Father John Misty og lyden af Laurel Canyon anno 2012

Den her skulle jeg bruge lidt tid på. Jeg lyttede, lagde den fra mig, gav den en ny chance, det hele flere gange om igen, og så var den der pludselig - og nu hører jeg næsten ikke andet. Det var lidt det samme, J. Tillman, den tidligere Fleet Foxes-trommeslager, der nu har fået den idé at kalde sig Father John Misty (som ikke rigtigt betyder noget ifølge ham selv), selv var ude for, inden pladen blev til. Han kunne ikke rigtigt få skrevet noget, ikke rigtigt finde sin stemme og tone. Indtil han kom til en hytte i Laurel Canyon.

Åh, tænker du, er det nu sådan en Bon Iver-historie igen? Nej, det er det ikke. Altså lige ud over ovennævnte sammenfald. Her var vist ingen kærestesorger, ingen bevidste ønsker om at isolere sig og lave en "nøgen" og hudløs plade i stil med Bon Ivers 'For Emma, Forever Ago'. Og lyden på 'Fear Fun', som albummet hedder, er da heller ikke vinterlig og tristessefyldt som 'For Emma ...". Det er et til tider lettere melankolsk og følende album, men lyden er snarere varm og solfyldt, ja californisk og Laurel Canyon'sk, og den gennemgående tone rummer masser af humor, håb og ironi.

Der er en umiskendelig fornemmelse af 70'ernes og de tidlige 80'eres vestkyst og patinerede charme, af noget blue-eyed soul som hos eksempelvis Michael McDonald og Hall & Oates, noget Dennis Wilson, en lille smule Doobie Brothers, og mange andre i samme tidslomme. Samtidig er det et countryalbum af en slags, og eksempelvis den vidunderlige 'Nancy From Now On' lyder som noget, Harry Nilsson kunne have fundet på, mens Tillman andre steder næsten lyder som en yngre Roy Orbison. Han synger intet mindre end blændende, den gode Tillman.

Albummet bliver ikke mindre godt af, at Tillman skriver nogle tekster, der i allerhøjeste grad har sjæl og substans. Det er sjældent, man støder på så vedkommende, underholdende, ironisk drillende og samtidig patosfyldte sange - meget ofte med et glimt i øjet, som på 'Now I'm Learning To Love The War', der lyder som en længselsfuld kærlighedssang, men i virkeligheden handler om alle omkostningerne ved bl.a. at skabe og udgive en plade: "Try not to think so much about all the truly staggering amount of oil that it takes to make a record ..." Og sådan er der så meget med ham her Father John Misty, der for hver gang jeg lytter til ham, fremstår mere og mere som en ener.

En ener, der har skiftet både ham og spor siden han "bare" var J. Tillman og for den sags skyld også en del af Fleet Foxes. I mangel på inspiration lagde han Seattle og skovmandsstilen (som er udpræget på hans tidligere album, hvoraf jeg især vil anbefale 'Vacilando Territory Blues') bag sig og kørte sydpå, og ved mødet med Laurel Canyon og Los Angeles blev han til Father John Misty, der med hjælp fra producer Jonathan Wilson skabte et album med en næsten arketypisk og klassisk LA- og West Coast-lyd - med masser af store harmonier, bragende trommer og akustisk guitar. Det er en god historie, og det er et endnu bedre album.

Faktisk er det så godt, at jeg har mere end svært ved at fremhæve et enkelt nummer, jeg synes du skal høre. Så du får tre, bl.a. en live-version af 'Only Son Of The Ladiesman' fra Letterman og en sprælsk KCRW-optagelse af albummets førstesingle, 'Hollywood Forever Cemetery Sings'. Men du kan selvfølgelig også bare høre hele albummet enten på dette youtube-link eller på Spotify. Nej, du skal selvfølgelig købe det. Nu.