Tre modne mænd: Glen Hansard, Jeremy Benson og Kristian Leth

En gang imellem har man brug for lidt mening med det hele. For lidt tyngde, lidt substans. For at sætte sig ned og lytte lidt efter. Hvad er det egentlig, de synger? Betyder det noget? Når den trang kommer over dig, har jeg fundet tre nye album, der egner sig fortrinligt til den slags.

Irske Glen Hansard har lavet musik i mange år, men hans netop udsendte 'Rhythm and Repose' er hans første soloalbum. Fra 1991 til 2006 var han en del af bandet The Frames, og herefter den ene halvdel af The Swell Season. Jeg må indrømme, at jeg ikke kender ret meget til nogen af delene, men Hansards spritnye album er gået lige i hjertet, maven og venstre albue på mig. Og alle mulige andre steder.

'The Storm, It's Coming' hedder et af numrene på dette dejlige folk/country-album, en titel der midt i al den ro, albummet er gennemsyret af, prikker hul på den ballon af uvished og forgængelighed, der svæver over os alle, og som i lige så høj grad præger albummet. Jeg har dog valgt en anden smagsprøve, 'Talking With the Wolves':




Jeremy Benson er en anden fyr, jeg ved meget lidt om, udover at han har været en del af New Jersey-bandet Roadside Graves. Men nu er jeg stødt på hans album 'Darksongs 2', der er et lille vidunder. Benson lyder flere steder lidt som en af mine favoritter fra den amerikanske prærie, Willy Vlautin fra bandet Richmond Fontaine, og det siger altså ikke så lidt:



Kristian Leth er den tredje og sidste af dagens modne mænd. Well, måske har du ikke - jeg har i hvert fald ikke - ligefrem set ham sådan, når han har danset og leget sig gennem sin musikalske tilværelse i The William Blakes. Men jeg skal love for, at denne tusindkunstner har skiftet ham og spor (og sprog) på sit første soloalbum, hvor han for første gang synger på dansk. Det bærer den melankolske titel 'Hjemad', og det er lige netop melankolsk.

Her synger Leth om børn, om at følges ad, om det der engang var, om frygten for at miste, om alt det, der sker med (de fleste) mænd, når de kommer op i 30'erne. Nogle af sangene synes at vippe på tærsklen mellem galt og genialt, mest af alt fordi Leth udfordrer fraseringernes muligheder på modersmålet, men når man lige får lyttet en ekstra gang, er det altså fremragende. Jeg er vild med den hjerteskærende klarsynethed i nummeret 'Et Langt Farvel' og tristessen i 'Ingenting' - og med langt det meste på dette sjældne guldkorn i dansksproget musik. For den sags skyld også guitaren der sætter ind efter sådan cirka 33 sekunder på 'Når Lysene Går Ud' (ja, der var melankolien igen):

Når lysene går ud by Kristian Leth