Forsinket kærlighed til Chromatics

I dag vil jeg sende al min kærlighed til Portland-bandet Chromatics, som jeg har forsømt i løbet af året. De har nemlig, har jeg indset her på det seneste, begået et af de absolut bedste popalbums, jeg har hørt i år - hvilket selvfølgelig ikke siger alverden, al den tid jeg ikke lytter til og skriver om mere pop, end tilfældet er.

Men nu er Chromatics heller ikke som pop er mest. For at komme det lidt nærmere taler vi synthpop med en forkærlighed for natsorte stemninger, der i visse tilfælde synes at trækkes til det uendelige. Som hvis David Lynch, New Order og St. Etienne satte sig ned og besluttede sig for at lave noget sammen. Og så lige et stænk italo-disco oveni. Det kan man da næsten kun bifalde. Og så fik de i øvrigt et lille gennembrud via soundtracket til sidste års filmhit 'Drive', som også burde vække visse associationer til, hvor vi befinder os i det musikalske landskab.

Så ikke meget nyhedsværdi over det i dag (albummet udkom for et halvt år siden). Simpelthen bare erkendelsen af, at her er et album, der i øvrigt hedder 'Kill For Love', jeg burde have givet meget mere kærlighed i løbet af året, og som bestemt kandiderer til listen over årets 24 bedste albums, der skydes af sted på lørdag her på bloggen (en liste der i den grad trænger sig på og nærmer sig sin endelige udformning). Tag en lytter på 'These Streets Will Never Be The Same' og 'The River' her: