mandag den 27. august 2012

Tre nye danske: Stærosaurus, Ne & Erthal og Folkeklubben

I dag skal jeg gøre det kort. Jeg har tre gode, nye, spændende danske navne, du skal høre.

Stærosaurus er en københavnsk trio med et par EP'er på bagen, der nu er på vej med et debutalbum. Et godt gæt er, at det er sangskriver og forsanger Andreas Stær, der har lagt navn til bandet. Og musikken? Ja, den første single er forhåbentlig en indikator for, hvad vi kan forvente os på albummet - 'Smeltet Sammen' er i hvert fald en smuk og let lo fi-oplevelse, der vil glæde folk med smag for f.eks. The New Spring, Bon Iver og Efterklang:


Smeltet Sammen from Staerosaurus on Vimeo.


Ne & Erthal synes ikke at stå tilbage for ovenstående hvad angår mærkelige navne (og samtidig synes der at være et tema her - først noget fortidsdyrsinspireret, og her noget der leger med navnet på fortidsmennesker). Og også hvad musikalske sammenligningspunkter angår, er vi lidt i samme land. Og så dog ikke helt alligevel. Dette soloprojekt for århusianske Simon Toftdahl Olesen er mere akustisk og knapt så højstemt, og her er vi måske mere ovre i noget Elliott Smith, Nick Drake og José Gonzalez - og godt, det er det:




Folkeklubben er noget helt andet. Måske er du allerede stødt på dem i andre sammenhænge. Dansksproget, ubekymret poprock med et twist af noget folk'et, noget lifligt, noget luftigt. Det er ikke den dybe tallerken, men man kan godt tage sig selv i at nynne melodien resten af dagen. Deres debut-EP 'Popsang' udkommer i dag, og nummeret her hedder 'For Pengene':


Ingen kommentarer:

Send en kommentar