Lidt surt, lidt sødt, lidt om jangle-pop - og nyt fra The Fresh & Onlys, Woods og Will Johnson

Nogle gange får man nok. Og lige nu er jeg gået lidt kold i al den skrøbelighed og inderlighed der er over det hele (altså i musikken). En skrøbelighed og inderlighed, der sjovt nok for det meste mangler noget nerve. Der er så meget musik derude, der prøver så hårdt, men oftest rammer ved siden af og lige ned i ligegyldighedens grå masse. Jeg har brug for noget nyt og kraftfuldt, noget stort og voldsomt, noget nerve, noget uimodståeligt. Jeg har brug for en ny plade med The National, med Arcade Fire, med The Flaming Lips, for den sags skyld med Morrissey på en god dag ... Noget, man får lyst til at spille højt og som kan ramme den gyldne balance mellem melodiøsitet, dybsindighed, kant og slagkraft. Volbeat gør det med andre ord ikke. Det er der til gengæld andre ting, der forhåbentlig gør i nær fremtid.

For heldigvis er der masser af gode udgivelser, både lige nu og lige om hjørnet. Til sidstnævnte hører spændende albumudgivelser fra etablerede navne som Band Of Horses, Grizzly Bear, Efterklang, Paul Banks (ham fra Interpol), Yeasayer og - jo - Bob Dylan! Og så sent som i går dukkede det nye og for mig overrumplende album med Aimee Mann op - det havde jeg ikke set komme, men det var i den grad en positiv overraskelse, som jeg ser meget frem til at lytte til.

Og lad mig så komme til sagen med et par ord om nogle af de bedre indslag i de genrer, der næsten kan fylde lidt for meget i det musikalske landskab.

Jangle-poppens genkomst
Noget der synes at være gået mode i for tiden er den såkaldte jangle-pop med rødder i 80'ernes amerikanske college rock og reminiscenser fra 60'er-bands som The Byrds og The Hollies. Og det er ikke fordi, jeg normalt har noget imod den slags, snarere tværtimod, bl.a. R.E.M. har jo om nogen været en forrygende fortolker af genren - Peter Bucks 12-strengede Rickenbacker and all - men der er bare så meget af det for tiden, at det hele flyder lidt ud. Sågar skæve, skøre, syrede Ariel Pink's Haunted Graffiti, der udgiver albummet 'Mature Themes' på mandag, er gået jangle på singlen 'Only In My Dreams' (og forstå mig ret, det er slet ikke noget dårligt nummer). Det samme er The Raveonettes sådan halvvejs ('She Owns The Streets' - heller ikke noget dårligt nummer) og flere med dem.

Et her i Danmark knapt så kendt band, der i høj grad excellerer i genren, er californiske The Fresh & Onlys. Og de står faktisk for et af tidens bedste bud på den i form af flere numre fra det kommende album 'Long Slow Dance', deres fjerde af slagsen. Især nummeret 'Yes Or No' har vakt min opmærksomhed, fordi det i modsætning til så meget andet i genren har noget tempo og energi, som man ellers godt kan savne. Bandet lyder lidt som The Smiths, der er landet i San Francisco (efter at have lyttet til tidlig R.E.M. på flyveturen), og 'Yes Or No' byder dels på nogle af de bedste 20 første sekunder, jeg længe har hørt, dels på samlet set så lidt som 2 1/2 minuts effektiv og ind-til-benet-indie uden dikkedarer. Det kan godt være, det ikke er synderligt originalt, men det er smittende og befriende enkelt og iørefaldende:

Woods
Indtil for ikke så længe siden var The Fresh & Onlys labelmates, som det hedder, med Brooklyn-bandet Woods, der udgiver deres 7. album, 'Bend Beyond', i september. Hvor The Fresh & Onlys nu er på selskabet Mexican Summer, udgives Woods stadig på deres eget selskab Woodsist. Også Woods bevæger sig lidt i samme genre, og så alligevel ikke helt. Her er noget lidt mere råt, skingert og psykedelisk på spil, og samtidig et pift af sensommer, måske først og fremmest takket være forsanger Jeremy Earls falset og fornemmelsen af sol og blå himmel. Men det er ikke mindre kort og kontant, og det er bestemt heller ikke mindre godt. Hør f.eks. 'Size Meets The Sound':



Will Johnson
Denne lille USA-rundtur slutter i Texas. Her bor en fyr ved navn Will Johnson, der gennem en årrække har været frontfigur i bandet Centro-matic, og som nu er på trapperne med sit første soloalbum i otte år med titlen 'Scorpion'. Her er vi langt fra jangle-poppen, til gengæld er vi i den mere interessante afdeling af kategorien Følsom Mand Med Elektrisk Guitar. Singlen 'You Will Be Here Mine' lover i hvert fald godt for albummet, der udkommer 10. september:


Download Will Johnson You Will Be Here, Mine