Tre gode fra pladeselskabet Captured Tracks: Wild Nothing, Chris Cohen og Mac DeMarco

Der er noget i gære og på færde i Brooklyn. Well, jeg tænker ikke på en vis storm eller for den sags skyld på den efterhånden gamle nyhed, at der kommer en hulens masse lækker musik ud af den trendy New York-bydel. Og så alligevel. Jeg har bare tænkt mig at blive lidt mere specifik denne gang.

Lige nu og her tænker jeg nemlig på det spændende Brooklyn-label Captured Tracks, der virkelig har fat i den lange ende for tiden. På det sidste har det nemlig været arnested for flere meget stærke og spændende udgivelser, med endnu flere gode på vej. Så lad mig dedikere dagens indlæg til Captured Tracks og tre af deres aktuelle udgivelser.

Wild Nothing
Den første har været ude et par måneder - til gengæld har vi at gøre med en kunstner, der er koncertaktuel i København i næste uge. Wild Nothing er Jack Tatums (billedet) projekt, og de spiller i Pumpehuset på tirsdag den 6. november, hvor de sikkert vil præsentere størstedelen af det aktuelle album 'Nocturne', der byder på en overflod af indsmigrende shoegazer-drømmepop med en hel del 80'er-associationer og flere steder The Cure-værdige guitarflader. Et album der i kraft af sin gennemførte stemning fortjener at blive hørt i sin helhed. Og gerne om natten.

Start med videoen til nummeret 'Paradise' herunder, der inkluderer ingen ringere end Michelle Williams. Ja, den Michelle Williams. Skulle du lide hvad du hører, kan du købe din billet til koncerten på tirsdag lige her. Jeg kommer. Og du må gerne prikke mig på skulderen og give mig skylden. For alt.

Chris Cohen
Min største Captured Tracks-favorit lige nu er dog Chris Cohen, der tidligere har fungeret med bands som Deerhoof og The Curtains og har turneret med bl.a. Cass McCombs og White Magic. Nu har han udgivet sit første album i eget navn, 'Overgrown Path', et album med sovekammeragtig og semipsykedelisk popmusik med tråde tilbage til bl.a. Love, Robert Wyatt og Jerry Garcia.

Cohen er en såkaldt syngende trommeslager, der har hænderne fulde og samtidig optager sin egen bas, guitar, piano og Casio MT 65. Hans musik er på samme tid ukonventionel og melodisk, og så er der noget dovent, halvdøsigt og tilbagelænet over den, der får en til at komme tilbage efter mere. Og selv om Cohens vokal ikke er Jordens største eller smukkeste, kan jeg rigtig godt lide den, alene af den grund, at den minder mig (og måske er det bare mig) om Ben Folds (ja, den Ben Folds). Jeg elsker Ben Folds, for the record. Men lige nu skal du altså høre Chris Cohen, her er 'Monad':

Mac DeMarco
Endelig er der Mac DeMarco, en underlig 22-årig canadier, der i år har to udgivelser på samvittigheden. Først (i foråret) kom 'Rock And Roll Night Club', og nu er toeren, '2', netop udkommet. Her taler vi mere halvdoven solstråle-guitar med en lyd af ligefrem sovekammerproduktion og et konstant glimt i øjet.

DeMarco er den kække og frække knægt, der ikke rigtigt gider, musikkens svar på Zlatan (ja, den Zlatan), en fyr der med sin unikke stil frembringer en musik, der på samme tid er såre simpel og lettere utilpasset. Det er skævt og kantet, til tider klimprende og småsyret, og flere steder varmt og rart. Hør bare 'Cooking Up Something Good', her i en liveoptagelse fra Brooklyn Navy Yard: