fredag den 8. juni 2012

Tre af de sorte/skramlede: Kitty Wu, Yuck og Japandroids

Frem med spaden, på med det sorte tøj, ud med det. Det regner, og man får sgu lyst til at larme lidt. Her kommer Kitty Wu, Yuck og Japandroids til undsætning med nye stærke sager.


Det første først. Jeg er hurtigt blevet ret glad for det nye nummer med danske Kitty Wu, der altid har gjort sig i det mørke og til tider hårdtrockende. Heldigvis er deres musik samtidig herligt melodisk, det gælder også deres helt nye single, 'We Go Places', der har potentiale til at rocke sommernatten indtil der kommer mere fra samme kant i form af et album senere på året. Mmmm, det er godt. Du kan downloade den kvit og frit her. Eller høre den her via Spotify:



Engelske Yuck brød så småt igennem sidste år med det glimrende selvbetitlede debutalbum, og allerede nu rumsterer de igen med et nyt nummer. 'Chew' emmer som debutalbummet af 90'ernes støjrock og shoegaze:




Et af tidens mest hypede navne er Vancouver-duoen Japandroids, der spiller en ærlig, kontant, medrivende, uimodståelig og helt igennem blændende gang garagerock. De er nu ude med deres tredje album, 'Celebration Rock'. Og det er lige, hvad det er; rock der er som skabt til at starte en fest. Det er ikke kun befriende simpelt og højt, det er også ret iørefaldende:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar