Året, ikke mindst musikåret (som i "nu kommer der ikke rigtigt flere nye plader, kun det sædvanlige compilation/greatest hits-skidt"), nærmer sig sin afslutning, og jeg går i disse dage mest og bygger op til årets julekander med de 24 bedste albums, jeg har hørt i år. Og det er altså en svær opgave, for der er i den grad meget godt at vælge imellem, så alene at få skåret feltet ned til 24 er vanskeligt.
Her på det sidste er der så endda poppet et par plader op i min bevidsthed, som jeg ikke lige fangede i forbindelse med deres udgivelse. Men de er så gode, at der er al mulig grund til lige at runde dem her, inden december og julekalenderen melder sig - for tænk nu, hvis de er så gode, at de rent faktisk kommer med i det snævre felt med årets 24 favoritter.
Dagens to plader har ikke så lidt til fælles, for her har vi med plader at gøre, der på flere måder signalerer, at de lige så godt kunne være fra 60'ernes USA. Vi taler klassisk, akustisk, afdæmpet, fingerspillet folk, sådan som farmor eller farfar lavede den. Altså, du ved, hippiestilen, bare fødder og blomstret bomuldskjole - eller skjorte. Og det er ikke kun musikken - også pladernes covers signalerer gamle dage.
Nå, anyways, lad mig nu bare introducere dig for Jessica Pratt, en hemmelighedsfuld kvinde fra San Francisco, der for nogle uger siden udgav debutalbummet 'Jessica Pratt'. Det er ikke de store overskrifter, hverken hun eller albummet er løbet af med, og det passer sådan set godt til musikkens tyste, minimalistiske udtryk. Det er næsten hviskende, hjemsøgte og i høj grad intime og dragende folksange, som hvis Stevie Nicks sang over en David Crosby-melodi. Og det er virkelig dejligt.
Du kan streame hele albummet her, og lytte til 'Midnight Wheels' herunder:
Midtvest-fyren Barna Howard (linket går til mandens Facebook-side, prøv lige at tjekke coverbilledet - det siger vist alt om hans forankring i old, weird America) udgav allerede sit debutalbum i februar, men jeg er først stødt på det for nylig. Det er næsten for oplagt at nævne Dylan, når man skal beskrive hans musik, men nu kom jeg til det. Samtidig hører jeg et lillebitte strejf af gamle, tågede England generelt og Nick Drake i særdeleshed. Og min konklusion er den samme som ovenfor: Det er virkelig dejligt. Døm selv:
Kan du huske Sunbeam Rd.? Jeg skrev om dem et par gange i forsommeren, da de kørte deres Kickstarter-projekt med henblik på mastering og tryk af debutalbummet, 'Breathers'. Heldigvis lykkedes det at samle penge nok sammen, og albummet udkommer nu langt om længe den 23. oktober.
Og det bliver godt. Disse San Francisco-drenge er The Next Big Thing, især hvis man kan lide eksempelvis Grizzly Bear, Real Estate og en hel masse solbeskinnet retro- og folkrock med et twist af 70'erne og Californien. Du kan roligt begynde at glæde dig. Til at udfylde ventetiden får du lige denne video med nummeret 'Lucy'. Sunbeam Rd. Husk navnet. Og husk hvor du hørte dem først.
Nogle gange får man nok. Og lige nu er jeg gået lidt kold i al den skrøbelighed og inderlighed der er over det hele (altså i musikken). En skrøbelighed og inderlighed, der sjovt nok for det meste mangler noget nerve. Der er så meget musik derude, der prøver så hårdt, men oftest rammer ved siden af og lige ned i ligegyldighedens grå masse. Jeg har brug for noget nyt og kraftfuldt, noget stort og voldsomt, noget nerve, noget uimodståeligt. Jeg har brug for en ny plade med The National, med Arcade Fire, med The Flaming Lips, for den sags skyld med Morrissey på en god dag ... Noget, man får lyst til at spille højt og som kan ramme den gyldne balance mellem melodiøsitet, dybsindighed, kant og slagkraft. Volbeat gør det med andre ord ikke. Det er der til gengæld andre ting, der forhåbentlig gør i nær fremtid.
For heldigvis er der masser af gode udgivelser, både lige nu og lige om hjørnet. Til sidstnævnte hører spændende albumudgivelser fra etablerede navne som Band Of Horses, Grizzly Bear, Efterklang, Paul Banks (ham fra Interpol), Yeasayer og - jo - Bob Dylan! Og så sent som i går dukkede det nye og for mig overrumplende album med Aimee Mann op - det havde jeg ikke set komme, men det var i den grad en positiv overraskelse, som jeg ser meget frem til at lytte til.
Og lad mig så komme til sagen med et par ord om nogle af de bedre indslag i de genrer, der næsten kan fylde lidt for meget i det musikalske landskab.
Jangle-poppens genkomst
Noget der synes at være gået mode i for tiden er den såkaldte jangle-pop med rødder i 80'ernes amerikanske college rock og reminiscenser fra 60'er-bands som The Byrds og The Hollies. Og det er ikke fordi, jeg normalt har noget imod den slags, snarere tværtimod, bl.a. R.E.M. har jo om nogen været en forrygende fortolker af genren - Peter Bucks 12-strengede Rickenbacker and all - men der er bare så meget af det for tiden, at det hele flyder lidt ud. Sågar skæve, skøre, syrede Ariel Pink's Haunted Graffiti, der udgiver albummet 'Mature Themes' på mandag, er gået jangle på singlen 'Only In My Dreams' (og forstå mig ret, det er slet ikke noget dårligt nummer). Det samme er The Raveonettes sådan halvvejs ('She Owns The Streets' - heller ikke noget dårligt nummer) og flere med dem.
Et her i Danmark knapt så kendt band, der i høj grad excellerer i genren, er californiske The Fresh & Onlys. Og de står faktisk for et af tidens bedste bud på den i form af flere numre fra det kommende album 'Long Slow Dance', deres fjerde af slagsen. Især nummeret 'Yes Or No' har vakt min opmærksomhed, fordi det i modsætning til så meget andet i genren har noget tempo og energi, som man ellers godt kan savne. Bandet lyder lidt som The Smiths, der er landet i San Francisco (efter at have lyttet til tidlig R.E.M. på flyveturen), og 'Yes Or No' byder dels på nogle af de bedste 20 første sekunder, jeg længe har hørt, dels på samlet set så lidt som 2 1/2 minuts effektiv og ind-til-benet-indie uden dikkedarer. Det kan godt være, det ikke er synderligt originalt, men det er smittende og befriende enkelt og iørefaldende:
Woods
Indtil for ikke så længe siden var The Fresh & Onlys labelmates, som det hedder, med Brooklyn-bandet Woods, der udgiver deres 7. album, 'Bend Beyond', i september. Hvor The Fresh & Onlys nu er på selskabet Mexican Summer, udgives Woods stadig på deres eget selskab Woodsist. Også Woods bevæger sig lidt i samme genre, og så alligevel ikke helt. Her er noget lidt mere råt, skingert og psykedelisk på spil, og samtidig et pift af sensommer, måske først og fremmest takket være forsanger Jeremy Earls falset og fornemmelsen af sol og blå himmel. Men det er ikke mindre kort og kontant, og det er bestemt heller ikke mindre godt. Hør f.eks. 'Size Meets The Sound':
Will Johnson
Denne lille USA-rundtur slutter i Texas. Her bor en fyr ved navn Will Johnson, der gennem en årrække har været frontfigur i bandet Centro-matic, og som nu er på trapperne med sit første soloalbum i otte år med titlen 'Scorpion'. Her er vi langt fra jangle-poppen, til gengæld er vi i den mere interessante afdeling af kategorien Følsom Mand Med Elektrisk Guitar. Singlen 'You Will Be Here Mine' lover i hvert fald godt for albummet, der udkommer 10. september:
Jeg har tidligere talt varmt for det nye San Francisco-band Sunbeam Rd., der har indspillet albummet 'Breathers'. Og nu vil jeg gøre det igen.
'Breathers' er et - at dømme ud fra de første par numre - fantastisk album, der dog stadig mangler at blive mastered m.m. Og det er her, du kommer ind i billedet. På websitet kickstarter.com ("the world's largest funding platform for creative projects") kan man nemlig donere alt fra 1 dollar og opefter til projektet, der skal bringe albummet det sidste stykke vej mod udgivelse.
Projektet løber kun et par dage endnu; som man kan se på sitet, kan det kun gennemføres, hvis der er doneret mindst $2200 på onsdag den 4. juli om aftenen lokal tid. Og du behøver ikke gå tomhændet ud af "butikken": for eksempelvis $10 får du adgang til download af hele albummet, når det efter planen udkommer i august. Du kan også bidrage med lidt ekstra og få albummet på vinyl. Og jeg har altså en fornemmelse af, at det er det hele værd, for det her band har noget, de færreste har. Det er lækker, spraglet og solbeskinnet rock med et pift af gamle dage. Harmonisk, kraftfuld, yndefuld, momentvis psykedelisk og meget mere.
Som endnu en appetitvækker og opfølger til den gode 'Pro Wave Rider' er der nu et nyt stærkt nummer ude, der sikkert kan overbevise dig. Det hedder 'Lucy':
Her er et band, du skal høre. Indtil for få dage siden havde jeg aldrig hørt om San Francisco-bandet Sunbeam Rd., men jeg har i den grad lyst til at gøre det til et længerevarende bekendtskab. Jeg er nemlig blevet godt gammeldags begejstret for 'Pro Wave Rider', det første nummer fra deres debutalbum 'Breathers', der efter planen skal udkomme i august.
Sunbeam Rd. har eksisteret i et par år og udgivet et par singler og en EP. Musikken er fuld af lette, harmoniske melodilinjer såvel som momenter af 60'ernes psykedeliske rock som hos f.eks. The Doors og bysbørnene fra The Grateful Dead. Og hvis du kan lide eksempelvis Yo La Tengo og Avi Buffalo, kunne det her også meget vel være noget for dig.
Du kan hjælpe bandet på vej i forbindelse med udgivelsen af 'Breathers' og de hertil hørende udgifter på kickstarter.com, hvor du også kan lytte til noget af musikken. Det vil om noget være penge, der er godt givet ud, for det her band fortjener i den grad at blive udgivet. Og selvfølgelig kan du høre 'Pro Wave Rider' lige her:
