Jonas Breum - de indebrændte drengebørns musik

Jeg kan huske en dag i 1997, hvor jeg faldt over en digtsamling med den forunderlige titel 'Manuskript Uden Titel'. Den var skrevet af en 18-årig ung debutant ved navn Jonas Breum, og den greb mig hurtigt med sin næsten Nordbrandt'ske smerte og imponerende ungdommelige indsigt og sproglige kunstgreb, som jeg havde svært ved at forstå, virkelig kunne komme fra en 18-årig. Jeg har lige fundet den frem fra boghylden igen for første gang i mange år, og den kan stadig ramme mig.

I dag er Breum et par og 30, som man siger, og aktuel med sit første soloalbum. Det er efterhånden en del år siden, han kastede sig over musikken, og han har i mellemtiden været medlem af først Coolsville, siden Breumm. På denne solodebut med den gådefulde og poetiske titel 'Fremtiden Findes Hos Hende Jeg Forlod' rammer han en poetisk nerve, der næsten tåler sammenligning med hans digte. Selvfølgelig er det ikke poesi på samme abstrakte plan, men det er næsten lige så smukt og bevægende - i hvert fald en stor del af tiden.

Når kærlighedens smerte bliver vedkommende
Sangene er tekster skrevet under en - og heraf titlen - parforholdskrise. Og de er langt mere substantielle og vedkommende, end den slags er flest. Der er intet som helst banalt over dem, tværtimod. Jonas Breum synger på vegne af alle 'Indebrændte Drengebørn', som en af sangene hedder, sproget sprudler, og albummets gennemgående tema og stemning underbygges af Breums vokal - ikke så meget vokalen i sig selv, som den dragende effekt, der kommer ud af de synths og lag-på-lag-forvrængninger, den er udsat for. Der er vel ikke et eneste sted på pladen, hvor Breums vokal er "ubehandlet", men sådan skal det være her. Virkningen er fremragende, den distancerede, let uklare og halvt drømmende/søvngængeragtige stemme går i symbiose med sangenes indhold; kærlighedens store smerte og kampen for at holde sig oven vande, at komme videre, selv om man råber fra bunden af en brønd.

Albummets musikalske bund består af en blanding af først og fremmest klaver, trommemaskine og guitar tilsat diverse samplinger og og antydninger af noget symfonisk. Altsammen i en lavmælt produktion. Kald det bare sovekammerpop. 'Fremtiden Findes Hos Hende Jeg Forlod' er i hvert fald et yderst personligt og til dels intimt album, der er opstået af de tekster, Jonas Breum (måske) skrev til skrivebordsskuffen, men bare rummede al for stor poesi og substans til at blive liggende der ...

'Indebrændte Drengebørn' og 'Tordenskjolds Mand' er et par sigende og gode titler fra albummet, men ellers vil jeg fremhæve 'Langt Om Længe', der med sans for detaljen fortæller om den svære kærlighed på en måde, mange sikkert vil kunne nikke genkendende til ("Langt om længe har du fået det som du ville, langt om længe har du huset for dig selv ..."):