Fem gode americana-albums lige nu

Jeg har, som nogen vil vide, en tilbøjelighed til at falde for americanaen og alle dens slægtninge, og her på det sidste har der været nok at se - og lytte - til, hvis man som jeg godt kan lide (næsten) alt der lugter lidt af prærie, skovmandsskjorte og cowboyhat. Så jeg har taget konsekvensen og samlet en liste med fem af de bedste bud på dit næste americana-køb. Og så har jeg ikke engang inkluderet David Ramirez og Rayland Baxter, som jeg tidligere har anbefalet her på bloggen. Slå dig løs!

1. Band of Horses - 'Mirage Rock'
  - fordi dette ærkeamerikanske band endnu en gang har begået et album, der hensætter dig til prærien og resten af den store natur i deres hjemland. Og fordi en sang med titlen 'How To Live' i sig selv er det hele værd. Det hele er ganske glimrende, og det er nok ikke sidste gang, jeg skriver om denne dejlige plade.

2. Field Report - 'Field Report'
  - fordi denne tidligere bandfælle til Justin Vernon (Bon Iver) med det borgerlige navn Christopher Porterfield (get it?) har lavet et noget nær perfekt folk/alt. country-album med titler som 'Taking Alcatraz', 'Route 18' og 'Chico The American'. Jeg varmede op til dette album først på sommeren, da de første numre slap ud, og resten af pladen holder det høje niveau. Han er fra Wisconsin, og han har garanteret en hytte.

3. The Avett Brothers - 'The Carpenter'
  - fordi disse to North Carolina-brødre og deres følge bruger masser af banjoer og har lavet verdens smukkeste, sørgeligste sang, 'Winter In My Heart', der kunne være lavet af Glen Campbell eller John Denver i 70'erne. Og fordi resten af pladen er nogenlunde lige så god, majsmarkgylden og uprætentiøs. Altså, hvem synger ellers sætninger som "... the coldness of our words competing with the wind from the North"?

4. Patterson Hood - 'Heat Lightning Rumbles In The Distance'
  - fordi Drive By-Truckers-frontmanden skriver sange som (næsten) ingen andre fra den ensomme amerikanske nat. Det er fortællinger, der er en novellesamling værdig, tilsat simpel, råt for usødet countryrock.

5. Say Brother - 'All I Got Is Time'
  - fordi det næsten ikke bliver mere bonderøvsk, skramlet og højtempo-garage-bluegrass-folkrocket end disse syv ølmave-sange fra gården og laden (ja, laden, ikke gaden) et sted i South Carolina. Tag den beskidte wifebeater på, et kyllingeben i den ene hånd og en dåsebajer i den anden. Det er måske ikke helt så godt som alt det andet, men det er sjovere. (Og nej, de har ikke noget website).

Field Report - mere fremragende folk fra Wisconsin

Når jeg siger Wisconsin, siger du garanteret Bon Iver. Så langt så godt, for vi er faktisk lidt på rette spor. Før Justin Vernon for cirka fem år siden tog ud til en hytte i Wisconsins skove og kom tilbage som Bon Iver, var han nemlig en del af bandet DeYarmond Edison, der splittede op ved samme lejlighed (altså da Vernon skred).

Et af medlemmerne fra DeYarmond Edison var Chris Porterfield, der nu er på trapperne med sit første soloalbum under pseudonymet Field Report. Albummet heddet det samme, udkommer den 11. september, og det er rent faktisk optaget i Justin Vernons og Bon Ivers Wisconsin-studie April Base, hvor det seneste Bon Iver-album blev optaget.

Der er tale om god gedigen skovmands-folk med masser af varme og håndholdte detaljer, og jeg kan li' det. Det kunne godt være den næste store ting fra Wisconsin. Indtil videre kan du lytte til to af numrene fra albummet, 'Fergus Falls' og 'Taking Alcatraz':



Field Report - Taking Alcatraz by rslblog.com

Bonderøven der blev Grammy-vinder

I går faldt jeg over denne optagelse fra AIR Studios i Lyndhurst Hall, en gammel kirke i Hampstead i London, hvor Justin Vernon og Sean Carey fra Bon Iver fremfører fem sange, bl.a. tre fra 2011-albummet 'Bon Iver, Bon Iver', i mere simple, hudløse og afdæmpede udgaver end vi er vant til fra bandets seneste album og live-optrædener. Der er skruet helt op for både skrøbelighed og skønhed, og det er den slags, man ville ønske man kunne opleve live. Bemærk også deres cover af Bonnie Raitts 'I Can't Make You Love Me' cirka midtvejs.

Engang for ikke så længe siden var Bon Iver totalt undergrund. Jeg husker stadig tydeligt billedet af bonderøven Justin Vernon i skovmandsskjorte ved den øde hytte i Wisconsin, der dannede ramme om den næsten mytiske historie om ham, hans kærestesorger og den lange, ensomme skaberproces der førte til tilblivelsen af 'For Emma, Forever Ago', et album der lynsnart buldrede ind på min personlige liste over de bedste album nogensinde. Ja, så godt var det, og det er det stadig.

Siden er der sket ikke så lidt med den gode Vernon og hans band, ikke mindst oven på sidste års - i modsætning til forgængeren - rigt orkestrede album 'Bon Iver, Bon Iver', foreløbigt kulminerende med et par Grammy-priser i forrige uge (bl.a., og absurd nok, for 'Best New Artist'). Ja, så er man altså for alvor blevet noget ved musikken i Amerika.

Det mærkelige Amerika
Et band der stadig er lige så meget undergrund, som Bon Iver var i 2008 - i hvert fald for de fleste med dansk pas - er North Carolina-bandet Lost In The Trees. De udsender den 20. marts deres tredje album, 'A Church That Fits Our Needs', og herfra kan jeg varmt anbefale denne første single og video, 'Red', der har en sær og lidt foruroligende stemning over sig, og samtidig folder sig smukt ud i sin "stop and go"-æstetik. Der er både lidt gammel Radiohead og lidt old weird America over det. Det er med andre ord nok ikke et nummer, de vil tage op på P3: