mandag den 3. december 2012

Julekalender 2012: 3. december

Der er ingen The Rumour Said Fire og Søren Huss på denne liste. Det er ellers fine albums fra den hjemlige andedam, men jeg synes for det første, at albummet fra The Rumour Said Fire er en smule overvurderet (det er i den grad blevet skamrost alle vegne), så selv om jeg er ganske begejstret for bandets stilskifte til det mørkere, synes jeg samtidig, der er lidt for langt mellem de gode momenter på albummet 'Dead Ends'.

Søren Huss var tættere på en plads på listen, og der er masser af lyrisk skønhed på albummet ''Oppefra Og Ned', men det er altså ikke helt så uforglemmeligt som forgængeren 'Troen Og Ingen' (hvilket dog også er et album, det er ualmindeligt svært at leve op til). Til gengæld er der blevet plads til en anden af efterårets store danske udgivelser.


Efterklang - 'Piramida'
Danske og på mange måder lige så internationale Efterklang (bandet turnerer og oplever stor succes over det meste af kloden) tog sin lidt højpandede føle-pop (ment på den absolut gode måde) til nye højder i år med albummet 'Piramida'. Et album opkaldt efter den forladte russiske mineby på Svalbard, der fungerede som ramme for albummets tilblivelse. Her søgte bandet ikke kun inspiration, men optog samtidig en masse lyde i naturen og omgivelserne, som siden skulle blive brugt på et fremragende album, hvor en stor del af skønheden ligger i pauserne, stilheden og det fintfølende. Som jeg skrev dengang minder albummet mig i momenter om Talk Talk dengang de var bedst anno 'Spirit Of Eden'. Og det siger altså ikke så lidt - det er i sandhed en smuk plade.


'Apples' er blot et af mange stærke numre på 'Piramida', som altså indtager 22. pladsen på denne liste:


Ekstra mandagsjuleguf: Spritnyt nummer fra Nick Cave & The Bad Seeds

Et lille og hurtigt afbræk fra julekalenderen: Som tidligere omtalt er der nyt album fra Nick Cave & The Bad Seeds i februar, og nu er det første nummer fra albummet landet. Det hedder 'We No Who U R', stavet på ægte street/hip hop-manér (but why?), og er en yderst rolig omgang lyrisk lækkerhed fra Cave og resten af hulemændene:


søndag den 2. december 2012

Julekalender 2012: 2. december

Det siger vel næsten sig selv, at sådan en blog-julekalender som den her ikke rummer årets 24 største albumsællerter eller de samme 24 plader, som du støder på alle andre steder (selv om nogle af dem selvfølgelig er umulige at komme udenom). Så var der jo næsten ingen grund til at lave den. Nej, som jeg også antydede i går, er det her i høj grad stedet, hvor "de små" får tale- og spilletid, og sådan forholder det sig så absolut også med den kunstner, der gemmer sig bag låge nummer 2.


Vessel - 'Enlettered Species'
Navnet er Vessel, og det siger dig måske ikke så meget. Manden bag er Anders Mathiasen, der er mest kendt som den ene halvdel af bandet Murder, der desuden består af Jacob Bellens (hvis aktuelle soloalbum taber dette indbyrdes Murder-opgør på denne årsliste). Vessels debutalbum, 'Enlettered Species', udkom helt tilbage i januar, og har af samme grund ikke tidligere fået omtale her på bloggen (som først gik i luften i februar). Men det er et forbandet smukt album. Langsommeligt, poetisk, blidt og roligt. Her er (mange) momenter, der næsten er en Bill Callahan eller Leonard Cohen værdig, så vidunderligt afdæmpet og henførende tøffer de skønne sange og melodier af sted på en tilpas doseret bund af blæsere, strygere, klaver, tromme og guitar.


Det er mig en gåde, at denne kunstner og dette album ikke har fået større opmærksomhed, når man ser på, hvad der ellers løber med overskrifterne derude. Men i mine ører har Mathiasen aka Vessel altså lavet (sådan cirka) årets 23. bedste album. Hør nummeret 'The Discipline Of A Broken Leg' her:




lørdag den 1. december 2012

Julekalender 2012: 1. december

Du har ventet og ventet. Men nu skal du ikke vente mere. Det er blevet den 1. december, og så kan jeg ikke trække den længere. Jeg har lovet at komme med mit bud på årets 24 bedste albums og afsløre et om dagen hver dag frem til jul. Og det gør jeg så.

Den slags er alt andet end nemt. Det viser sig hurtigt, at der er sådan cirka dobbelt så mange plader, der byder sig til, og hvoraf en ret stor del næsten lige så godt kunne være havnet i det fine selskab. Men nogen skal jo sorteres fra, og lad mig da bare lægge hårdt og brutalt ud med følgende chokerende melding: Her er ikke blevet plads til Dirty Projectors ('Swing Lo Magellan'), The Walkmen ('Heaven') og Band of Horses ('Mirage Rock')! Udmærkede plader, ingen tvivl om det, og især førstnævnte var meget tæt på, men efter mange lyt var det også som om, de allesammen manglede noget for at stå tilbage som noget, man (jeg) vender tilbage til sådan for alvor, og så kommer tvivlen for mit vedkommende ofte de nye og ukendte navne til gode.

Rayland Baxter - 'Feathers & FishHooks'
Sådan er det også med kunstneren bag låge nummer 1. Det er nemlig Rayland Baxter og albummet 'Feathers & FishHooks'. Denne ukomplicerede fyr fra Nashville, som man bare får lyst til at høre, når man bliver så uendeligt træt af koreanske YouTube-fænomener og alverdens ironisk indpakkede hipstergøglerier.


Venner, her er en mand der synger, så man rent faktisk kan høre hvert eneste ord og, trods enkelte klichéer undervejs (er det efterhånden overhovedet muligt at komme uden om dem?), gør det med en sådan nerve og fornemmelse for den gode melodi, at han er mit bud på en af årets absolut bedste singer-songwritere.


Det hjælper også, at han synger fandens godt og ikke mindst at produktionen på 'Feathers & FishHooks' er så relativt skrabet og simpel, at sangene får lov at funkle i sin klarhed. Lad os bare få tingene helt ned på jorden i dagens anledning og lytte til denne nedbarberede version af 'The Mtn Song' - så får du også grønne græsmarker, blå himmel og alverdens andre sommerlyksaligheder med i købet:



fredag den 30. november 2012

2013 truer: Nye udgivelser du kan glæde dig til

Inden det går løs med julekalenderen i morgen, fik jeg lige lyst til at kigge frem mod et par af de udgivelser, jeg glæder mig til i begyndelsen af det nye år. Udover Nick Cave & The Bad Seeds (se traileren for deres kommende album her) og tidligere omtalte Local Natives, Jim James, Shout Out Louds og Christopher Owens, er der flere andre spændende ting på vej.


Produktive Eels er vist nok blevet klippet og udsender nyt album, 'Wonderful, Glorious', den 4. februar (hør singlen 'Peach Blossom' her) og så ser jeg også frem til det nye album med irske Villagers, der udsender 'Awayland' den 14. januar. Herfra er singlen 'The Waves' ude:



Ducktails er amerikanere, med Real Estate-guitaristen Matt Mondanile som en af de bærende kræfter. Bandet udsender sit debutalbum den 28. januar, og singlen 'The Flower Lane' oser af den vestkyst-tilbagelænethed, man sikkert kan forvente sig mere af:



Endelig er der bandet med det mystiske navn Klak Tik, som godt nok huserer i England, men rent faktisk har en eksil-dansker i forgrunden, nemlig Søren Bonke. Udover Bonke er de faste medlemmer Jonathan Beyer fra England og Matthew Mitchinson fra New Zealand. Klak Tik laver rar og afdæmpet folk, ofte med et element af det orkestrale, og denne første single, 'Reborn', fra deres kommende 2013-album er lige til at gå til - og elske:




torsdag den 29. november 2012

Forsinket kærlighed til Chromatics

I dag vil jeg sende al min kærlighed til Portland-bandet Chromatics, som jeg har forsømt i løbet af året. De har nemlig, har jeg indset her på det seneste, begået et af de absolut bedste popalbums, jeg har hørt i år - hvilket selvfølgelig ikke siger alverden, al den tid jeg ikke lytter til og skriver om mere pop, end tilfældet er.

Men nu er Chromatics heller ikke som pop er mest. For at komme det lidt nærmere taler vi synthpop med en forkærlighed for natsorte stemninger, der i visse tilfælde synes at trækkes til det uendelige. Som hvis David Lynch, New Order og St. Etienne satte sig ned og besluttede sig for at lave noget sammen. Og så lige et stænk italo-disco oveni. Det kan man da næsten kun bifalde. Og så fik de i øvrigt et lille gennembrud via soundtracket til sidste års filmhit 'Drive', som også burde vække visse associationer til, hvor vi befinder os i det musikalske landskab.


Så ikke meget nyhedsværdi over det i dag (albummet udkom for et halvt år siden). Simpelthen bare erkendelsen af, at her er et album, der i øvrigt hedder 'Kill For Love', jeg burde have givet meget mere kærlighed i løbet af året, og som bestemt kandiderer til listen over årets 24 bedste albums, der skydes af sted på lørdag her på bloggen (en liste der i den grad trænger sig på og nærmer sig sin endelige udformning). Tag en lytter på 'These Streets Will Never Be The Same' og 'The River' her:



onsdag den 28. november 2012

Mens vi venter: Nyt fra Shout Out Louds

Her er noget, du lige skal høre, inden vi giver os fuldstændig hen til tilbageblikket på årets bedste albums i form af en julekalender med mine 24 yndlingsudgivelser fra 2012, præsenteret en ad gangen fra på lørdag og frem til juleaften. Det bliver spas.


Og det du skal høre, er den helt nye single med svenske Shout Out Louds, der efter planen udgiver nyt album til februar. 'Blue Ice' er en lækker tilbagelænet sag i bedste Roxy Music-stil, og et yderst lovende forskud på de fornøjelser, der tilsyneladende venter os om et par måneder, når albummet bliver skudt af sted.

fredag den 23. november 2012

Folk som farmor og farfar lavede den: Jessica Pratt og Barna Howard

Året, ikke mindst musikåret (som i "nu kommer der ikke rigtigt flere nye plader, kun det sædvanlige compilation/greatest hits-skidt"), nærmer sig sin afslutning, og jeg går i disse dage mest og bygger op til årets julekander med de 24 bedste albums, jeg har hørt i år. Og det er altså en svær opgave, for der er i den grad meget godt at vælge imellem, så alene at få skåret feltet ned til 24 er vanskeligt.

Her på det sidste er der så endda poppet et par plader op i min bevidsthed, som jeg ikke lige fangede i forbindelse med deres udgivelse. Men de er så gode, at der er al mulig grund til lige at runde dem her, inden december og julekalenderen melder sig - for tænk nu, hvis de er så gode, at de rent faktisk kommer med i det snævre felt med årets 24 favoritter.

Dagens to plader har ikke så lidt til fælles, for her har vi med plader at gøre, der på flere måder signalerer, at de lige så godt kunne være fra 60'ernes USA. Vi taler klassisk, akustisk, afdæmpet, fingerspillet folk, sådan som farmor eller farfar lavede den. Altså, du ved, hippiestilen, bare fødder og blomstret bomuldskjole - eller skjorte. Og det er ikke kun musikken - også pladernes covers signalerer gamle dage.


Nå, anyways, lad mig nu bare introducere dig for Jessica Pratt, en hemmelighedsfuld kvinde fra San Francisco, der for nogle uger siden udgav debutalbummet 'Jessica Pratt'. Det er ikke de store overskrifter, hverken hun eller albummet er løbet af med, og det passer sådan set godt til musikkens tyste, minimalistiske udtryk. Det er næsten hviskende, hjemsøgte og i høj grad intime og dragende folksange, som hvis Stevie Nicks sang over en David Crosby-melodi. Og det er virkelig dejligt.

Du kan streame hele albummet her, og lytte til 'Midnight Wheels' herunder:




Midtvest-fyren Barna Howard (linket går til mandens Facebook-side, prøv lige at tjekke coverbilledet - det siger vist alt om hans forankring i old, weird America) udgav allerede sit debutalbum i februar, men jeg er først stødt på det for nylig. Det er næsten for oplagt at nævne Dylan, når man skal beskrive hans musik, men nu kom jeg til det. Samtidig hører jeg et lillebitte strejf af gamle, tågede England generelt og Nick Drake i særdeleshed. Og min konklusion er den samme som ovenfor: Det er virkelig dejligt. Døm selv:

torsdag den 22. november 2012

Hør lige her: Cape Canaveral

Hold da op, den her har været længe undervejs. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det er lykkedes mig at misse danske Cape Canaveral, der ellers har været ude med singlen 'A Pattern Is All It Takes' i nogle måneder efterhånden. Men eftersom jeg ikke rigtigt er stødt på den andre steder, er der al mulig grund til at give den et skud her.


Her er nemlig et nummer og et band, der bryder dødvandet og den uendelige strøm af ligegyldige og middelmådige sange, der kontinuerligt dukker op i mailboxen. For hvad er det dog, vi har her? 80'er-inspireret guitarpop a la The Smiths' mere afdæmpede del af bagkataloget og med en let croonende vokal, der synes at rumme noget mere bund og modenhed end tilfældet oftest er hos nye, unge bands. Også Galaxie 500 spøger i baggrunden, endnu mere i kraft af bandets coverversion af Galaxie 500-nummeret 'Oblivious', der også er udkommet tidligere i år (og som kan høres her)

Lyt først til 'A Pattern Is All It Takes' her og kast dig eventuelt ud i mere ovre på Eardrums.

onsdag den 21. november 2012

Ny EP fra Ben Howard - The Burgh Island EP

Det bliver ikke til så frygtelig meget britisk musik på denne blog. Jeg ved ikke helt hvorfor, det er bare sjældent det rammer mig på samme måde som amerikansk - og canadisk - musik, som oftest har en anden lyd og stemning over sig. Man er vel en sucker for americanaen ...

Nå, men i dag er en undtagelse. Englænderen Ben Howard, der var Mercury Prize-nomineret i år for debutalbummet 'Every Kingdom', er nemlig på vej med en ny EP med titlen 'The Burgh Island EP', der udkommer officielt den 10. december.


Herfra kan du her nyde en Radio 1-liveoptagelse af nummeret 'Oats In The Water' og nedenfor det mere end otte minutter lange titelnummer. Især 'Oats In The Water' er hurtigt faldet i min smag.



tirsdag den 20. november 2012

En god koncertuge - og lidt om december på bloggen

I dag skyder jeg lidt med spredehagl. Og alligevel med et forsøg på noget der minder om en rød tråd. Det skal handle lidt om ugens koncerter (med nogle af årets bedste kunstnere), og i forlængelse heraf et par gode live-optagelser fra min yndlingsradiostation The Current (med nogle af årets bedste kunstnere) - og som en slags opsamling et blik på, hvad der er i vente i december her på bloggen. Det hele giver mening til sidst.



Først: Jeg var til den famøse (famøs som i jeg har skrevet om den før) Father John Misty-koncert i fredags, og det var en fest. En times intens (jeg elsker korte koncerter) underholdning med lige dele spas, poesi, charme og musikalsk lækkerhed. Sådan skal det være, og sådan var det i fredags. Og ja, så godt som denne Letterman-optræden var det:



I aften står den så på Spiritualized i Vega, og det bliver vel sådan cirka den diametralt modsatte oplevelse, men hey, i fredags var det fredag og i dag er det tirsdag (der er i øvrigt stadig billetter, hvis du vil græde lidt sammen med mig). Tænk nu bare, manden (også kaldet Jason Pierce) har lavet en sang, der hedder 'Life Is A Problem'. Behøver jeg sige mere?



Og: Den gode koncertuge rundes af på fredag med en af mine aktuelle favoritter, Los Angeles-fyren Chris Cohen, der for nylig udgav albummet 'Overgrown Path'. Han og hans band spiller albummets semipsykedeliske og sovekammeragtige sange på Stengade fredag aften, og du skulle tage at kigge forbi, hvis du godt kan lide eksempelvis Cass McCombs eller Deerhoof.



Så slutter min koncertuge, og måske sågar mit koncertår, men jeg er ikke helt færdig med livemusikken i dette indlæg. For her til morgen faldt jeg over et par lækre optagelser fra radiostationen The Current i Minneapolis, som jeg holder meget af. Det drejer sig om to kunstnere, der har leveret virkelig gode og her i Danmark alt for lidt hypede albums i løbet af året. Men jeg har taget dem til mig, og skrevet om dem flere gange. Det drejer sig om Field Report aka Wisconsin-fyren Christopher Porterfield, der udgav sit debutalbum i starten af efteråret, og A.C. Newman, forsanger i canadiske The New Pornographers, der for en måneds tid siden udsendte 'Shut Down The Streets':




Og så til krøllen: Alle fem ovennævnte kunstnere har det til fælles, at de kandiderer kraftigt til en placering på listen over årets bedste albums. Og lige akkurat sådan en liste kan du glæde dig til i december, hvor jeg dag for dag vil præsentere mine 24 favoritplader fra i år. En ad gangen med den bedste til sidst, naturligvis. Kald det en nedtælling, kald det en julekalender. Det gør jeg. Om dagens fem kandidater er med, vil tiden vise, og måske, hvem ved, vil der være en overraskelse eller to undervejs. Måske du også er begyndt at tænke over, hvilke udgivelser du synes var de bedste i 2012?

onsdag den 14. november 2012

Nyt fra Jim James (My Morning Jacket) - Know Til Now

Jeg er helt vild med Jim James' vokal. Ham fra My Morning Jacket, der synger højt og klart som en drøm. Så det er en rigtig god og spændende nyhed, at han udgiver album i eget navn i begyndelsen af 2013. Det hedder intet mindre end 'Regions of Light and Sound of God' og udkommer den 4. februar. I første omgang kan vi nyde singlen 'Know Til Now', og den er sgu dejlig.


Vi taler seks og et halvt minut, der kunne lyde som et glemt Motown-nummer, og James' eget ønske om at lave et album, der "lyder som en diset drøm" og (og her må jeg ty til den oprindelige engelsksprogede formulering) "came from a different time in place", må siges at flugte godt med den oplevelse, 'Know Til Now' giver. Lyt selv:




tirsdag den 13. november 2012

Konkurrence: Vind The Lumineers' debutalbum

Kan du lide folkrock? Så har du nu chancen for at udvide din samling med et eksemplar af debutalbummet fra Denver-bandet The Lumineers, der netop er udkommet her i Europa efter udgivelsen i Nordamerika tidligere på året. Takket være de kære mennesker hos Universal Music har jeg fem eksemplarer af albummet at give ud.


The Lumineers' folkrock er godt nok amerikansk, men kan samtidig minde lidt om den skotsk-britiske lyd, man finder hos eksempelvis Mumford & Sons. Og i øvrigt lyder de også lidt som Seattles The Head And The Heart, synes jeg.

Du kan høre liveoptagelser fra HearYa Live Sessions af numrene 'Ho Hey' og 'Big Parade' herunder. Og har du god tid, kan du også med fordel tjekke de godt tyve minutters optræden på den altid gode radiostation KEXP (også herunder), hvor bandet spiller fire af sangene fra albummet og hyggesludrer lidt undervejs.

Og hvordan vinder du så albummet? Du har tre muligheder:

1) Send mig en mail med navnet på den kunstner/det band, du har lært at kende her på bloggen i løbet af året, som du synes allerbedst om. Altså min allerbedste anbefaling, som du ser og hører det.

2) Send mig en mail med titlerne på tre af sangene på min aktuelle playliste på Spotify.

3) Send mig en mail med navnet på den "boy", et af numrene på The Lumineers-albummet handler om (indgår i titlen).

Mailen skal sendes til rockvillemail@gmail.com og skal være modtaget senest på mandag den 19. november kl. 20, hvor jeg trækker fem vindere blandt alle rigtige svar (jeg ved det, det første spørgsmål kan man ikke svare forkert på - med mindre man ligefrem nævner noget, jeg rent faktisk ikke har blogget om!). Husk at skrive navn og adresse i mailen!





mandag den 12. november 2012

Tre gode til natten: Cheval Sombre, King Dude og The Wooden Sky

Når nu du ligger og kigger op i loftet i nat og ikke kan sove, er det den her musik, du skal gå ud og sætte på, mens du laver en kop (sort) kaffe og læser et afsnit af Dostojevskis 'Kældermennesket' eller noget tilsvarende tungt, natsort og novemberagtigt.


Lad det hermed være en anbefaling, at du lige bruger et par minutter på henholdsvis New Yorks Cheval Sombre, Seattles King Dude og Torontos The Wooden Sky. De er alle albumaktuelle, og jeg har i nogle uger været godt forelsket i albummet fra The Wooden Sky, der hedder 'Every Child A Daughter, Every Moon A Sun'.

Nå, jeg skriver ikke mere i dag, for jeg kan nemlig godt sove. Faktisk er jeg helt utroligt træt. Så god fornøjelse og godnat:

Cheval Sombre laver dragende og betagende sovekammer/mørkekammerpop med store følelser:



King Dude laver mystisk og forunderlig dommedagscountry med 50'er/David Lynch/surf-twist (og har rent faktisk udgivet to albums på et års tid, senest 'Burning Daylight', men jeg synes bare at 'Please Stay In The Shadow Of My Grave' fra forløberen 'Love' er det rigtige og bedste sted at starte):



The Wooden Sky laver mere tilgængelig americana/countryrock, men stemningen fornægter sig ikke, slet ikke på 'I'm Your Man':


fredag den 9. november 2012

Mit Daglige Fix: Rayland Baxter

Kender du det? Trods uendeligt meget musik er der bare noget bestemt, man hele tiden vender tilbage til og bare må høre igen og igen, og som får alt det andet til at drukne i middelmådighedens smulte vande. Plader, man i en periode lever i og med i en sådan grad, at man slet ikke har lyst til at høre andet. Det gør jeg i allerhøjeste grad, og sådan har jeg det lige nu med debutalbummet fra Nashville-fyren Rayland Baxter, som jeg har blogget om før. Lige for tiden er mine morgener simpelthen ikke de samme uden dette album i ørerne, så blidt, rundt og lækkert er det.


Det hedder 'Feathers & Fishhooks' og har noget, mange af tidens moderigtige udgivelser ikke har. For det første er her nemlig et album fyldt med sange, hvor man rent faktisk kan høre, hvad der bliver sunget fra ende til anden. I en tid med en tilsyneladende endeløs strøm af musik, hvor vokalpræstationen og tydeligheden af den ganske enkelt ikke er god nok, hvor man til tider ikke en gang kan høre, hvad der bliver sunget, eller hvor teksterne er totalt ligegyldige og kønsløse, er det i sig selv en stor befrielse.

Hos Baxter høres konstant en klar, varm vokal over - som regel - en simpel guitar og til tider lidt andre strenge. Og så kan det godt være, at han ikke opfinder den dybe tallerken hver gang i lyrikken på sange som 'The Mtn Song' og 'Olivia' (andre steder er teksterne til gengæld fremragende), men det er til at leve med, fordi han synger sine sange med så stort nærvær, så intenst og smukt, at man føler, det altid har været meningen at disse sange (især 'Majoria' og 'Dreamin') skulle være i verden, og - efter at have lyttet til dem flere gange - at selv samme verden netop ikke ville være den samme uden.

På denne liveoptagelse fra ourvinyl.com kan du bl.a. høre en stærk version af den smukke, smukke 'Dreamin', som er mit absolutte must have af dem alle for tiden:



Lyt og køb her


onsdag den 7. november 2012

Father John Misty live hos Conan - og snart i Pumpehuset

Der kan godt være lidt langt mellem snapsene, men så er det jo godt, man skal til Father John Misty-koncert lige om lidt. Nærmere bestemt næste fredag, den 16., spiller manden (der bærer det borgerlige navn Josh Tillman og plejede at slå på trommer i Fleet Foxes) og - forhåbentlig - hele hans følge i Pumpehuset.

Jeg har skrevet om ham flere gange (læs min anmeldelse af hans album 'Fear Fun' her), og det er ikke en gang for meget. Manden har lavet et af årets bedste albums, så meget tør jeg godt afsløre, og han har også leveret nogle ganske underholdende live-optrædener i løbet af året på diverse tv-shows. Senest hos Conan på amerikanske TBS forleden, hvor han sang 'Nancy From Now On'. Se lige de der moves - dem kan man da kun glæde sig til at se live. Og strygerne. Og bassisten, for pokker, bassisten. Se ham lige. Kommer du? Der er stadig billetter, og du køber dem her.

mandag den 5. november 2012

Nyt fra Yo La Tengo - sådan da

Jeg ved virkelig ikke hvor det gik galt. Af en eller anden grund har jeg bare ikke fået hørt eller videregivet den her før nu. Så der er ikke meget breaking news over det her, og måske har du allerede hørt dette (relativt) nye nummer fra Yo La Tengo for længe siden. Ja, vi taler Yo La Tengo, et af mine yndlingsbands, der har lovet nyt album i 2013. Livet er godt.

Lige nu kan vi glæde os over 'Stupid Things', en halvsløv, drømmende, insisterende perle lidt over de fem minutter, der driver af sted på Ira Kaplans guitars vanligt loopende, opslugende, klokkeklare vis over et typisk Yo La Tengo-afdæmpet og samtidig forførende beat. Den bliver bedre for hver gang jeg hører den:


Yo La Tengo - Stupid Things from Jörn on Vimeo.

fredag den 2. november 2012

Americana Battle: Santiago vs. Widower

Okay, det er fredag, og der er ingen regler. Derfor prøver vi lige noget nyt - en Americana Battle! Sagen er, at det ikke er svært at finde et stykke med americana, og det er efterhånden heller ikke svært at finde americana på dansk.

Så nu har jeg fundet to af slagsen, der kan minde en del om hinanden - fra henholdsvis Danmark og USA. Læg bl.a. godt mærke til de blide trommer og den rolige, duvende rytme, der er over begge numre. Men hvad er bedst?

Santiago er et af de nyeste bud på et dansk americana-orkester, der netop har udgivet EP'en 'Everybody Knows I'm Haunted', hvorfra du her kan høre 'Take Me Somewhere' (bemærk i øvrigt også den ene vokal, der lyder - næsten - fuldstændig som Antony Hegarty):




Widower er Seattle-fyren Kevin Large, der er på vej med albummet 'Fool Moon', hvorfra der i første omgang er sluppet nummeret 'Oh Catherine, My Catherine':

torsdag den 1. november 2012

Månedens 10 bedste plader - oktober

Månedsskift og dermed tid til et lille overblik over de 10 bedste albums, der enten er udkommet eller som jeg er stødt på i løbet af oktober (og måske er udkommet lidt forinden). Det meste har du sikkert læst om her før, noget andet er måske nyt for dig. Men det hele får min anbefaling med på vejen. Og så er der endda smagsprøver til de tre første (og bedste?). Du kan også klikke dig direkte videre fra albumtitlerne til enten Spotify eller YouTube og lytte:


Sunbeam Rd. - Breathers



A.C. Newman - Shut Down The Streets



Cold Showers - Love And Regret



Chris Cohen - Overgrown Path

The Wooden Sky - Every Child A Daughter, Every Moon A Sun

Søren Huss - Oppefra Og Ned

Tame Impala - Lonerism

Neil Young & Crazy Horse - Psychedelic Pill

Mac DeMarco - 2

The Rumour Said Fire - Dead Ends


Jeg anbefaler i øvrigt løbende tidens bedste albums i den faste rubrik '3 gode albums lige nu' her til højre på bloggen. Og nedenunder finder du min månedlige playliste med tidens bedste tracks.

onsdag den 31. oktober 2012

Tre gode fra pladeselskabet Captured Tracks: Wild Nothing, Chris Cohen og Mac DeMarco

Der er noget i gære og på færde i Brooklyn. Well, jeg tænker ikke på en vis storm eller for den sags skyld på den efterhånden gamle nyhed, at der kommer en hulens masse lækker musik ud af den trendy New York-bydel. Og så alligevel. Jeg har bare tænkt mig at blive lidt mere specifik denne gang.

Lige nu og her tænker jeg nemlig på det spændende Brooklyn-label Captured Tracks, der virkelig har fat i den lange ende for tiden. På det sidste har det nemlig været arnested for flere meget stærke og spændende udgivelser, med endnu flere gode på vej. Så lad mig dedikere dagens indlæg til Captured Tracks og tre af deres aktuelle udgivelser.


Wild Nothing
Den første har været ude et par måneder - til gengæld har vi at gøre med en kunstner, der er koncertaktuel i København i næste uge. Wild Nothing er Jack Tatums (billedet) projekt, og de spiller i Pumpehuset på tirsdag den 6. november, hvor de sikkert vil præsentere størstedelen af det aktuelle album 'Nocturne', der byder på en overflod af indsmigrende shoegazer-drømmepop med en hel del 80'er-associationer og flere steder The Cure-værdige guitarflader. Et album der i kraft af sin gennemførte stemning fortjener at blive hørt i sin helhed. Og gerne om natten.

Start med videoen til nummeret 'Paradise' herunder, der inkluderer ingen ringere end Michelle Williams. Ja, den Michelle Williams. Skulle du lide hvad du hører, kan du købe din billet til koncerten på tirsdag lige her. Jeg kommer. Og du må gerne prikke mig på skulderen og give mig skylden. For alt.



Chris Cohen
Min største Captured Tracks-favorit lige nu er dog Chris Cohen, der tidligere har fungeret med bands som Deerhoof og The Curtains og har turneret med bl.a. Cass McCombs og White Magic. Nu har han udgivet sit første album i eget navn, 'Overgrown Path', et album med sovekammeragtig og semipsykedelisk popmusik med tråde tilbage til bl.a. Love, Robert Wyatt og Jerry Garcia.

Cohen er en såkaldt syngende trommeslager, der har hænderne fulde og samtidig optager sin egen bas, guitar, piano og Casio MT 65. Hans musik er på samme tid ukonventionel og melodisk, og så er der noget dovent, halvdøsigt og tilbagelænet over den, der får en til at komme tilbage efter mere. Og selv om Cohens vokal ikke er Jordens største eller smukkeste, kan jeg rigtig godt lide den, alene af den grund, at den minder mig (og måske er det bare mig) om Ben Folds (ja, den Ben Folds). Jeg elsker Ben Folds, for the record. Men lige nu skal du altså høre Chris Cohen, her er 'Monad':



Mac DeMarco
Endelig er der Mac DeMarco, en underlig 22-årig canadier, der i år har to udgivelser på samvittigheden. Først (i foråret) kom 'Rock And Roll Night Club', og nu er toeren, '2', netop udkommet. Her taler vi mere halvdoven solstråle-guitar med en lyd af ligefrem sovekammerproduktion og et konstant glimt i øjet.

DeMarco er den kække og frække knægt, der ikke rigtigt gider, musikkens svar på Zlatan (ja, den Zlatan), en fyr der med sin unikke stil frembringer en musik, der på samme tid er såre simpel og lettere utilpasset. Det er skævt og kantet, til tider klimprende og småsyret, og flere steder varmt og rart. Hør bare 'Cooking Up Something Good', her i en liveoptagelse fra Brooklyn Navy Yard:


mandag den 29. oktober 2012

Anbefaling: Rum 37

Jeg aner ikke, hvad Rum 37 egentlig skal betyde, men jeg ved så meget, at det er et nyt dansk rockband med en hulens masse at komme med. Fire mænd med deres meningers mod. Og at de netop har udgivet debutalbummet, 'Mellem Rum', som du helt klart bør gøre dig selv den tjeneste at studere nærmere.


Der er sådan lidt Nikolaj Nørlund møder Kent over det, og det vokser sig stille og roligt større i min bog. Tjek videoen og lyt til singlen 'De Stærke' her og overvej lige, om ikke du skal forbi Spotify og høre hele albummet.




torsdag den 25. oktober 2012

Vind signeret Jonas Breum-album

Det er i morgen, fredag, en af årets i min bog bedste danske kunstnere giver koncert på Ideal Bar. Nej, det er ikke Parken, men det er så meget mere dybsindigt og vedkommende. Jeg taler om Jonas Breum, der i foråret udgav det fremragende album 'Fremtiden Findes Hos Hende Jeg Forlod', som jeg dengang sendte nogle pæne ord i retning af. Det er stadig et skønt album, og her mod årets slutning fremstår det som et af de bedste dansksprogede albums, der har set dagens lys i 2012.


I anledning af fredagens koncert har Jonas Breum været så rar at stille tre signerede eksemplarer af CD'en til rådighed for Rockvilles læsere. Eller det vil sige tre kvikke og heldige vindere, der kan besvare følgende spørgsmål:

Hvilken zone handler det sjette nummer på 'Fremtiden Findes Hos Hende Jeg Forlod' om?

Send dit svar til rockvillemail@gmail.com og skriv "Jonas Breum" i emnefeltet. Husk naturligvis også at skrive dit navn og din adresse i mailen.

Jeg trækker lod blandt alle rigtige svar, jeg har modtaget senest på mandag den 29. oktober kl. 20.

I mellemtiden kan du varme op med videoen til 'For Altid' herunder, og naturligvis med koncerten på Ideal Bar fredag aften kl. 21 - køb din billet her.



Nyt fra ex-Girls-frontmand Christopher Owens

Den er stadig varm, den her. Spritnyt nummer fra Christopher Owens, der indtil tidligere i år var forsanger i det glimrende band Girls, som i mine ører stod for et af sidste års allerbedste albums, 'Father, Son, Holy Ghost'.


Owens' solodebutalbum, 'Lysandre', udkommer 14. januar. Hop ind forbi mandens Soundcloud-side og lyt til 'Lysandra's Theme':

Christopher Owens - Lysandre's Theme / Here We Go by Turnstile Music

onsdag den 24. oktober 2012

Gæsteblogger Jeppe Krogsgaard Christensen anbefaler


Jeppe Krogsgaard Christensen er romanforfatter (senest med 'En hånd i himlen', der udkom tidligere i år) og desuden rockanmelder på Berlingske. Rockville har spurgt ham, hvad han lytter til derhjemme - og hvorfor. Her fortæller han om tre af sine favoritter.


Synd Og Skam - 'Blafret Ør Af Kjoler'

Der er meget talent på den danske rockscene i de her år. Indimellem kan jeg dog godt savne en kant, man virkelig slår sig på, og en vildskab der lyder som andet og mere end et æstetisk greb blandt mange andre. 

Men der er faktisk steder at gå hen, hvis man har det som mig, og jeg vil meget gerne anbefale Svendborg-bandet Synd Og Skam og deres debut-EP, ’Blafret Ør Af Kjoler’, fra i år. Den kunne nu lige så godt have heddet ’Så Ørerne Blafrer’, for det er nemlig en tøjlesløs og medrivende blanding af punk, postpunk og gammel syrerock, som sikkert er allerbedst live i et lille beklumret kælderlokale. Men det fungerer altså også rasende godt derhjemme, når øregangene trænger til at blive renset for lækkerhed, for  harmoni.

Og det er faktisk, som om frontmand Asger Hartvig og hans venner allerede forsøger at jage de ’forkerte’ lyttere væk med åbningsnummeret ’Svimmel Og Godt Tilpas’ med de atonale elguitarer, den sammenbrudte melodistruktur og Hartvigs tilstræbt grimme, meget punkede sangforedrag. Men for dem der hænger på, viser Synd Og Skam sig at være et slidstærk og forunderligt livsbekræftende bekendtskab, hvor vildskaben aldrig lyder som en gimmick, men dybtfølt, ligesom den forslåede poesi, der også tiltvinger sig plads indimellem.

Men autenticitet eller ej – den diskussion er altid dødssyg – så er ’Blafret Ør Af Kjoler’ et heftigt, vildt overbevisende udspil fra et band, jeg gerne vil høre mere til. Og forhåbentlig kommer det til at gøre endnu mere ondt.




Explosions In The Sky - 'All Of A Sudden I Miss Everyone'

Ordet postrock virker sikkert afskrækkende på nogen med sin strenge, akademiske klang. Men det dækker altså over en levende udtryksform, som tror på rockens kraft samtidig med at den udfordrer dens traditionelle forløbsstrukturer med sine soniske eksperimenter og langstrakte kompositioner.

Et svimlende eksempel er ’All Of A Sudden I Miss Everyone’ (2007), hvor texanske Explosions In The Sky som vanligt er draget af modsætningen mellem støj og stilhed. Men på det her album resulterer det i en mirakuløst smuk musik, synes jeg. De seks kompositioner besidder en egen krystallinsk og søgende skønhed, der måske ikke åbenbarer sig øjeblikkeligt, men bliver klarere jo flere gange jeg lytter.

Vel er der greb her som kan genfindes hos Sigur Rós eller Godspeed! You Black Emperor, men poesien og dramaet, den har Explosions In The Sky for sig selv. Og det meste af suset ligger i guitararbejdets svingen mellem sølvtrådstynde tematikker og sonisk susende kaskader. Det er suverænt og hensætter mig også i en ganske særlig stemming, som er god at skrive på. Min seneste roman, ’En hånd i himlen’ blev skrevet med albummet på anlægget. På repeat. 



Ukendt Under Andet Navn - 'Ekskursion'

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, de fleste sange på dansk er en pine at lytte til – klodsede, banale, rasende umusikalske.

Men når det undtagelsesvist lykkes at få sproget til at synge, er det en oplevelse. Og det gør det på Ukendt Under Andet Navns minialbum ‘Ekskursion’, der udkom i juni i år, hvor Henrik Olesen – som tidligere gjorde sig i den ofte brillante broderduo Olesen-Olesen – har søgt assistance hos den lyrisk ligesindede Thomas Thomsen, som engang skrev brillante popsange i det fine, fine orkester Pluto.

Samarbejdet udmønter sig i en melankolsk tonet popmusik med synths og analoge rytmebokse, hvor repeterede figurer og smukke melodistykker er indvævet, og hvor teksterne synger smukt med i det altid enkle, afklarede lydbillede. Som i den næsten programmatiske 'Mindre er mere', hvor Olesen synger "Min streg er enkel / mine ord er få / mindre er mere i min bog."

En bog fuld af smukke linjer, synes jeg. Som i den sfærisk smukke 'Newton': "Månen trækker i havet / Æblet falder fra træet / Jorden roterer om solen / Vi falder ned / Newton ved besked. Ned, ned."





mandag den 22. oktober 2012

Godt nyt fra Local Natives

En af mine yndlingsplader i 2009 var debutalbummet fra Los Angeles-bandet Local Natives, der bar titlen 'Gorilla Manor'. Nu er der endelig lys for enden af tunnelen for dem, der som jeg går og venter på en ny plade fra dette glimrende band.


Opfølgeren 'Hummingbird' udkommer den 28. januar, og indtil da kan vi nyde dette første nummer fra pladen. Det hedder 'Breakers' og viser bandet fra en mindre skramlende og prøvende, og mere voluminøs og storrockende side - som i masser af heftig tromme og vokalharmonier. Det kan godt gå hen og blive endnu en god plade fra LA's lokale indfødte.