onsdag den 19. september 2012

Glæd dig til: The Wooden Sky

Ovenpå gårsdagens americana-anbefalinger (som du selvfølgelig kan høre på min nye playliste på Spotify sammen med en masse andre gode sager), kommer her lige endnu en anbefaling af et album lidt i samme genre, der endnu ikke er udkommet. Det giver selvfølgelig ikke rigtigt mening, men at dømme ud fra den første single fra Toronto-bandet The Wooden Skys kommende album, er der noget godt i vente, når 'Every Child A Daughter, Every Moon A Sun' udkommer på det altid gode selskab Loose Music (der bl.a. huser andre gode americana-navne som The Felice Brothers og Dawes) den 1. oktober.


Albummet udkom allerede i Nordamerika i begyndelsen af året, men udkommer altså nu i Europa på dette London-baserede selskab. The Wooden Sky har tidligere bl.a. udgivet de glimrende albums 'When Lost At Sea' (2007) og 'If I Don't Come Home You'll Know I'm Gone' (2009), der er gode at varme op med indtil det nye album kommer.

Du kan også varme op til resten af pladen med dette første nummer fra den. Det hedder 'Take Me Out' og emmer af hyggelige stunder på den lokale bar, med en varm og blød vokal over en blidt duvende melodi i bedste canadiske vildmarksstil. Hvis du f.eks. kan lide landsmænd som Great Lake Swimmers og The Deep Dark Woods, kan du garanteret også lide The Wooden Sky.



Hvis du kan lide: Great Lake Swimmers, The Deep Dark Woods, The Felice Brothers, The Low Anthem, Bowerbirds.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar