Folk som farmor og farfar lavede den: Jessica Pratt og Barna Howard

Året, ikke mindst musikåret (som i "nu kommer der ikke rigtigt flere nye plader, kun det sædvanlige compilation/greatest hits-skidt"), nærmer sig sin afslutning, og jeg går i disse dage mest og bygger op til årets julekander med de 24 bedste albums, jeg har hørt i år. Og det er altså en svær opgave, for der er i den grad meget godt at vælge imellem, så alene at få skåret feltet ned til 24 er vanskeligt.

Her på det sidste er der så endda poppet et par plader op i min bevidsthed, som jeg ikke lige fangede i forbindelse med deres udgivelse. Men de er så gode, at der er al mulig grund til lige at runde dem her, inden december og julekalenderen melder sig - for tænk nu, hvis de er så gode, at de rent faktisk kommer med i det snævre felt med årets 24 favoritter.

Dagens to plader har ikke så lidt til fælles, for her har vi med plader at gøre, der på flere måder signalerer, at de lige så godt kunne være fra 60'ernes USA. Vi taler klassisk, akustisk, afdæmpet, fingerspillet folk, sådan som farmor eller farfar lavede den. Altså, du ved, hippiestilen, bare fødder og blomstret bomuldskjole - eller skjorte. Og det er ikke kun musikken - også pladernes covers signalerer gamle dage.

Nå, anyways, lad mig nu bare introducere dig for Jessica Pratt, en hemmelighedsfuld kvinde fra San Francisco, der for nogle uger siden udgav debutalbummet 'Jessica Pratt'. Det er ikke de store overskrifter, hverken hun eller albummet er løbet af med, og det passer sådan set godt til musikkens tyste, minimalistiske udtryk. Det er næsten hviskende, hjemsøgte og i høj grad intime og dragende folksange, som hvis Stevie Nicks sang over en David Crosby-melodi. Og det er virkelig dejligt.

Du kan streame hele albummet her, og lytte til 'Midnight Wheels' herunder:




Midtvest-fyren Barna Howard (linket går til mandens Facebook-side, prøv lige at tjekke coverbilledet - det siger vist alt om hans forankring i old, weird America) udgav allerede sit debutalbum i februar, men jeg er først stødt på det for nylig. Det er næsten for oplagt at nævne Dylan, når man skal beskrive hans musik, men nu kom jeg til det. Samtidig hører jeg et lillebitte strejf af gamle, tågede England generelt og Nick Drake i særdeleshed. Og min konklusion er den samme som ovenfor: Det er virkelig dejligt. Døm selv:

Hør lige her: Cape Canaveral

Hold da op, den her har været længe undervejs. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det er lykkedes mig at misse danske Cape Canaveral, der ellers har været ude med singlen 'A Pattern Is All It Takes' i nogle måneder efterhånden. Men eftersom jeg ikke rigtigt er stødt på den andre steder, er der al mulig grund til at give den et skud her.

Her er nemlig et nummer og et band, der bryder dødvandet og den uendelige strøm af ligegyldige og middelmådige sange, der kontinuerligt dukker op i mailboxen. For hvad er det dog, vi har her? 80'er-inspireret guitarpop a la The Smiths' mere afdæmpede del af bagkataloget og med en let croonende vokal, der synes at rumme noget mere bund og modenhed end tilfældet oftest er hos nye, unge bands. Også Galaxie 500 spøger i baggrunden, endnu mere i kraft af bandets coverversion af Galaxie 500-nummeret 'Oblivious', der også er udkommet tidligere i år (og som kan høres her)

Lyt først til 'A Pattern Is All It Takes' her og kast dig eventuelt ud i mere ovre på Eardrums.

Ny EP fra Ben Howard - The Burgh Island EP

Det bliver ikke til så frygtelig meget britisk musik på denne blog. Jeg ved ikke helt hvorfor, det er bare sjældent det rammer mig på samme måde som amerikansk - og canadisk - musik, som oftest har en anden lyd og stemning over sig. Man er vel en sucker for americanaen ...

Nå, men i dag er en undtagelse. Englænderen Ben Howard, der var Mercury Prize-nomineret i år for debutalbummet 'Every Kingdom', er nemlig på vej med en ny EP med titlen 'The Burgh Island EP', der udkommer officielt den 10. december.

Herfra kan du her nyde en Radio 1-liveoptagelse af nummeret 'Oats In The Water' og nedenfor det mere end otte minutter lange titelnummer. Især 'Oats In The Water' er hurtigt faldet i min smag.

En god koncertuge - og lidt om december på bloggen

I dag skyder jeg lidt med spredehagl. Og alligevel med et forsøg på noget der minder om en rød tråd. Det skal handle lidt om ugens koncerter (med nogle af årets bedste kunstnere), og i forlængelse heraf et par gode live-optagelser fra min yndlingsradiostation The Current (med nogle af årets bedste kunstnere) - og som en slags opsamling et blik på, hvad der er i vente i december her på bloggen. Det hele giver mening til sidst.

Først: Jeg var til den famøse (famøs som i jeg har skrevet om den før) Father John Misty-koncert i fredags, og det var en fest. En times intens (jeg elsker korte koncerter) underholdning med lige dele spas, poesi, charme og musikalsk lækkerhed. Sådan skal det være, og sådan var det i fredags. Og ja, så godt som denne Letterman-optræden var det:

I aften står den så på Spiritualized i Vega, og det bliver vel sådan cirka den diametralt modsatte oplevelse, men hey, i fredags var det fredag og i dag er det tirsdag (der er i øvrigt stadig billetter, hvis du vil græde lidt sammen med mig). Tænk nu bare, manden (også kaldet Jason Pierce) har lavet en sang, der hedder 'Life Is A Problem'. Behøver jeg sige mere?

Og: Den gode koncertuge rundes af på fredag med en af mine aktuelle favoritter, Los Angeles-fyren Chris Cohen, der for nylig udgav albummet 'Overgrown Path'. Han og hans band spiller albummets semipsykedeliske og sovekammeragtige sange på Stengade fredag aften, og du skulle tage at kigge forbi, hvis du godt kan lide eksempelvis Cass McCombs eller Deerhoof.

Så slutter min koncertuge, og måske sågar mit koncertår, men jeg er ikke helt færdig med livemusikken i dette indlæg. For her til morgen faldt jeg over et par lækre optagelser fra radiostationen The Current i Minneapolis, som jeg holder meget af. Det drejer sig om to kunstnere, der har leveret virkelig gode og her i Danmark alt for lidt hypede albums i løbet af året. Men jeg har taget dem til mig, og skrevet om dem flere gange. Det drejer sig om Field Report aka Wisconsin-fyren Christopher Porterfield, der udgav sit debutalbum i starten af efteråret, og A.C. Newman, forsanger i canadiske The New Pornographers, der for en måneds tid siden udsendte 'Shut Down The Streets':

Og så til krøllen: Alle fem ovennævnte kunstnere har det til fælles, at de kandiderer kraftigt til en placering på listen over årets bedste albums. Og lige akkurat sådan en liste kan du glæde dig til i december, hvor jeg dag for dag vil præsentere mine 24 favoritplader fra i år. En ad gangen med den bedste til sidst, naturligvis. Kald det en nedtælling, kald det en julekalender. Det gør jeg. Om dagens fem kandidater er med, vil tiden vise, og måske, hvem ved, vil der være en overraskelse eller to undervejs. Måske du også er begyndt at tænke over, hvilke udgivelser du synes var de bedste i 2012?

Nyt fra Jim James (My Morning Jacket) - Know Til Now

Jeg er helt vild med Jim James' vokal. Ham fra My Morning Jacket, der synger højt og klart som en drøm. Så det er en rigtig god og spændende nyhed, at han udgiver album i eget navn i begyndelsen af 2013. Det hedder intet mindre end 'Regions of Light and Sound of God' og udkommer den 4. februar. I første omgang kan vi nyde singlen 'Know Til Now', og den er sgu dejlig.

Vi taler seks og et halvt minut, der kunne lyde som et glemt Motown-nummer, og James' eget ønske om at lave et album, der "lyder som en diset drøm" og (og her må jeg ty til den oprindelige engelsksprogede formulering) "came from a different time in place", må siges at flugte godt med den oplevelse, 'Know Til Now' giver. Lyt selv:

Konkurrence: Vind The Lumineers' debutalbum

Kan du lide folkrock? Så har du nu chancen for at udvide din samling med et eksemplar af debutalbummet fra Denver-bandet The Lumineers, der netop er udkommet her i Europa efter udgivelsen i Nordamerika tidligere på året. Takket være de kære mennesker hos Universal Music har jeg fem eksemplarer af albummet at give ud.

The Lumineers' folkrock er godt nok amerikansk, men kan samtidig minde lidt om den skotsk-britiske lyd, man finder hos eksempelvis Mumford & Sons. Og i øvrigt lyder de også lidt som Seattles The Head And The Heart, synes jeg.

Du kan høre liveoptagelser fra HearYa Live Sessions af numrene 'Ho Hey' og 'Big Parade' herunder. Og har du god tid, kan du også med fordel tjekke de godt tyve minutters optræden på den altid gode radiostation KEXP (også herunder), hvor bandet spiller fire af sangene fra albummet og hyggesludrer lidt undervejs.

Og hvordan vinder du så albummet? Du har tre muligheder:

1) Send mig en mail med navnet på den kunstner/det band, du har lært at kende her på bloggen i løbet af året, som du synes allerbedst om. Altså min allerbedste anbefaling, som du ser og hører det.

2) Send mig en mail med titlerne på tre af sangene på min aktuelle playliste på Spotify.

3) Send mig en mail med navnet på den "boy", et af numrene på The Lumineers-albummet handler om (indgår i titlen).

Mailen skal sendes til rockvillemail@gmail.com og skal være modtaget senest på mandag den 19. november kl. 20, hvor jeg trækker fem vindere blandt alle rigtige svar (jeg ved det, det første spørgsmål kan man ikke svare forkert på - med mindre man ligefrem nævner noget, jeg rent faktisk ikke har blogget om!). Husk at skrive navn og adresse i mailen!

Tre gode til natten: Cheval Sombre, King Dude og The Wooden Sky

Når nu du ligger og kigger op i loftet i nat og ikke kan sove, er det den her musik, du skal gå ud og sætte på, mens du laver en kop (sort) kaffe og læser et afsnit af Dostojevskis 'Kældermennesket' eller noget tilsvarende tungt, natsort og novemberagtigt.

Lad det hermed være en anbefaling, at du lige bruger et par minutter på henholdsvis New Yorks Cheval Sombre, Seattles King Dude og Torontos The Wooden Sky. De er alle albumaktuelle, og jeg har i nogle uger været godt forelsket i albummet fra The Wooden Sky, der hedder 'Every Child A Daughter, Every Moon A Sun'.

Nå, jeg skriver ikke mere i dag, for jeg kan nemlig godt sove. Faktisk er jeg helt utroligt træt. Så god fornøjelse og godnat:

Cheval Sombre laver dragende og betagende sovekammer/mørkekammerpop med store følelser:

King Dude laver mystisk og forunderlig dommedagscountry med 50'er/David Lynch/surf-twist (og har rent faktisk udgivet to albums på et års tid, senest 'Burning Daylight', men jeg synes bare at 'Please Stay In The Shadow Of My Grave' fra forløberen 'Love' er det rigtige og bedste sted at starte):

The Wooden Sky laver mere tilgængelig americana/countryrock, men stemningen fornægter sig ikke, slet ikke på 'I'm Your Man':