten lige så gode nyheder er, at bandet spiller i Falconer Salen den 28. oktober.

Det første nummer fra albummet er nu sluppet ud. Det hedder 'Sleeping Ute' og kan høres herunder. Tråden tages lidt op fra 'Veckatimest', men her er samtidig reminiscenser fra dennes forgænger, 'Yellow House'. Daniel Rossen synger for her, og det er altså allerede efter et par gennemlytninger good stuff i mine ører:

Tre hurtige fra New York: Dirty Projectors, Liars og The Walkmen

New York, åh New York. Hele tiden med god musik og mere af den. I dag har jeg fundet tre nye sager fra byen med navne, der efterhånden har rumsteret i nogle år og alle er lige på trapperne med nye album (og selvfølgelig er to af dem fra Brooklyn).

Først er der Dirty Projectors, der siden 2003 har været et af Brooklyns mere eksperimenterende og avantgardistiske bands, med spor af såvel r'n'b og afrikansk musik som alternativ pop og rock. De har aldrig rigtig fanget mig, men noget kan tyde på, at det kan ændre sig, når deres nye album, 'Swing Lo Magellan', udkommer den 9. juli. I hvert fald er den første single, 'Gun Has No Trigger', et spændende og iørefaldende bekendtskab:

Bandet Liars har faktisk eksisteret længere, nemlig siden 2000, men haft lidt sværere ved få et decideret gennembrud. Her er vi i den eksperimenterende rock med elementer af bl.a. dance punk, og denne nye single, 'No. 1 Against The Rush', er slet ikke noget dårligt udgangspunkt for det kommende album, 'WIXIW', der udkommer den 4. juni:

Endelig er der The Walkmen, der mere og mere markerer sig som et af disse års bedste og mest rendyrkede, næsten gammeldags simple, rockbands. Her er (som regel) ikke så mange dikkedarer, 1-2-3, guitar-bas-tromme. Sådan har det været det meste af tiden med dette band, der ligner bankmænd snarere end rockstjerner. Jeg sprang på vognen i 2008 ved udgivelsen af deres fremragende femte album, 'You & Me'. Siden kom 'Lisbon' i 2010, og lige om lidt (den 29. maj) udkommer 'Heaven', hvorfra der allerede er kommet et par forløbere - bl.a. 'Heartbreaker', der rummer alt det bedste, The Walkmen står for:

Lyden af Baltimore: Beach House og Lower Dens

Er Baltimore det nye Brooklyn? Måske ikke helt, men sagen er i hvert fald den, at der er to meget lækre og vellydende udgivelser på vej fra staten Marylands største by, der i øvrigt kun ligger ca. 100 km fra virkelighedens Rockville. Det drejer sig om Beach House og Lower Dens, der ikke kun deler hjemby, men også en hel del rent musikalsk. Og de har begge guf med i posen i form af deres nye album, der udkommer henholdsvis den 30. april (Lower Dens) og 14. maj (Beach House).

For få år siden, da Beach House stadig var ren undergrund, kunne det være nødvendigt at referere til andre og mere kendte bands og kunstnere, når man skulle forsøge at beskrive deres musik. Nu er de knapt så meget undergrund, faktisk er de blevet så relativt store, at det hele er vendt på hovedet og det pludselig kan være dem, man refererer til, når man skal beskrive andres musik. "De lyder lidt som Beach House," kan man tage sig selv i at sige.

Sådan forholder det sig rent faktisk og i temmelig høj grad med Lower Dens, der altså sjovt nok også kommer fra Baltimore, og som Beach House også har en kvindelig vokalist i Jana Hunter - hendes og Beach House-forsanger Victoria Legrands stemmer kan faktisk også minde lidt om hinanden. Det er åbenbart lyden af Baltimore, vi her har med at gøre. En lyd, der er drømmende (betegnelsen "drømmerock" er ofte anvendt), let og sfærisk, og til tider alligevel mørk, dyster, indadvendt og shoegaze-agtig. Og mest af alt bare hamrende indtagende og lækker.

Indtil videre er der sluppet to singler fra det kommende Beach House-album 'Bloom', og de lover virkelig godt og tegner allerede opridset til sol, sommer og musik, der strømmer fra åbne vinduer og fylder den varme aftenluft (også selv om 'Lazuli' lyder lidt som Enya lige der omkring 34-35 sek. - men det går over):

Lower Dens-albummet kommer allerede næste mandag, den 30. april. Det hedder 'Nootropics' og byder bl.a. på 'Propagation', som jeg er tosset med:

Sharon Van Etten: 'Tramp'. Årets hidtil bedste album?

Så skete det igen! Ud af overhippe Brooklyn poppede en musiker, der overstråler langt det meste, denne verden ellers kan byde på. Sharon Van Etten og albummet 'Tramp' er endnu et eksempel på, at de åbenbart kommer noget helt særligt i kaffen i Brooklyn. New York-bydelen har den seneste håndfuld år været stedet inden for den alternative amerikanske rock og pop, og er - og her nævner jeg blot et lille udsnit - tilholdssted for bands som The National, Grizzly Bear, Yeasayer, The Antlers, Dirty Projectors og Chairlift. Og som man næsten havde gættet, er det slet ikke ualmindeligt, at de forskellige kreative hoveder aflægger hinanden visit, hjælper til på kryds og tværs og giver et nummer sammen i ny og næ.

I tilfældet Sharon Van Etten er det The Nationals Aaron Dessner, der har produceret dette hendes tredje album. Undervejs på 'Tramp' bidrager også den anden Dessner-bror, Bryce, samt Zach Condon fra Beirut, Jenn Wasner fra bandet Wye Oak og Julianna Barwick. Jeg må indrømme, at jeg ikke kender hendes tidligere udgivelser, men jeg er hurtigt faldet pladask for 'Tramp'. Et album fyldt med stemningsfulde sange i singer-songwriter-kategorien og med så meget nerve og intensitet, at fire minutter pludselig synes at kunne rumme et helt liv. Det er længder bedre end gennemsnittet, et album af den slags, man bliver godt gammeldags glad over at have opdaget. Ja, det er muligvis årets hidtil bedste album. Hør bare denne liveversion af 'Give Out' i en optagelse fra min yndlingsradiostation, The Current i Minneapolis: