En god koncertuge - og lidt om december på bloggen

I dag skyder jeg lidt med spredehagl. Og alligevel med et forsøg på noget der minder om en rød tråd. Det skal handle lidt om ugens koncerter (med nogle af årets bedste kunstnere), og i forlængelse heraf et par gode live-optagelser fra min yndlingsradiostation The Current (med nogle af årets bedste kunstnere) - og som en slags opsamling et blik på, hvad der er i vente i december her på bloggen. Det hele giver mening til sidst.

Først: Jeg var til den famøse (famøs som i jeg har skrevet om den før) Father John Misty-koncert i fredags, og det var en fest. En times intens (jeg elsker korte koncerter) underholdning med lige dele spas, poesi, charme og musikalsk lækkerhed. Sådan skal det være, og sådan var det i fredags. Og ja, så godt som denne Letterman-optræden var det:

I aften står den så på Spiritualized i Vega, og det bliver vel sådan cirka den diametralt modsatte oplevelse, men hey, i fredags var det fredag og i dag er det tirsdag (der er i øvrigt stadig billetter, hvis du vil græde lidt sammen med mig). Tænk nu bare, manden (også kaldet Jason Pierce) har lavet en sang, der hedder 'Life Is A Problem'. Behøver jeg sige mere?

Og: Den gode koncertuge rundes af på fredag med en af mine aktuelle favoritter, Los Angeles-fyren Chris Cohen, der for nylig udgav albummet 'Overgrown Path'. Han og hans band spiller albummets semipsykedeliske og sovekammeragtige sange på Stengade fredag aften, og du skulle tage at kigge forbi, hvis du godt kan lide eksempelvis Cass McCombs eller Deerhoof.

Så slutter min koncertuge, og måske sågar mit koncertår, men jeg er ikke helt færdig med livemusikken i dette indlæg. For her til morgen faldt jeg over et par lækre optagelser fra radiostationen The Current i Minneapolis, som jeg holder meget af. Det drejer sig om to kunstnere, der har leveret virkelig gode og her i Danmark alt for lidt hypede albums i løbet af året. Men jeg har taget dem til mig, og skrevet om dem flere gange. Det drejer sig om Field Report aka Wisconsin-fyren Christopher Porterfield, der udgav sit debutalbum i starten af efteråret, og A.C. Newman, forsanger i canadiske The New Pornographers, der for en måneds tid siden udsendte 'Shut Down The Streets':

Og så til krøllen: Alle fem ovennævnte kunstnere har det til fælles, at de kandiderer kraftigt til en placering på listen over årets bedste albums. Og lige akkurat sådan en liste kan du glæde dig til i december, hvor jeg dag for dag vil præsentere mine 24 favoritplader fra i år. En ad gangen med den bedste til sidst, naturligvis. Kald det en nedtælling, kald det en julekalender. Det gør jeg. Om dagens fem kandidater er med, vil tiden vise, og måske, hvem ved, vil der være en overraskelse eller to undervejs. Måske du også er begyndt at tænke over, hvilke udgivelser du synes var de bedste i 2012?

Father John Misty live hos Conan - og snart i Pumpehuset

Der kan godt være lidt langt mellem snapsene, men så er det jo godt, man skal til Father John Misty-koncert lige om lidt. Nærmere bestemt næste fredag, den 16., spiller manden (der bærer det borgerlige navn Josh Tillman og plejede at slå på trommer i Fleet Foxes) og - forhåbentlig - hele hans følge i Pumpehuset.

Jeg har skrevet om ham flere gange (læs min anmeldelse af hans album 'Fear Fun' her), og det er ikke en gang for meget. Manden har lavet et af årets bedste albums, så meget tør jeg godt afsløre, og han har også leveret nogle ganske underholdende live-optrædener i løbet af året på diverse tv-shows. Senest hos Conan på amerikanske TBS forleden, hvor han sang 'Nancy From Now On'. Se lige de der moves - dem kan man da kun glæde sig til at se live. Og strygerne. Og bassisten, for pokker, bassisten. Se ham lige. Kommer du? Der er stadig billetter, og du køber dem her.

Fredagens anbefaling: Strand of Oaks

I dag får du bare en enkelt at hygge dig med i fredagsregnen. Men den er til gengæld også fremragende. Jeg har opdaget en fyr ved navn Timothy Showalter, der laver musik under navnet Strand of Oaks. Amerikansk singer-songwriter med fuldskæg. You know the drill.

Han har to album på samvittigheden, 'Leave Ruin' og 'Pope Killdragon', og nu er hans tredje, der får titlen 'Dark Shores', på vej. Herfra kan du nu høre nummeret 'Maureen's', der lægger fra land som noget, Phosphorescent, Damien Jurado eller måske sågar Father John Mistys forrige musikalske jeg, J. Tillman, kunne have lavet (og så lyder den desuden som et eller andet, jeg til min enorme irritation ikke kan komme på - hvem kan det være?):

Fredagsguf: Father John Misty - 'This Is Sally Hatchet'

Fredag, sol, sommer, pinse og bare fødder. Det bliver vel egentlig ikke meget bedre. Det skulle da lige være ved at tilføje fire minutters tid med min nye helt, bonkammerat og sjæleven Father John Misty aka J. Tillman og forhenværende Fleet Foxes-medlem. Jeg har rost ham til skyerne før, og han er altså en god mand med noget på hjerte, er han.

Som når han i 'This Is Sally Hatchet' synger geniale sætninger som "The longer it keeps raining the more she has to struggle to maintain a wonderful time" og "I've got smoke in my lungs and a past life in the trunk". Læg dertil den dejlige, bløde 70'er-inspirede west coast-stemning, der hviler over nummeret, og alt er såre godt. Hør her:

Father John Misty og lyden af Laurel Canyon anno 2012

Den her skulle jeg bruge lidt tid på. Jeg lyttede, lagde den fra mig, gav den en ny chance, det hele flere gange om igen, og så var den der pludselig - og nu hører jeg næsten ikke andet. Det var lidt det samme, J. Tillman, den tidligere Fleet Foxes-trommeslager, der nu har fået den idé at kalde sig Father John Misty (som ikke rigtigt betyder noget ifølge ham selv), selv var ude for, inden pladen blev til. Han kunne ikke rigtigt få skrevet noget, ikke rigtigt finde sin stemme og tone. Indtil han kom til en hytte i Laurel Canyon.

Åh, tænker du, er det nu sådan en Bon Iver-historie igen? Nej, det er det ikke. Altså lige ud over ovennævnte sammenfald. Her var vist ingen kærestesorger, ingen bevidste ønsker om at isolere sig og lave en "nøgen" og hudløs plade i stil med Bon Ivers 'For Emma, Forever Ago'. Og lyden på 'Fear Fun', som albummet hedder, er da heller ikke vinterlig og tristessefyldt som 'For Emma ...". Det er et til tider lettere melankolsk og følende album, men lyden er snarere varm og solfyldt, ja californisk og Laurel Canyon'sk, og den gennemgående tone rummer masser af humor, håb og ironi.

Der er en umiskendelig fornemmelse af 70'ernes og de tidlige 80'eres vestkyst og patinerede charme, af noget blue-eyed soul som hos eksempelvis Michael McDonald og Hall & Oates, noget Dennis Wilson, en lille smule Doobie Brothers, og mange andre i samme tidslomme. Samtidig er det et countryalbum af en slags, og eksempelvis den vidunderlige 'Nancy From Now On' lyder som noget, Harry Nilsson kunne have fundet på, mens Tillman andre steder næsten lyder som en yngre Roy Orbison. Han synger intet mindre end blændende, den gode Tillman.

Albummet bliver ikke mindre godt af, at Tillman skriver nogle tekster, der i allerhøjeste grad har sjæl og substans. Det er sjældent, man støder på så vedkommende, underholdende, ironisk drillende og samtidig patosfyldte sange - meget ofte med et glimt i øjet, som på 'Now I'm Learning To Love The War', der lyder som en længselsfuld kærlighedssang, men i virkeligheden handler om alle omkostningerne ved bl.a. at skabe og udgive en plade: "Try not to think so much about all the truly staggering amount of oil that it takes to make a record ..." Og sådan er der så meget med ham her Father John Misty, der for hver gang jeg lytter til ham, fremstår mere og mere som en ener.

En ener, der har skiftet både ham og spor siden han "bare" var J. Tillman og for den sags skyld også en del af Fleet Foxes. I mangel på inspiration lagde han Seattle og skovmandsstilen (som er udpræget på hans tidligere album, hvoraf jeg især vil anbefale 'Vacilando Territory Blues') bag sig og kørte sydpå, og ved mødet med Laurel Canyon og Los Angeles blev han til Father John Misty, der med hjælp fra producer Jonathan Wilson skabte et album med en næsten arketypisk og klassisk LA- og West Coast-lyd - med masser af store harmonier, bragende trommer og akustisk guitar. Det er en god historie, og det er et endnu bedre album.

Faktisk er det så godt, at jeg har mere end svært ved at fremhæve et enkelt nummer, jeg synes du skal høre. Så du får tre, bl.a. en live-version af 'Only Son Of The Ladiesman' fra Letterman og en sprælsk KCRW-optagelse af albummets førstesingle, 'Hollywood Forever Cemetery Sings'. Men du kan selvfølgelig også bare høre hele albummet enten på dette youtube-link eller på Spotify. Nej, du skal selvfølgelig købe det. Nu.