Nyt fra New Zealand: Unknown Mortal Orchestra

Så er New Zealand kommet med på vognen med old school, ind-til-benet, semi-psykedelisk jangle-poprock, der typisk ikke varer meget mere end 2 1/2 minut stykket.

Unknown Mortal Orchestra og frontfiguren Ruban Nielson har godt nok sin oprindelse i Portland på den amerikanske vestkyst, og bandet er seneste signing på et af mine personlige yndlingslabels, Jagjaguwar fra Indiana. De turnerer lige nu med bl.a. Grizzly Bear og siden Dirty Projectors i Nordamerika, og et album forventes ude i begyndelsen af 2013.

Første smagsprøve herfra er 'Swim And Sleep (Like A Shark)', en herlig bittersød lille sag med et gentagende, let guitarhook, der må være den bedste medicin mod onsdagsregn:

Med sommeren i ryggen og nye anbefalinger i posen - bloggen er tilbage fra ferie

Så kunne jeg ikke trække den længere. Sommerferien, der for mit vedkommende var mere eller mindre ensbetydende med nul musik (og hvor var det egentlig skønt), er forbi, og det blev atter tid til at se og høre lidt nærmere på, hvad der rør sig på musikfronten. Det har jeg så gjort, og jeg skal love for, at der er nok at berette om.

Derfor skal dette indlæg handle om min nye playliste (som du måske ved, laver jeg en af slagsen på Spotify hver måned) og nogle af de mange spændende ting, jeg har lagt op på den. Det bliver med andre ord (relativt) få ord om en hel masse i dag, i stedet for omvendt.

For det første er der Grizzly Bear. Ved siden af Band Of Horses (meget mere om dem meget snart) er det det band, hvis nye album jeg umiddelbart ser mest frem til dette efterår. Tidligere på sommeren luftede jeg den første single, den fremragende 'Sleeping Ute', og nu er der endnu et nummer ude fra albummet 'Shields', der udkommer den 17. september. Nummeret hedder 'Yet Again' og er mindst lige så fremragende som 'Sleeping Ute' - og er selvfølgelig at finde på playlisten.

Det samme er sange fra amerikanske Murals, Ormonde og Strand of Oaks, der har det tilfælles, at jeg tidligere har talt lovende om dem her på bloggen, før deres respektive album udkom. Nu har de også det tilfælles, at deres plader er udkommet, og de er alle glimrende. Murals lyder som west coast-hippier, der tror det stadig er 1969, Ormonde spiller halvdoven dagdrømmerisk pop med kælen kant, og Strand of Oaks aka Timothy Showalter er den uundgåelige fuldskægsfætter med et hjerte så blødt som smør, et fast greb om guitaren og fortællinger fra mørket og landevejen.

Her sidst på sommeren er jeg - omsider - faldet over det nye album med svenske The Amazing, der egentlig også sagtens kunne have lavet musik for 30 år siden, så herligt umoderne er de. Albummets titel 'Gentle Stream' er ganske velvalgt, for det er fyldt med lange, luftige, varme, blide og behagelige guitarbaserede og 60-70'er-inspirerede psych-rocksange, der helt sikkert ville gøre sig godt som musikalsk akkompagnement til bålet og den svenske skovsø. Lyt f.eks. til nummeret 'The Fog', som jeg har lagt på playlisten. Albummet udkom her i Europa i slutningen af 2011, men er netop blevet udgivet i USA, og det er i den anledning, jeg har taget albummet til mig.

August-playlisten er fuld af mange andre stærke sager, bl.a. den nye single fra The Raveonettes, som jeg altid har haft det noget ambivalent med (har altid haft den her oplevelse af, at deres musik var én stor pastiche og groft sagt ligegyldig overflade). Men 'She Owns The Night', forløberen for deres 7. studiealbum der udkommer 10. september, er virkelig god og tilpas shoegaze til min smag.

Der er Dirty Projectors, der har lavet et af årets hidtil bedste album (og deres hidtil lettest tilgængelige), 'Swing Lo Magellan', og titelnummeret herfra, der lyder som en sød brise på Long Island, dirrende og intens rock fra det spændende L.A.-band The Deadly Syndrome og nummeret 'Maine' fra albummet 'All In Time', natsorte stemninger fra danske Marie Fisker, der udgiver albummet 'So, Hoes & Heroes' den 24. september, på nummeret 'On The Beach', og den uimodståelige, højstemte og næsten naivt lalleglade 'On My Way' fra det nye Passion Pit-album 'Gossamer'. Og meget mere.

Nok snak. Lyt til det hele her på Spotify (og hvorfor ikke subscribe?):

Nye sange fra Jens Lekman, Dirty Projectors og Wild Nothing

Får du heller ikke (ny) musik nok? Så er der hjælp at hente lige her. Tre gode navne er på vej med nye plader, og du kan høre spritnye smagsprøver herunder.

Jeg har tidligere omtalt det kommende Dirty Projectors-album med den forrygende titel 'Swing Lo Magellan', der udkommer den 9. juli. Herfra er nemlig allerede udkommet 'Gun Has No Trigger', som jeg stadig hører med stor fornøjelse. Nu er endnu et nummer fra albummet ude, og det er altså også stærkt. Det hedder 'Dance For You':

Svenske Jens Lekman åbner efteråret med udgivelsen af sit første album i fem år, der får titlen 'I Know What Love Isn't'. Det udkommer den 4. september. Nu er den første smagsprøve klar, nummeret 'Erica America':

Og så er jeg allerede blevet ret glad for det helt nye nummer med amerikanske Jack Tatums enmandsprojekt Wild Nothing, der er forløberen for albummet 'Nocturne' (hans andet af slagsen) med ankomst den 27. august. 'Shadow' er en blid og behagelig lille rocksang med både strygere og lidt The Cure-lignende guitarmomenter:

Tre hurtige fra New York: Dirty Projectors, Liars og The Walkmen

New York, åh New York. Hele tiden med god musik og mere af den. I dag har jeg fundet tre nye sager fra byen med navne, der efterhånden har rumsteret i nogle år og alle er lige på trapperne med nye album (og selvfølgelig er to af dem fra Brooklyn).

Først er der Dirty Projectors, der siden 2003 har været et af Brooklyns mere eksperimenterende og avantgardistiske bands, med spor af såvel r'n'b og afrikansk musik som alternativ pop og rock. De har aldrig rigtig fanget mig, men noget kan tyde på, at det kan ændre sig, når deres nye album, 'Swing Lo Magellan', udkommer den 9. juli. I hvert fald er den første single, 'Gun Has No Trigger', et spændende og iørefaldende bekendtskab:

Bandet Liars har faktisk eksisteret længere, nemlig siden 2000, men haft lidt sværere ved få et decideret gennembrud. Her er vi i den eksperimenterende rock med elementer af bl.a. dance punk, og denne nye single, 'No. 1 Against The Rush', er slet ikke noget dårligt udgangspunkt for det kommende album, 'WIXIW', der udkommer den 4. juni:

Endelig er der The Walkmen, der mere og mere markerer sig som et af disse års bedste og mest rendyrkede, næsten gammeldags simple, rockbands. Her er (som regel) ikke så mange dikkedarer, 1-2-3, guitar-bas-tromme. Sådan har det været det meste af tiden med dette band, der ligner bankmænd snarere end rockstjerner. Jeg sprang på vognen i 2008 ved udgivelsen af deres fremragende femte album, 'You & Me'. Siden kom 'Lisbon' i 2010, og lige om lidt (den 29. maj) udkommer 'Heaven', hvorfra der allerede er kommet et par forløbere - bl.a. 'Heartbreaker', der rummer alt det bedste, The Walkmen står for:

Sharon Van Etten: 'Tramp'. Årets hidtil bedste album?

Så skete det igen! Ud af overhippe Brooklyn poppede en musiker, der overstråler langt det meste, denne verden ellers kan byde på. Sharon Van Etten og albummet 'Tramp' er endnu et eksempel på, at de åbenbart kommer noget helt særligt i kaffen i Brooklyn. New York-bydelen har den seneste håndfuld år været stedet inden for den alternative amerikanske rock og pop, og er - og her nævner jeg blot et lille udsnit - tilholdssted for bands som The National, Grizzly Bear, Yeasayer, The Antlers, Dirty Projectors og Chairlift. Og som man næsten havde gættet, er det slet ikke ualmindeligt, at de forskellige kreative hoveder aflægger hinanden visit, hjælper til på kryds og tværs og giver et nummer sammen i ny og næ.

I tilfældet Sharon Van Etten er det The Nationals Aaron Dessner, der har produceret dette hendes tredje album. Undervejs på 'Tramp' bidrager også den anden Dessner-bror, Bryce, samt Zach Condon fra Beirut, Jenn Wasner fra bandet Wye Oak og Julianna Barwick. Jeg må indrømme, at jeg ikke kender hendes tidligere udgivelser, men jeg er hurtigt faldet pladask for 'Tramp'. Et album fyldt med stemningsfulde sange i singer-songwriter-kategorien og med så meget nerve og intensitet, at fire minutter pludselig synes at kunne rumme et helt liv. Det er længder bedre end gennemsnittet, et album af den slags, man bliver godt gammeldags glad over at have opdaget. Ja, det er muligvis årets hidtil bedste album. Hør bare denne liveversion af 'Give Out' i en optagelse fra min yndlingsradiostation, The Current i Minneapolis: