Fem gode americana-albums lige nu

Jeg har, som nogen vil vide, en tilbøjelighed til at falde for americanaen og alle dens slægtninge, og her på det sidste har der været nok at se - og lytte - til, hvis man som jeg godt kan lide (næsten) alt der lugter lidt af prærie, skovmandsskjorte og cowboyhat. Så jeg har taget konsekvensen og samlet en liste med fem af de bedste bud på dit næste americana-køb. Og så har jeg ikke engang inkluderet David Ramirez og Rayland Baxter, som jeg tidligere har anbefalet her på bloggen. Slå dig løs!

1. Band of Horses - 'Mirage Rock'
  - fordi dette ærkeamerikanske band endnu en gang har begået et album, der hensætter dig til prærien og resten af den store natur i deres hjemland. Og fordi en sang med titlen 'How To Live' i sig selv er det hele værd. Det hele er ganske glimrende, og det er nok ikke sidste gang, jeg skriver om denne dejlige plade.

2. Field Report - 'Field Report'
  - fordi denne tidligere bandfælle til Justin Vernon (Bon Iver) med det borgerlige navn Christopher Porterfield (get it?) har lavet et noget nær perfekt folk/alt. country-album med titler som 'Taking Alcatraz', 'Route 18' og 'Chico The American'. Jeg varmede op til dette album først på sommeren, da de første numre slap ud, og resten af pladen holder det høje niveau. Han er fra Wisconsin, og han har garanteret en hytte.

3. The Avett Brothers - 'The Carpenter'
  - fordi disse to North Carolina-brødre og deres følge bruger masser af banjoer og har lavet verdens smukkeste, sørgeligste sang, 'Winter In My Heart', der kunne være lavet af Glen Campbell eller John Denver i 70'erne. Og fordi resten af pladen er nogenlunde lige så god, majsmarkgylden og uprætentiøs. Altså, hvem synger ellers sætninger som "... the coldness of our words competing with the wind from the North"?

4. Patterson Hood - 'Heat Lightning Rumbles In The Distance'
  - fordi Drive By-Truckers-frontmanden skriver sange som (næsten) ingen andre fra den ensomme amerikanske nat. Det er fortællinger, der er en novellesamling værdig, tilsat simpel, råt for usødet countryrock.

5. Say Brother - 'All I Got Is Time'
  - fordi det næsten ikke bliver mere bonderøvsk, skramlet og højtempo-garage-bluegrass-folkrocket end disse syv ølmave-sange fra gården og laden (ja, laden, ikke gaden) et sted i South Carolina. Tag den beskidte wifebeater på, et kyllingeben i den ene hånd og en dåsebajer i den anden. Det er måske ikke helt så godt som alt det andet, men det er sjovere. (Og nej, de har ikke noget website).

Field Report - mere fremragende folk fra Wisconsin

Når jeg siger Wisconsin, siger du garanteret Bon Iver. Så langt så godt, for vi er faktisk lidt på rette spor. Før Justin Vernon for cirka fem år siden tog ud til en hytte i Wisconsins skove og kom tilbage som Bon Iver, var han nemlig en del af bandet DeYarmond Edison, der splittede op ved samme lejlighed (altså da Vernon skred).

Et af medlemmerne fra DeYarmond Edison var Chris Porterfield, der nu er på trapperne med sit første soloalbum under pseudonymet Field Report. Albummet heddet det samme, udkommer den 11. september, og det er rent faktisk optaget i Justin Vernons og Bon Ivers Wisconsin-studie April Base, hvor det seneste Bon Iver-album blev optaget.

Der er tale om god gedigen skovmands-folk med masser af varme og håndholdte detaljer, og jeg kan li' det. Det kunne godt være den næste store ting fra Wisconsin. Indtil videre kan du lytte til to af numrene fra albummet, 'Fergus Falls' og 'Taking Alcatraz':



Field Report - Taking Alcatraz by rslblog.com

Father John Misty og lyden af Laurel Canyon anno 2012

Den her skulle jeg bruge lidt tid på. Jeg lyttede, lagde den fra mig, gav den en ny chance, det hele flere gange om igen, og så var den der pludselig - og nu hører jeg næsten ikke andet. Det var lidt det samme, J. Tillman, den tidligere Fleet Foxes-trommeslager, der nu har fået den idé at kalde sig Father John Misty (som ikke rigtigt betyder noget ifølge ham selv), selv var ude for, inden pladen blev til. Han kunne ikke rigtigt få skrevet noget, ikke rigtigt finde sin stemme og tone. Indtil han kom til en hytte i Laurel Canyon.

Åh, tænker du, er det nu sådan en Bon Iver-historie igen? Nej, det er det ikke. Altså lige ud over ovennævnte sammenfald. Her var vist ingen kærestesorger, ingen bevidste ønsker om at isolere sig og lave en "nøgen" og hudløs plade i stil med Bon Ivers 'For Emma, Forever Ago'. Og lyden på 'Fear Fun', som albummet hedder, er da heller ikke vinterlig og tristessefyldt som 'For Emma ...". Det er et til tider lettere melankolsk og følende album, men lyden er snarere varm og solfyldt, ja californisk og Laurel Canyon'sk, og den gennemgående tone rummer masser af humor, håb og ironi.

Der er en umiskendelig fornemmelse af 70'ernes og de tidlige 80'eres vestkyst og patinerede charme, af noget blue-eyed soul som hos eksempelvis Michael McDonald og Hall & Oates, noget Dennis Wilson, en lille smule Doobie Brothers, og mange andre i samme tidslomme. Samtidig er det et countryalbum af en slags, og eksempelvis den vidunderlige 'Nancy From Now On' lyder som noget, Harry Nilsson kunne have fundet på, mens Tillman andre steder næsten lyder som en yngre Roy Orbison. Han synger intet mindre end blændende, den gode Tillman.

Albummet bliver ikke mindre godt af, at Tillman skriver nogle tekster, der i allerhøjeste grad har sjæl og substans. Det er sjældent, man støder på så vedkommende, underholdende, ironisk drillende og samtidig patosfyldte sange - meget ofte med et glimt i øjet, som på 'Now I'm Learning To Love The War', der lyder som en længselsfuld kærlighedssang, men i virkeligheden handler om alle omkostningerne ved bl.a. at skabe og udgive en plade: "Try not to think so much about all the truly staggering amount of oil that it takes to make a record ..." Og sådan er der så meget med ham her Father John Misty, der for hver gang jeg lytter til ham, fremstår mere og mere som en ener.

En ener, der har skiftet både ham og spor siden han "bare" var J. Tillman og for den sags skyld også en del af Fleet Foxes. I mangel på inspiration lagde han Seattle og skovmandsstilen (som er udpræget på hans tidligere album, hvoraf jeg især vil anbefale 'Vacilando Territory Blues') bag sig og kørte sydpå, og ved mødet med Laurel Canyon og Los Angeles blev han til Father John Misty, der med hjælp fra producer Jonathan Wilson skabte et album med en næsten arketypisk og klassisk LA- og West Coast-lyd - med masser af store harmonier, bragende trommer og akustisk guitar. Det er en god historie, og det er et endnu bedre album.

Faktisk er det så godt, at jeg har mere end svært ved at fremhæve et enkelt nummer, jeg synes du skal høre. Så du får tre, bl.a. en live-version af 'Only Son Of The Ladiesman' fra Letterman og en sprælsk KCRW-optagelse af albummets førstesingle, 'Hollywood Forever Cemetery Sings'. Men du kan selvfølgelig også bare høre hele albummet enten på dette youtube-link eller på Spotify. Nej, du skal selvfølgelig købe det. Nu.

Anais Mitchell - mesterlig americana

For et par år siden udgav den amerikanske singer-songwriter Anais Mitchell albummet 'Hadestown', der måske ikke ringer de store klokker, men som i anmelderkredse opnåede enorm popularitet. Faktisk var albummet så populært blandt især de engelske og amerikanske anmeldere, at det stadig figurerer som det samlet set bedst anmeldte album nogensinde på websitet anydecentmusic.com (i de tre års tid, sitet har eksisteret) med en gennemsnitsscore på 8.9 ud af 10 (ja, højere end eksempelvis Kanye Wests 'My Beautiful Dark Twisted Fantasy' og PJ Harveys 'Let England Shake', der ellers begge tør siges at være heftige anmelderfavoritter).

Præcis som 'Hadestown' gik hen over hovedet på de fleste andre end anmelderne, er det også gået de fleste forbi, at Mitchell udsendte et nyt album, 'Young Man In America', for et par måneder siden. Og det er altså en skam. For det er et af de bedste eksempler på renskuret og rålækker americana, jeg har hørt længe. Tænk lidt Bonnie 'Prince' Billy anno 'The Letting Go' (2006), lidt Laura Veirs, lidt "hende der med harpen" aka Joanna Newsom - og flere andre i samme kategori. Mitchell er oppe blandt de bedste, og man fristes til at sige at det kun er tilfældigheder, der gør at hun ikke har fået bare noget der minder om det gennembrud, Bon Iver fik for et par år siden (Bon Iver har sjovt nok begået en coverversion af et af de bedste numre fra albummet, 'Coming Down'). Hør bare her:

Tiddlers og Tanlines - lyden af Nordvestjylland og New York

Et par interessante og gode sager er kommet min vej de sidste par dage. Først var det et par unge fyre fra Nordvestjylland, der kalder sig Rosenkrantz & Gyldenstjerne, intet mindre, og deres single 'Tiddlers', jeg faldt over. Et fint og følsomt nummer, der netop er gået direkte ind på 2. pladsen på Det Elektriske Barometer og tager tråden op fra et hav af kunstnere og inspirationskilder i samme kategori - her kan nævnes Simon & Garfunkel, José Gonzalez, Elliott Smith og Bon Iver, og man kunne nævne mange flere.

Rosenkrantz & Gyldenstjerne er oprindeligt figurer fra Shakespeares 'Hamlet' og blev siden taget op i et absurd skuespil af Tom Stoppard. Nu kan du godt indstille dig på at forbinde navnene med to unge fyre fra det nordvestjyske, der ifølge dem selv mest af alt er inspireret af naturen. Selv om 'Tiddlers' ikke er et nummer, der blæser mig omkuld af begejstring, er det nu stadig et dejligt nummer, der synes at svæve på sin egen lethed og skønhed og efterlader indtrykket af et lille band med et stort potentiale. Jeg glæder mig i hvert fald til at høre mere nyt fra (nord)vestfronten.


Og noget helt andet ...
Hvis Nordvestjylland har en direkte modsætning, må det være New York. Her er jeg stødt på en duo af en helt anden slags, nemlig Tanlines og deres debutalbum 'Mixed Emotions'. Vi er i synth- og popland, og dermed på alle måder langt fra de ovennævnte danske debutanter. Hvor Rosenkrantz & Gyldenstjerne lyder som en råhyggelig dag med havgus og varm kakao på den jyske vestkyst, lyder Tanlines nemlig som en varm og solrig eftermiddag på Long Island efterfulgt af pangfarvede paraplydrinks og solnedgang på en af New Yorks tagterrasser. Lyt fx til singlen 'Brothers', der blot er et blandt mange dejlige, sommerlige numre fra 'Mixed Emotions':

Bonderøven der blev Grammy-vinder

I går faldt jeg over denne optagelse fra AIR Studios i Lyndhurst Hall, en gammel kirke i Hampstead i London, hvor Justin Vernon og Sean Carey fra Bon Iver fremfører fem sange, bl.a. tre fra 2011-albummet 'Bon Iver, Bon Iver', i mere simple, hudløse og afdæmpede udgaver end vi er vant til fra bandets seneste album og live-optrædener. Der er skruet helt op for både skrøbelighed og skønhed, og det er den slags, man ville ønske man kunne opleve live. Bemærk også deres cover af Bonnie Raitts 'I Can't Make You Love Me' cirka midtvejs.

Engang for ikke så længe siden var Bon Iver totalt undergrund. Jeg husker stadig tydeligt billedet af bonderøven Justin Vernon i skovmandsskjorte ved den øde hytte i Wisconsin, der dannede ramme om den næsten mytiske historie om ham, hans kærestesorger og den lange, ensomme skaberproces der førte til tilblivelsen af 'For Emma, Forever Ago', et album der lynsnart buldrede ind på min personlige liste over de bedste album nogensinde. Ja, så godt var det, og det er det stadig.

Siden er der sket ikke så lidt med den gode Vernon og hans band, ikke mindst oven på sidste års - i modsætning til forgængeren - rigt orkestrede album 'Bon Iver, Bon Iver', foreløbigt kulminerende med et par Grammy-priser i forrige uge (bl.a., og absurd nok, for 'Best New Artist'). Ja, så er man altså for alvor blevet noget ved musikken i Amerika.

Det mærkelige Amerika
Et band der stadig er lige så meget undergrund, som Bon Iver var i 2008 - i hvert fald for de fleste med dansk pas - er North Carolina-bandet Lost In The Trees. De udsender den 20. marts deres tredje album, 'A Church That Fits Our Needs', og herfra kan jeg varmt anbefale denne første single og video, 'Red', der har en sær og lidt foruroligende stemning over sig, og samtidig folder sig smukt ud i sin "stop and go"-æstetik. Der er både lidt gammel Radiohead og lidt old weird America over det. Det er med andre ord nok ikke et nummer, de vil tage op på P3: