Her på det sidste er der så endda poppet et par plader op i min bevidsthed, som jeg ikke lige fangede i forbindelse med deres udgivelse. Men de er så gode, at der er al mulig grund til lige at runde dem her, inden december og julekalenderen melder sig - for tænk nu, hvis de er så gode, at de rent faktisk kommer med i det snævre felt med årets 24 favoritter.
Dagens to plader har ikke så lidt til fælles, for her har vi med plader at gøre, der på flere måder signalerer, at de lige så godt kunne være fra 60'ernes USA. Vi taler klassisk, akustisk, afdæmpet, fingerspillet folk, sådan som farmor eller farfar lavede den. Altså, du ved, hippiestilen, bare fødder og blomstret bomuldskjole - eller skjorte. Og det er ikke kun musikken - også pladernes covers signalerer gamle dage.
Nå, anyways, lad mig nu bare introducere dig for Jessica Pratt, en hemmelighedsfuld kvinde fra San Francisco, der for nogle uger siden udgav debutalbummet 'Jessica Pratt'. Det er ikke de store overskrifter, hverken hun eller albummet er løbet af med, og det passer sådan set godt til musikkens tyste, minimalistiske udtryk. Det er næsten hviskende, hjemsøgte og i høj grad intime og dragende folksange, som hvis Stevie Nicks sang over en David Crosby-melodi. Og det er virkelig dejligt.
Du kan streame hele albummet her, og lytte til 'Midnight Wheels' herunder:
Midtvest-fyren Barna Howard (linket går til mandens Facebook-side, prøv lige at tjekke coverbilledet - det siger vist alt om hans forankring i old, weird America) udgav allerede sit debutalbum i februar, men jeg er først stødt på det for nylig. Det er næsten for oplagt at nævne Dylan, når man skal beskrive hans musik, men nu kom jeg til det. Samtidig hører jeg et lillebitte strejf af gamle, tågede England generelt og Nick Drake i særdeleshed. Og min konklusion er den samme som ovenfor: Det er virkelig dejligt. Døm selv:
