onsdag den 26. september 2012

Nyt fra Søren Huss: 'Den Dér Isme'

'Den Dér Isme' er titlen på det første nummer fra det kommende Søren Huss-album, der udkommer den 15. oktober. Jeg ser meget frem til albummet, for jeg var i den grad blæst bagover af mandens første soloalbum, 'Troen Og Ingen', hvor han også for første gang sang på dansk. Dengang - i 2010 - havde hans kunstneriske inspiration bund i det tragiske tab af kæresten, der blev trafikdræbt nogle år forinden. Det førte til et mageløst sorgfuldt album, hvor hver eneste linje rungede af tab, længsel og smerte - og ikke mindst den tårevædende skønhed, der kan ligge i den slags. Det er den slags plader, man kun laver én gang og som altid vil være meget vanskelig at følge op på. Men jeg har en god fornemmelse af, at Huss også denne gang har noget godt med i posen.


Det nye album får titlen 'Oppefra & Ned' og byder i første omgang på noget, der minder om en protestsang af næsten gammeldags karakter. Jeg kan godt lide vrede mænd, og det er altid rart med lidt meninger, substans og slag i bordet. Om 'Den Dér Isme' siger Søren Huss selv:

"Jeg vil ikke løbe fra, at denne her sang er i familie med gammeldags protestsange. Men hvor 70'ernes sange ofte stillede sig ovre på den ene fløj, pussede glorien, moraliserede og opildnede til kamp, er denne her skrevet i afmagt. Jeg har og giver ingen svar, da jeg ikke evner at overskue det store billede. Sangen skal blot ses som en kommentar og et uundgåeligt udbrud af frustration over ikke at kunne se en forandring eller løsning i horisonten ... Hvis alle mand fra ung til gammel skovler vand ud af båden, og den stadig synker, er der noget galt med båden."

Hør nummeret her:

Den Dér Isme

Ingen kommentarer:

Send en kommentar