onsdag den 25. april 2012

Kala-OK: Reminiscence of a Bodily Blues

Bag det mærkelige navn Kala-OK gemmer sig en mærkelig, men ved nærmere bekendtskab glimrende musik. 'Reminiscence of a Bodily Blues' er en dansk debut af de sjældne fra et band, der ikke forsøger at skjule en vis inspiration fra og forkærlighed for især The Beatles' mere psykedeliske øjeblikke, 60'er psychedelia generelt og så - hold fast - et forunderligt kinesisk element, der blot gør det hele endnu mere sært, drømmende og dragende.


Kala-OK er mere eller mindre Kristian Mondrup, der dog assisteres her og der af en lille håndfuld danske musikere (plus Mondrups kinesiske kæreste, der synger på nummeret herunder), og udgives af det fremragende lille pladeselskab Tambourhinoceros. Lyt lige til 'Stars Are A Sailing', der var den første single, der blev sluppet fra albummet (men tjek for guds skyld hele albummet ud via Spotify-linket ovenfor):


tirsdag den 24. april 2012

Stream hele det nye album med Lower Dens

I sidste uge skrev jeg et par rosende ord om Baltimore-bandet Lower Dens og deres kommende album, 'Nootropics', der udkommer på mandag, den 30. april. Nu kan du streame hele dette forrygende album via amerikanske npr.org, der altid byder på gode "hør det før de andre"-streams i deres First Listen-serie.

Stream 'Nootropics' her.


Du kan selvfølgelig også bare nøjes med endnu en smagsprøve fra albummet her i form af nummeret 'Brains':


søndag den 22. april 2012

Jack White og den simple glæde ved en god spade

Forleden blev Jack White bekræftet som et af hovednavnene på årets Roskilde Festival, og i morgen, mandag den 23. april, udkommer hans første soloalbum, der har fået titlen 'Blunderbuss'. Så man må sige, at timingen er lige i øjet. Jeg har fået lyttet albummet igennem en lille håndfuld gange, og det lyder sådan nogenlunde som man kunne have håbet. Det er næsten altid en fornøjelse at høre denne mand; han laver sjældent noget der ikke er godt, og så lyder han som ingen anden. Som solist leverer han (også) rock'n'roll med en næsten gammeldags insisteren på den simple glæde ved en god spade - med et lille twist af noget western saloon.


Jeg er især faldet for nummeret 'Weep Themselves To Sleep', der fortjener din opmærksomhed de næste tre-fire minutter:


fredag den 20. april 2012

Lyden af Baltimore: Beach House og Lower Dens

Er Baltimore det nye Brooklyn? Måske ikke helt, men sagen er i hvert fald den, at der er to meget lækre og vellydende udgivelser på vej fra staten Marylands største by, der i øvrigt kun ligger ca. 100 km fra virkelighedens Rockville. Det drejer sig om Beach House og Lower Dens, der ikke kun deler hjemby, men også en hel del rent musikalsk. Og de har begge guf med i posen i form af deres nye album, der udkommer henholdsvis den 30. april (Lower Dens) og 14. maj (Beach House).


For få år siden, da Beach House stadig var ren undergrund, kunne det være nødvendigt at referere til andre og mere kendte bands og kunstnere, når man skulle forsøge at beskrive deres musik. Nu er de knapt så meget undergrund, faktisk er de blevet så relativt store, at det hele er vendt på hovedet og det pludselig kan være dem, man refererer til, når man skal beskrive andres musik. "De lyder lidt som Beach House," kan man tage sig selv i at sige.

Sådan forholder det sig rent faktisk og i temmelig høj grad med Lower Dens, der altså sjovt nok også kommer fra Baltimore, og som Beach House også har en kvindelig vokalist i Jana Hunter - hendes og Beach House-forsanger Victoria Legrands stemmer kan faktisk også minde lidt om hinanden. Det er åbenbart lyden af Baltimore, vi her har med at gøre. En lyd, der er drømmende (betegnelsen "drømmerock" er ofte anvendt), let og sfærisk, og til tider alligevel mørk, dyster, indadvendt og shoegaze-agtig. Og mest af alt bare hamrende indtagende og lækker.

Indtil videre er der sluppet to singler fra det kommende Beach House-album 'Bloom', og de lover virkelig godt og tegner allerede opridset til sol, sommer og musik, der strømmer fra åbne vinduer og fylder den varme aftenluft (også selv om 'Lazuli' lyder lidt som Enya lige der omkring 34-35 sek. - men det går over):




Lower Dens-albummet kommer allerede næste mandag, den 30. april. Det hedder 'Nootropics' og byder bl.a. på 'Propagation', som jeg er tosset med:


torsdag den 19. april 2012

Spiritualized - beåndet og befriende umoderne

En gang hørte jeg rigtig meget Eels. Jeg var ikke en af dem, der røg med på vognen med det samme, men gav pludselig helt efter, da jeg stiftede bekendtskab med albummet 'Blinking Lights and Other Revelations' så sent som i 2005. Et dobbeltalbum med en helt særlig melankolsk stemning, jeg ikke kunne slippe igen og hørte på repeat det meste af maj det år.

Af en eller anden grund minder det nye Spiritualized-album mig om Eels og hans Blinking Lights-periode. Det minder mig selvfølgelig også om 'Ladies And Gentlemen, We Are Floating In Space', kronjuvelen blandt de hidtige Spiritualized-udgivelser, der udkom i 1997, og jeg synes egentlig, at 'Sweet Heart Sweet Lights', som det nye album hedder, er tæt på at være i samme liga. Det er et forrygende album, et helt specielt album i ordets bedste forstand.


Eels-sammenligningen må skyldes den der dovne, halvvejs opgivende og ugidelige, let hæse, melankolske, tyngede stemme - og ditto stemning. Og hvad stemning og tone angår, er det svært at komme uden om albummets både resignerende og religiøse, anråbende præg. Spiritualized-frontfigur Jason Pierce er mere hudløs og sårbar end nogensinde, og albummet igennem er der en vekselvirkning mellem et klarsynet, hjerteskærende, desillusioneret sortsyn og en søgen efter hjælp og svar fra det overjordiske.

Det er en stor del af tiden så såre banalt, bramfrit og følelsesladet, at det i de forkerte hænder ville være alt for meget. Og det er sikkert alt for meget for visse lyttere. Men for mig er det vidunderligt og befriende umoderne. Jeg elsker de lange, langsomme udgydelser om livets tristesse og sorgfuldhed, albummet er rigt på:

"Mary, take your big brown eyes and look away, you're searching in vain, Mary, take your big red heart and turn around, they'll make you insane ..." (fra 'Mary')

Eller som Pierce synger i 'Freedom': "Freedom is yours if you want it, you just don't know what you need":


Lad os endelig få afslutningsnummeret, 'So Long You Pretty Things', med. Det er tårevædende smukt:


mandag den 16. april 2012

Rystende godt nyt fra Alabama

I dag skal jeg gøre det kort. Meget er nemlig allerede blevet sagt og skrevet om Alabama Shakes og bandets næsten mytiske vej fra optrædener på små spillesteder til massiv bloghype og endelig en pladekontrakt, der i sidste uge bar reel frugt i form af udsendelsen af debutalbummet  'Boys & Girls'.


Og jeg melder mig i koret af fans og beundrere. Denne no nonsense-kvartet bærer en hel barndom og ungdom af musikalske levn og inspiration fra såvel Motown som sydstatsblues og rock'n'roll på sine skuldre, og den bærer og formidler det sindssygt godt. Det lyder i al sin simpelhed og klarhed som noget, man har hørt hundrede gange før, men samtidig har det noget helt forfriskende og enestående over sig - det lyder bare ikke som ret meget andet, man hører i dette årtusinde. Og tak for det.

Når du hører forsanger Brittany Howards stemme (hun er 23 sydstatssomre ung, believe it or not!), ved du, hvad jeg mener - her et par forrygende liveoptagelser fra bl.a. radiostationen KCRW i Los Angeles:






onsdag den 11. april 2012

The Men - når mænd er mænd

Nu skal du høre The Men. Et fuldstændig forrygende og røvsparkende orkester fra - selvfølgelig - Brooklyn, som bare slet ikke er som Brooklyn-orkestre er flest. De larmer. De spytter garanteret også. Og lugter og prutter og bøvser. De har stensikkert hørt lidt Led Zeppelin, sikkert også noget Sonic Youth, Dinosaur Jr. og Spacemen 3, og i det hele taget en masse støjrock og post-punk fra de sidste 40 år. The Stooges og Velvet Underground er dem heller ikke fremmed, og så er der sært nok også lige noget med Joy Division, jeg også synes at kunne ane enkelte steder på 'Open Your Heart', The Mens aktuelle album, der følger sidste års mini-mini-gennembrud 'Leave Home'.


Og så. Bedst som man tror, at man har dette friske pust af et rockband i sin hule hånd og ved præcis, hvad man kan forvente, spiller de gudhjælpemig et sentimentalt, 60'er-poppet nummer kaldet 'Candy'. Og for at det ikke skal være lyv, har de også en (instrumental) 'Country Song'. Det giver næsten ingen mening, men det gør det selvfølgelig alligevel, og for pokker, hvor det alligevel holder. Og tag ikke fejl; den står på fuld gas, spade og tørre trommetæsk det meste af tiden.

Så det er nu, du sender konen til pedicure, børnene ned i gården og lege, beder kollegaen om liiige at vente et øjeblik med det der vigtige møde, giver P3 og Lukas Graham fingeren, eller på anden måde gør dig fri af hverdagens lænker, afhængig af tid og sted. Bare et øjeblik. Måske har du bare lyst til at skrue helt op (det bør du gøre), løbe nøgen rundt i hjemmet (ikke nødvendigvis) og - undskyld billedet - vise at du er en mand, mens du åbner dit hjerte og skriger dine lunger ud. Som The Men.

Undskyld, nu kom jeg til at skrive et kønsstereotypt, klichéfyldt, mandschauvinistisk indlæg. Det var ikke meningen. Piger kan også lytte med. Men så har de garanteret hår under armene.





Vi tager lige en mere, hvis du har fået smag for det. Rosinen i pølseenden er en mere end syv minutter lang og næsten instrumental sag, der vokser og vokser og viser The Men fra en lidt anden men bestemt ikke mindre blændende side:


tirsdag den 10. april 2012

Sara og Sarah

Først var der Sara Savery. Jeg var lidt længe om det, men endelig fik jeg ørerne op for denne danske sangerinde og musiker med en fortid hos bl.a. People Press Play og Ghost Society. Hendes solodebutalbum, 'The Diver', har nogle måneder på bagen, og man kan undre sig over, at det ikke har fået større opmærksomhed. Men man får ikke altid som fortjent her i livet, og måske er Sara Saverys musik bare for stor og smuk til dette lille land, og måske er det netop derfor, hun har slået sig ned i Brooklyn, den musikalske kreativitets højborg i disse år.


Hendes musik lader i hvert fald ikke noget tilbage at ønske i denne sammenligning. En musik, der synes at være skabt af drømme og samtidig lader lytteren drømme lige så store drømme. Det er svævende let og perlende, til tider elektronisk brusende og overvældende. Og så er det musik, der fortjener at blive hørt i hovedtelefonerne og gerne flere gange i træk. Gør dig selv den tjeneste, og du vil sikkert blive suget ind, som det er sket for mig. Hør fx titelnummeret på nedenstående Soundcloud-link:

Sara Savery: 'The Diver'

Og her en akustisk version med tilhørende youtube-video af et andet nummer fra albummet, 'Love Remains':



From Sarah
Efter Sara var der From Sarah. Min seneste opdagelse på den danske musikscene. Her er vi i rockland, eller i hvert fald i poprockland, et land der også er befolket af bl.a. Cody og Kashmir, for nu at nævne et par af dem, From Sarah lyder en lille smule som. Sammenligningen med Cody er da heller ikke så overraskende, for den ene tredjedel af From Sarah er nemlig sanger og sangskriver David Fjelstrup, der også figurerer i Codys startopstilling. De to andre er Ask Bock fra Sleep Party People og Moogie Johnson, der er bedst kendt fra Munck // Johnson.

From Sarah har netop udsendt debutalbummet 'Are We OK', der byder på gode og charmerende sange og melodier med en fængslende og vanedannende blød grundstemning. Det kan godt være, det ikke er revolutionerende og banebrydende, men det er et af de her efterhånden sjældne album, man får lyst til at høre fra ende til anden og igen og igen, fordi der er en helstøbt, gennemgående tone og stemning. Det er absolut noget af det bedste i genren fra dansk hånd gennem de sidste par år:








mandag den 2. april 2012

Great Lake Swimmers og Den Store, Vilde Natur

Jeg opdagede Great Lake Swimmers i 2007 i forbindelse med udgivelsen af deres tredje album, 'Ongiara'. Et canadisk band med - sådan næsten bogstaveligt ment, i ordets bedste naturlige betydning - højt til himlen og en usædvanlig fintfølende fornemmelse for at besynge den store, vilde natur. Ikke en hvilken som helst natur, men den oppe omkring de store søer på grænsen mellem Canada og USA.

Den musikalske bund er som man næsten kunne have sagt sig selv: landlig folkrock med et lillebitte pift country (violinerne sætter sit præg flere steder) og en ufejlbarlig, klokkeklar lyd - her er altid  kælet for det enkelte instrument og produktionen er måske næsten for pæn. Men jeg kan li' det, for Great Lake Swimmers er på en eller anden måde i stand til at gøre det utroligt vedkommende, ægte, nærværende og dybsindigt - og det ligger som regel i kombinationen af de substantielle tekster og den musikalske detalje. På 'Ongiara' gik det hele op i en højere enhed, og det er så afgjort et af de album, du skal høre før du dør!


I dag udkommer bandets femte album, 'New Wild Everywhere', og ovennævnte gælder i vid udstrækning også her. Hvis jeg skal vælge et favoritalbum med bandet, vil det stadig være 'Ongiara', men dette nye album er næsten helt oppe i samme luftlag. Og naturen synes at spille en næsten endnu større rolle end tidligere, hvilket sange som 'The Great Exhale', 'Cornflower Blue', 'Changes With The Wind' og 'Ballad Of A Fisherman's Wife' fortæller sin egen historie om.

Great Lake Swimmers er et band du bør tjekke ud, hvis du bare har en lille smule smag for navne som Fleet Foxes, Iron & Wine, Mumford & Sons og på sin vis også Band Of Horses og landsmanden Neil Young. Samtidig synes jeg ikke, der er nogen der lyder helt som Great Lake Swimmers, og 'New Wild Everywhere' er et meget dejligt, smukt og poetisk bekendtskab, der kun bliver bedre og bedre. Titelnummeret er bare en blandt mange perler: