lørdag den 30. juni 2012

Tre af de bedste til sommeren: Beachwood Sparks, Murals og Dent May

Det er helt overvældende. Jeg er på det sidste faldet over en perlerække (jeg hader det ord og lover aldrig at bruge det mere) af nye spændende sager, så mange at det er vanskeligt at komme omkring det hele. Men jeg vil gøre mit yderste. Så her kører toget, i første omgang med tre af dem der lyder som en sommerbrise og er mine bedste bud på sommerens soundtrack:


Beachwood Sparks
"Some albums were made to be played on a Saturday night. 'The Tarnished Gold' was meant to be played on a Sunday afternoon." Sådan står der at læse på Los Angeles-bandet Beachwood Sparks' pladeselskab Sub Pops hjemmeside i den biografi, der er lagt op i forbindelse med deres netop udsendte  tredje album. Og det er så præcist, som det kan siges.

'The Tarnished Gold' er det første album i 10 år fra et band, man egentlig havde afskrevet. Et band, der allerede dengang i år 2000 med det selvbetitlede debutalbum foregreb den bølge af retro-glad, tilbagelænet, harmonisk, let og solbeskinnet musik, der er inspireret af de sene tresseres og tidlige halvfjerdseres L.A. og Californien, og som siden er væltet frem fra bands og kunstnere som Grizzly Bear, Fleet Foxes, Real Estate og senest til en vis grad også Father John Misty - og mange flere. Det er et dejligt album af den slags, man bare vil smide sig i græsset (hvis det nogensinde bliver tørt og hvis himlen nogensinde bliver blå) og lukke øjnene til. Smagsprøve:





Murals
Kentucky-bandet Murals er et helt nyt bekendtskab for mig. Et spøjst og spændende band, der blander den blomstrede og mangefarvede San Francisco-psych-lyd med reel heartland-Kentucky-folk og reminiscenser fra tressernes bløde, vokalharmoniske Simon & Garfunkel-bølge. De udgiver nu debutalbummet 'On A Passing Cloud', der uden tvivl kommer til at følge mig denne sommer. Et både forunderligt og vidunderligt album af den slags, der hele tiden byder på nye detaljer og langsomt men sikkert vokser sig ind under huden på én - og som du kan høre i sin helhed her:



Dent May
På coveret til det nye album med Dent May ses en mand (sikkert ham selv) liggende på en luftmadras langt ude på bølgen blå. Og det er også sådan, musikken lyder. Der er en skøn tilbagelænet og sommerlet stemning over denne amerikaners musik, der bare egner sig fortrinligt til at chille og lounge den. Tag en blomstret skjorte på, smid en reje mere på grillen, knap en kold øl op og sæt 'Do Things' (der er hans andet album og opfølgeren til 2009-albummet med den skrupskøre titel 'The Good Feeling Music of Dent May& His Magnificent Ukulele') på. Du kan jo altid lige starte med at tage en lytter på nummeret 'Home Groan':


Home Groan by Dent May

tirsdag den 26. juni 2012

To nye - og pudsige - danske navne: Navneløs og Ingenmandsland

Hvad skal vi hedde? At hitte på et godt bandnavn er ikke altid så let, så hvorfor ikke gribe det sådan lidt meta-agtigt an? Det har været løsningen for to nye danske bands - eller i hvert fald og i særdeleshed et af dem.

Navneløs er i hvert fald navnet på et nyt og ungt dansk band, der udgiver sin første EP til september. I første omgang er nummeret 'Solsikker' ude, hvor orkestrets ikke mindre end ni mand m/k folder sig ud på bl.a. cello og trompet - udover de mere gængse rockinstrumenter. Det er lyden af ungdommelig nerve, søgen og længsel. Samtidig er her en indadvendthed, der kan minde en smule om bl.a. Under Byen.

Solsikker (single udgave) by JohanK


Så er der Ingenmandsland med Thomas Brenneche (billedet) i front, der netop har udsendt debutalbummet af samme navn. Her anes tråde til en næsten gammeldags dansksproget poprock (dvs. fra 90'erne eller de tidlige 00'ere), og albummets ni sange rummer en befriende uprætentiøs grundstemning med gode, billedrige tekster. Det er uden tvivl et af tidens bedste bud på dansksproget og lettilgængelig indierock, hvis det nu er det ord, vi skal bruge:



mandag den 25. juni 2012

Nyt Band Of Horses-album til september - se traileren!

Lad bare sommeren sejle. Og lad bare september komme. Efterårets første måned byder nemlig - jeg har lige hørt det, og jeg er meget overrasket - på et nyt album med Band Of Horses!


Albummet har ikke fået noget navn endnu, til gengæld er nedenstående trailer, med en smagsprøve på nummeret 'Dumpster World', ude. Jeg glæder mig!


fredag den 22. juni 2012

Fredagens anbefaling: Strand of Oaks

I dag får du bare en enkelt at hygge dig med i fredagsregnen. Men den er til gengæld også fremragende. Jeg har opdaget en fyr ved navn Timothy Showalter, der laver musik under navnet Strand of Oaks. Amerikansk singer-songwriter med fuldskæg. You know the drill.



Han har to album på samvittigheden, 'Leave Ruin' og 'Pope Killdragon', og nu er hans tredje, der får titlen 'Dark Shores', på vej. Herfra kan du nu høre nummeret 'Maureen's', der lægger fra land som noget, Phosphorescent, Damien Jurado eller måske sågar Father John Mistys forrige musikalske jeg, J. Tillman, kunne have lavet (og så lyder den desuden som et eller andet, jeg til min enorme irritation ikke kan komme på - hvem kan det være?):


onsdag den 20. juni 2012

Tre modne mænd: Glen Hansard, Jeremy Benson og Kristian Leth

En gang imellem har man brug for lidt mening med det hele. For lidt tyngde, lidt substans. For at sætte sig ned og lytte lidt efter. Hvad er det egentlig, de synger? Betyder det noget? Når den trang kommer over dig, har jeg fundet tre nye album, der egner sig fortrinligt til den slags.


Irske Glen Hansard har lavet musik i mange år, men hans netop udsendte 'Rhythm and Repose' er hans første soloalbum. Fra 1991 til 2006 var han en del af bandet The Frames, og herefter den ene halvdel af The Swell Season. Jeg må indrømme, at jeg ikke kender ret meget til nogen af delene, men Hansards spritnye album er gået lige i hjertet, maven og venstre albue på mig. Og alle mulige andre steder.

'The Storm, It's Coming' hedder et af numrene på dette dejlige folk/country-album, en titel der midt i al den ro, albummet er gennemsyret af, prikker hul på den ballon af uvished og forgængelighed, der svæver over os alle, og som i lige så høj grad præger albummet. Jeg har dog valgt en anden smagsprøve, 'Talking With the Wolves':




Jeremy Benson er en anden fyr, jeg ved meget lidt om, udover at han har været en del af New Jersey-bandet Roadside Graves. Men nu er jeg stødt på hans album 'Darksongs 2', der er et lille vidunder. Benson lyder flere steder lidt som en af mine favoritter fra den amerikanske prærie, Willy Vlautin fra bandet Richmond Fontaine, og det siger altså ikke så lidt:



Kristian Leth er den tredje og sidste af dagens modne mænd. Well, måske har du ikke - jeg har i hvert fald ikke - ligefrem set ham sådan, når han har danset og leget sig gennem sin musikalske tilværelse i The William Blakes. Men jeg skal love for, at denne tusindkunstner har skiftet ham og spor (og sprog) på sit første soloalbum, hvor han for første gang synger på dansk. Det bærer den melankolske titel 'Hjemad', og det er lige netop melankolsk.

Her synger Leth om børn, om at følges ad, om det der engang var, om frygten for at miste, om alt det, der sker med (de fleste) mænd, når de kommer op i 30'erne. Nogle af sangene synes at vippe på tærsklen mellem galt og genialt, mest af alt fordi Leth udfordrer fraseringernes muligheder på modersmålet, men når man lige får lyttet en ekstra gang, er det altså fremragende. Jeg er vild med den hjerteskærende klarsynethed i nummeret 'Et Langt Farvel' og tristessen i 'Ingenting' - og med langt det meste på dette sjældne guldkorn i dansksproget musik. For den sags skyld også guitaren der sætter ind efter sådan cirka 33 sekunder på 'Når Lysene Går Ud' (ja, der var melankolien igen):

Når lysene går ud by Kristian Leth

fredag den 15. juni 2012

Field Report - mere fremragende folk fra Wisconsin

Når jeg siger Wisconsin, siger du garanteret Bon Iver. Så langt så godt, for vi er faktisk lidt på rette spor. Før Justin Vernon for cirka fem år siden tog ud til en hytte i Wisconsins skove og kom tilbage som Bon Iver, var han nemlig en del af bandet DeYarmond Edison, der splittede op ved samme lejlighed (altså da Vernon skred).


Et af medlemmerne fra DeYarmond Edison var Chris Porterfield, der nu er på trapperne med sit første soloalbum under pseudonymet Field Report. Albummet heddet det samme, udkommer den 11. september, og det er rent faktisk optaget i Justin Vernons og Bon Ivers Wisconsin-studie April Base, hvor det seneste Bon Iver-album blev optaget.

Der er tale om god gedigen skovmands-folk med masser af varme og håndholdte detaljer, og jeg kan li' det. Det kunne godt være den næste store ting fra Wisconsin. Indtil videre kan du lytte til to af numrene fra albummet, 'Fergus Falls' og 'Taking Alcatraz':



Field Report - Taking Alcatraz by rslblog.com

Nye sange fra Jens Lekman, Dirty Projectors og Wild Nothing

Får du heller ikke (ny) musik nok? Så er der hjælp at hente lige her. Tre gode navne er på vej med nye plader, og du kan høre spritnye smagsprøver herunder.


Jeg har tidligere omtalt det kommende Dirty Projectors-album med den forrygende titel 'Swing Lo Magellan', der udkommer den 9. juli. Herfra er nemlig allerede udkommet 'Gun Has No Trigger', som jeg stadig hører med stor fornøjelse. Nu er endnu et nummer fra albummet ude, og det er altså også stærkt. Det hedder 'Dance For You':


Svenske Jens Lekman åbner efteråret med udgivelsen af sit første album i fem år, der får titlen 'I Know What Love Isn't'. Det udkommer den 4. september. Nu er den første smagsprøve klar, nummeret 'Erica America':


Og så er jeg allerede blevet ret glad for det helt nye nummer med amerikanske Jack Tatums enmandsprojekt Wild Nothing, der er forløberen for albummet 'Nocturne' (hans andet af slagsen) med ankomst den 27. august. 'Shadow' er en blid og behagelig lille rocksang med både strygere og lidt The Cure-lignende guitarmomenter:


torsdag den 14. juni 2012

Dinodag: Young Dinosaur og Last Dinosaurs

Der er gået mode i skidtet. At hedde noget med Dinosaur. Her er to friske eksempler fra henholdsvis Danmark og Australien, der egentlig heller ikke ligger milevidt fra hinanden musikalsk. Vi er i den lettere ungdommelige, indiefriske, højtflyvende og til tider pompøse og svulstige afdeling. Og der er en vis drømmende længsel og rytmisk klang over såvel danske Young Dinosaurs indiepoppede 'In Our Time' og australske Last Dinosaurs' (billedet herunder) lidt mørkere 'Used To Be Mine'.


Sidstnævnte er aktuelle med debutalbummet 'In A Million Years', mens de unge danske fyre fra Young Dinosaur er i gang med indspilningen af et debutalbum med kyndig hjælp fra Jens Ramon fra Figurines (et band de i øvrigt tåler sammenligning med).




onsdag den 13. juni 2012

Sol over San Francisco: Sunbeam Rd.

Her er et band, du skal høre. Indtil for få dage siden havde jeg aldrig hørt om San Francisco-bandet Sunbeam Rd., men jeg har i den grad lyst til at gøre det til et længerevarende bekendtskab. Jeg er nemlig blevet godt gammeldags begejstret for 'Pro Wave Rider', det første nummer fra deres debutalbum 'Breathers', der efter planen skal udkomme i august.


Sunbeam Rd. har eksisteret i et par år og udgivet et par singler og en EP. Musikken er fuld af lette, harmoniske melodilinjer såvel som momenter af 60'ernes psykedeliske rock som hos f.eks. The Doors og bysbørnene fra The Grateful Dead. Og hvis du kan lide eksempelvis Yo La Tengo og Avi Buffalo, kunne det her også meget vel være noget for dig.

Du kan hjælpe bandet på vej i forbindelse med udgivelsen af 'Breathers' og de hertil hørende udgifter på kickstarter.com, hvor du også kan lytte til noget af musikken. Det vil om noget være penge, der er godt givet ud, for det her band fortjener i den grad at blive udgivet. Og selvfølgelig kan du høre 'Pro Wave Rider' lige her:

mandag den 11. juni 2012

Rufus Spencer og den amerikanske drøm

2 minutter og 35 sekunder. Det er den tid, det tager at suse af sted på noget der minder ikke så lidt om The American Highway med pæredanske Rufus Spencer. En trio der blev til på et ladeloft i Nordjylland i 2009 og her tre års tid senere har et par EP'er på bagen og udgiver den tredje af slagsen, 'Carry Me Across The Water', til efteråret.


Herfra er singlen 'To Pay The Moneymaker' ude, og vidste man ikke bedre, kunne man tage sig selv i at tro, det var amerikanske The Gaslight Anthem, man lyttede til. Hermed også sagt, at Bruce Springsteen står og spøger i baggrunden. Hvad nummeret mangler i originalitet, har det dog til overflod i energi, rytme og røvspark. Du kan hente det gratis på www.rufusspencer.com og høre det her:



fredag den 8. juni 2012

Tre af de sorte/skramlede: Kitty Wu, Yuck og Japandroids

Frem med spaden, på med det sorte tøj, ud med det. Det regner, og man får sgu lyst til at larme lidt. Her kommer Kitty Wu, Yuck og Japandroids til undsætning med nye stærke sager.


Det første først. Jeg er hurtigt blevet ret glad for det nye nummer med danske Kitty Wu, der altid har gjort sig i det mørke og til tider hårdtrockende. Heldigvis er deres musik samtidig herligt melodisk, det gælder også deres helt nye single, 'We Go Places', der har potentiale til at rocke sommernatten indtil der kommer mere fra samme kant i form af et album senere på året. Mmmm, det er godt. Du kan downloade den kvit og frit her. Eller høre den her via Spotify:



Engelske Yuck brød så småt igennem sidste år med det glimrende selvbetitlede debutalbum, og allerede nu rumsterer de igen med et nyt nummer. 'Chew' emmer som debutalbummet af 90'ernes støjrock og shoegaze:




Et af tidens mest hypede navne er Vancouver-duoen Japandroids, der spiller en ærlig, kontant, medrivende, uimodståelig og helt igennem blændende gang garagerock. De er nu ude med deres tredje album, 'Celebration Rock'. Og det er lige, hvad det er; rock der er som skabt til at starte en fest. Det er ikke kun befriende simpelt og højt, det er også ret iørefaldende:


torsdag den 7. juni 2012

Spritnyt fra Ariel Pink's Haunted Graffiti

Mere af det helt dugfriske på Rockville! Ariel Pink's Haunted Graffiti fik et mindre gennembrud i 2010 med det meget anderledes - på den absolut gode måde - album 'Before Today'. Anderledes som i firseragtigt, som i Christopher Cross møder Miami Vice møder Fleetwood Mac møder Animal Collective møder Earth, Wind & Fire møder Alan Parsons Project. Eller noget.


Som du kan forstå, er det musik, der ægger nysgerrigheden og fortjener at blive hørt. Det kan du passende gøre her, for nu er bandets helt nye single landet, en forløber for det album, der kommer den 21. august og får titlen 'Mature Themes'. Der kan meget vel være noget rigtig godt i vente at dømme ud fra denne første single.

Nummeret hedder 'Baby' og er en coverversion af et Donny & Joe Emerson-nummer fra 1979. Og det er smooooth. Og dejligt. Lyt selv - og glæd dig til den 21. august:

Jonas Breum - de indebrændte drengebørns musik

Jeg kan huske en dag i 1997, hvor jeg faldt over en digtsamling med den forunderlige titel 'Manuskript Uden Titel'. Den var skrevet af en 18-årig ung debutant ved navn Jonas Breum, og den greb mig hurtigt med sin næsten Nordbrandt'ske smerte og imponerende ungdommelige indsigt og sproglige kunstgreb, som jeg havde svært ved at forstå, virkelig kunne komme fra en 18-årig. Jeg har lige fundet den frem fra boghylden igen for første gang i mange år, og den kan stadig ramme mig.


I dag er Breum et par og 30, som man siger, og aktuel med sit første soloalbum. Det er efterhånden en del år siden, han kastede sig over musikken, og han har i mellemtiden været medlem af først Coolsville, siden Breumm. På denne solodebut med den gådefulde og poetiske titel 'Fremtiden Findes Hos Hende Jeg Forlod' rammer han en poetisk nerve, der næsten tåler sammenligning med hans digte. Selvfølgelig er det ikke poesi på samme abstrakte plan, men det er næsten lige så smukt og bevægende - i hvert fald en stor del af tiden.

Når kærlighedens smerte bliver vedkommende
Sangene er tekster skrevet under en - og heraf titlen - parforholdskrise. Og de er langt mere substantielle og vedkommende, end den slags er flest. Der er intet som helst banalt over dem, tværtimod. Jonas Breum synger på vegne af alle 'Indebrændte Drengebørn', som en af sangene hedder, sproget sprudler, og albummets gennemgående tema og stemning underbygges af Breums vokal - ikke så meget vokalen i sig selv, som den dragende effekt, der kommer ud af de synths og lag-på-lag-forvrængninger, den er udsat for. Der er vel ikke et eneste sted på pladen, hvor Breums vokal er "ubehandlet", men sådan skal det være her. Virkningen er fremragende, den distancerede, let uklare og halvt drømmende/søvngængeragtige stemme går i symbiose med sangenes indhold; kærlighedens store smerte og kampen for at holde sig oven vande, at komme videre, selv om man råber fra bunden af en brønd.

Albummets musikalske bund består af en blanding af først og fremmest klaver, trommemaskine og guitar tilsat diverse samplinger og og antydninger af noget symfonisk. Altsammen i en lavmælt produktion. Kald det bare sovekammerpop. 'Fremtiden Findes Hos Hende Jeg Forlod' er i hvert fald et yderst personligt og til dels intimt album, der er opstået af de tekster, Jonas Breum (måske) skrev til skrivebordsskuffen, men bare rummede al for stor poesi og substans til at blive liggende der ...

'Indebrændte Drengebørn' og 'Tordenskjolds Mand' er et par sigende og gode titler fra albummet, men ellers vil jeg fremhæve 'Langt Om Længe', der med sans for detaljen fortæller om den svære kærlighed på en måde, mange sikkert vil kunne nikke genkendende til ("Langt om længe har du fået det som du ville, langt om længe har du huset for dig selv ..."):



onsdag den 6. juni 2012

Hør den nye single fra Calexico

Det er en af den slags dage. Tidligere i dag præsenterede jeg det spritnye nummer fra Grizzly Bear, og nu er der minsandten mere spændende nyt fra et andet blændende amerikansk band.


Præcis som Grizzly Bear udsender det alternative countryband Calexico, der altid har haft et strejf af Mexico og mariachi over sig (de kommer fra Arizona, så vi er også lige i nærheden), et nyt album til september, og de har ligeledes sluppet det første nummer herfra i dag - singlen 'Para', der vugger blidt og smukt mod solnedgangen og et let støjende klimaks (og ja, der er trompeter):


Nyt fra Grizzly Bear

Jeg var, som så mange andre, meget begejstret for Grizzly Bears seneste album, 'Veckatimest', som jeg dengang i 2009 da også kastede seks stjerner efter i magasinet KBH. Og lige så glad jeg var for dette forunderlige og fantastiske album, lige så meget glæder jeg mig til det kommende album med Brooklyn-bandet, der udkommer den 18. september. Og hvad der er næsten lige så gode nyheder er, at bandet spiller i Falconer Salen den 28. oktober.


Det første nummer fra albummet er nu sluppet ud. Det hedder 'Sleeping Ute' og kan høres herunder. Tråden tages lidt op fra 'Veckatimest', men her er samtidig reminiscenser fra dennes forgænger, 'Yellow House'. Daniel Rossen synger for her, og det er altså allerede efter et par gennemlytninger good stuff i mine ører:



mandag den 4. juni 2012

Tim Burgess goes Nashville

Hvem havde nu troet det? The Charlatans-forsanger Tim Burgess har været en tur forbi Nashville, blevet taget under blid og kærlig (med streg under blid og kærlig) behandling af byens musikalske mastermind Kurt Wagner fra Lambchop og ikke mindre dygtige producer Mark Nevers (der efterhånden er den foretrukne producer for alt. country-navne som netop Lambchop, Bonnie 'Prince' Billy, Calexico m.fl.) og er i første omgang kommet derfra med et virkelig lækkert nummer, der er forløberen for et album, der udkommer til september.


Nummeret hedder 'A Case For Vinyl' og viser Burgess fra hans mest afdæmpede side - og giver store forhåbninger for det kommende album. Det er så meget Nashville og Kurt Wagner, at det i princippet kunne have været et Lambchop-nummer:

fredag den 1. juni 2012

Ugens anbefaling: Edward Sharpe & The Magnetic Zeros

Puha, der er mange gode sager for tiden. I løbet af den sidste uges tid har jeg med begejstring lyttet til nye udgivelser fra bl.a. Marissa Nadler, The Walkmen, Preteen Zenith, Tu Fawning og Mount Eerie, og jeg ville ønske jeg kunne (nå at) fortælle, hvor godt og spændende det altsammen er. I mangel af bedre kan jeg heldigvis altid henvise til mine '3 gode' her til venstre på siden og mine playlister på Spotify (som jeg også linker til fra kolonnen til venstre).

Men selvfølgelig har jeg skrevet lidt om hvad der måske - lige udover indlysende The Walkmen (ja, deres nye album 'Heaven' er akkurat så godt, som man kunne have håbet) - er ugens bedste oplevelse.

Edward Sharpe & The Magnetic Zeros
Fra solens og blomsternes Californien kommer et mangfoldigt og spøjst band, du bør kende: Edward Sharpe & The Magnetic Zeros. Et 11 mand (m/k) stort orkester, der debuterede i 2009 med albummet 'Up From Below' og nu netop har udgivet 'Here', der for størstedelen af albummets ni sanges vedkommende lyder som en drøm. En drøm hvor Johnny Cash genopstår og tager en svingom med Boney M (!), filosoferer med Bono og deler en flaske om lejrbålet med Devendra Banhart, Barry Manilow og selveste Elvis (ja, ham). Ja, nogenlunde sådan ville det lyde, hvis man tog alle albummets sange og puttede dem ned i en gryde og rørte rundt.


Det lyder fandme mærkeligt (og som en dårlig dag på lokalradioen), tænker du. Men men men. Du kan roligt tage de positive briller på, for 'Here' er et virkelig dejligt og charmerende bekendtskab med sange, der emmer af - can't help it - Californiens lette briser og farvestrålende sommertøj. Eller som Pitchfork skrev tilbage i 2009 i forbindelse med bandets forrige udgivelse: "(they sound) like those obnoxious dudes down the street who think it's 1969." Og det skal herfra forstås så positivt som det nu kan ...

Førstesinglen fra albummet hedder 'Man On Fire', og det er ganske enkelt et blændende og mere end almindeligt cool nummer:


Der er mange flere lækkerier på albummet, bl.a. 'Child' og 'Dear Believer':