Tim Burgess goes Nashville

Hvem havde nu troet det? The Charlatans-forsanger Tim Burgess har været en tur forbi Nashville, blevet taget under blid og kærlig (med streg under blid og kærlig) behandling af byens musikalske mastermind Kurt Wagner fra Lambchop og ikke mindre dygtige producer Mark Nevers (der efterhånden er den foretrukne producer for alt. country-navne som netop Lambchop, Bonnie 'Prince' Billy, Calexico m.fl.) og er i første omgang kommet derfra med et virkelig lækkert nummer, der er forløberen for et album, der udkommer til september.

Nummeret hedder 'A Case For Vinyl' og viser Burgess fra hans mest afdæmpede side - og giver store forhåbninger for det kommende album. Det er så meget Nashville og Kurt Wagner, at det i princippet kunne have været et Lambchop-nummer:

Ugens anbefaling: Edward Sharpe & The Magnetic Zeros

Puha, der er mange gode sager for tiden. I løbet af den sidste uges tid har jeg med begejstring lyttet til nye udgivelser fra bl.a. Marissa Nadler, The Walkmen, Preteen Zenith, Tu Fawning og Mount Eerie, og jeg ville ønske jeg kunne (nå at) fortælle, hvor godt og spændende det altsammen er. I mangel af bedre kan jeg heldigvis altid henvise til mine '3 gode' her til venstre på siden og mine playlister på Spotify (som jeg også linker til fra kolonnen til venstre).

Men selvfølgelig har jeg skrevet lidt om hvad der måske - lige udover indlysende The Walkmen (ja, deres nye album 'Heaven' er akkurat så godt, som man kunne have håbet) - er ugens bedste oplevelse.

Edward Sharpe & The Magnetic Zeros
Fra solens og blomsternes Californien kommer et mangfoldigt og spøjst band, du bør kende: Edward Sharpe & The Magnetic Zeros. Et 11 mand (m/k) stort orkester, der debuterede i 2009 med albummet 'Up From Below' og nu netop har udgivet 'Here', der for størstedelen af albummets ni sanges vedkommende lyder som en drøm. En drøm hvor Johnny Cash genopstår og tager en svingom med Boney M (!), filosoferer med Bono og deler en flaske om lejrbålet med Devendra Banhart, Barry Manilow og selveste Elvis (ja, ham). Ja, nogenlunde sådan ville det lyde, hvis man tog alle albummets sange og puttede dem ned i en gryde og rørte rundt.

Det lyder fandme mærkeligt (og som en dårlig dag på lokalradioen), tænker du. Men men men. Du kan roligt tage de positive briller på, for 'Here' er et virkelig dejligt og charmerende bekendtskab med sange, der emmer af - can't help it - Californiens lette briser og farvestrålende sommertøj. Eller som Pitchfork skrev tilbage i 2009 i forbindelse med bandets forrige udgivelse: "(they sound) like those obnoxious dudes down the street who think it's 1969." Og det skal herfra forstås så positivt som det nu kan ...

Førstesinglen fra albummet hedder 'Man On Fire', og det er ganske enkelt et blændende og mere end almindeligt cool nummer:

Der er mange flere lækkerier på albummet, bl.a. 'Child' og 'Dear Believer':

Tre gode danske på engelsk: The Eclectic Moniker, The Green Lives og Bodebrixen

Ja ja, jeg ved det godt, jeg har allerede skrevet om The Eclectic Moniker. Lidt. Og nu skriver jeg lidt mere, for siden sidst har jeg fået lyttet en del til deres debutalbum, og der er især ét nummer, jeg er faldet for - og som jeg vil fremhæve som den første anbefaling fra dagens tre-i-ener med sprøde og lækre sager i kategorien dansk på engelsk.

Det drejer sig om afslutningsnummeret på albummet (der heldigvis byder på flere gode sager, hør f.eks. også sangen 'Terminal'), et vidunderligt silkeblødt og sommerlet nummer, der indtil for et døgns tid siden var som skræddersyet til tiden og solen. Det hedder nemlig 'Sunshine Song' og minder dig sikkert om Spandau Ballet og er som syv minutter i en blidt vuggende hængekøje og jordbær med fløde:



The Green Lives
Og jeg har mere. The Green Lives er en kvintet fra det jyske, det netop har udgivet deres debut-EP af samme navn. Det er lovende, let og lyst med vokalharmonier og en organisk folkpop-lyd ikke milevidt fra eksempelvis Figurines, uden at der dog skal lægges alt for meget i det. De har allerede kunnet høres et stykke tid med nummeret 'No One Else', som du kan lytte til her i en akustisk version på Youtube. Jeg er dog langt mere begejstret for 'We Don't Need No Uniform', der har lidt mere tempo over sig og byder på et af de bedste og mest uafrystelige omkvæd, jeg har hørt fra et dansk band længe:



Bodebrixen
Endelig er der danske Bodebrixen, der består af Aske Bode og Andreas Brixen. Regn selv resten ud. De to gutter udgiver albummet 'Out Of Options' den 10. september, deres tredje af slagsen, og har netop sluppet første single herfra, 'Ghost', der driver af sted med en rytmisk og elektronisk elegance og et svagt pift af 80'erne:

Ghost by Bodebrixen

Fredagsguf: Father John Misty - 'This Is Sally Hatchet'

Fredag, sol, sommer, pinse og bare fødder. Det bliver vel egentlig ikke meget bedre. Det skulle da lige være ved at tilføje fire minutters tid med min nye helt, bonkammerat og sjæleven Father John Misty aka J. Tillman og forhenværende Fleet Foxes-medlem. Jeg har rost ham til skyerne før, og han er altså en god mand med noget på hjerte, er han.

Som når han i 'This Is Sally Hatchet' synger geniale sætninger som "The longer it keeps raining the more she has to struggle to maintain a wonderful time" og "I've got smoke in my lungs and a past life in the trunk". Læg dertil den dejlige, bløde 70'er-inspirede west coast-stemning, der hviler over nummeret, og alt er såre godt. Hør her:

Lyden af sommer - hør mine 20 sommerfavoritter

Så vidt jeg husker, er det det samme hvert år. Når sommeren melder sig for alvor, melder lysten sig også til at høre noget helt bestemt musik. Nogle sange er bare mere sommerlige end andre, også selv om de ikke nødvendigvis og eksplicit handler om sommer, og det er nogle af dem, jeg ofte vender tilbage til på denne tid af året. Herudover er der selvfølgelig alle de oplagte, de rendyrkede sommersange, hvoraf nogle er mere tålelige end andre, og hvoraf nogle enkelte rent faktisk holder hele vejen til august eller deromkring - eksempelvis Seals & Crofts' klassiker 'Summer Breeze' fra 1972.

Jeg har samlet en playliste med foreløbig 20 sange, jeg forbinder med sommer. Nogle af dem giver sig selv, andre gør ikke - men har på en eller anden måde en sommerlig lyd og noget solskin over sig. Listen kan ses og høres her på Spotify (og hvem ved, måske kommer den også som youtube-playliste med tiden for alle jer andre). Spørgsmålet er, om jeg har glemt noget? Synes du, jeg helt og aldeles har overset en eller anden sommerperle (og nej, 'Summer of 69' og 'Summer In The City' orker jeg altså ikke ...)? Listen er heldigvis åben for nye medlemmer, så sig endelig frem!

Tre mænd med en guitar (og lidt til): Sun Kil Moon, The Tallest Man On Earth og Patrick Watson

Jeg har (først) lige hørt det! Sun Kil Moon udgiver et nyt album lige om lidt - den 29. maj! Det er mildest talt sød musik i mine ører. Måske rettere god musik i mine ører, for er der noget, Sun Kil Moons musik ikke er, er det sød - det skulle da lige være bittersød. Den er normalt heller ikke kortfattet og velegnet til at danse til, ej heller storsælgende, på alles læber eller radiovenlig. Men den er god på den langsomme, afdæmpede og berigende måde.

Sun Kil Moon er Mark Kozelek, der tidligere var hovedmanden i bandet Red House Painters og som nu i ti år har udgivet plader under dette spøjse pseudonym, der er en afledning af navnet på en tidligere koreansk bokser. Jeg var især begejstret for hans 2008-album 'April', der mestendels bestod af i omegnen af syv minutter lange og tålmodige, akustiske og ekstremt stemningsfulde guitarudladninger understøttet af Kozeleks bittersøde vokal. Om der bliver lige så meget balsam for sjælen på det nye album, 'Among The Leaves', vil tiden snart vise, men de foreløbige udspil tegner - selvfølgelig - glimrende, bl.a. 'That Bird Has A Broken Wing', der kan høres her i en liveudgave:

Der er mere godt nyt fra samme hylde. The Tallest Man On Earth, alias svenske Kristian Matsson, er også på trapperne med et nyt album, opfølgeren til 'The Wild Hunt' fra 2010. Den 11. juni udkommer 'There's No Leaving Now', hvorfra jeg med fornøjelse har kastet mig over forløberen '1904', der er en af den slags sommerlette folkpop-sange, man kun kan blive glad i låget af. Og ja, han lyder (lidt) som en ung Dylan:

Canadiske Patrick Watson udgav i april sit fjerde album, 'Adventures In Your Own Backyard', som byder på fine detaljer, smukke stemninger og nogle sange, der er helt vidunderlige - blandt mine favoritter (hvoraf jeg har haft flere med på mine seneste playlister) er 'Into Giants', 'The Quiet Crowd' og ikke mindst titelnummeret, som du kan høre herunder i en liveudgave fra CBC's Glenn Gould Studio. Det er skidegodt, er det:

Hør og se den nye video med Neil Young & Crazy Horse

Den 4. juni udkommer 'Americana', det første album i ni år fra Neil Young og hans gamle svende Crazy Horse (Billy Talbot, Frank 'Poncho' Sampedro og Ralph Molina), og det er jeg sikkert ikke den eneste, der ser frem til med store forventninger. Og nu kan du allerede (er dette en danmarkspremiere?) høre det første nummer fra albummet. Her er 'Clementine':