Af en eller anden grund minder det nye Spiritualized-album mig om Eels og hans Blinking Lights-periode. Det minder mig selvfølgelig også om 'Ladies And Gentlemen, We Are Floating In Space', kronjuvelen blandt de hidtige Spiritualized-udgivelser, der udkom i 1997, og jeg synes egentlig, at 'Sweet Heart Sweet Lights', som det nye album hedder, er tæt på at være i samme liga. Det er et forrygende album, et helt specielt album i ordets bedste forstand.
Eels-sammenligningen må skyldes den der dovne, halvvejs opgivende og ugidelige, let hæse, melankolske, tyngede stemme - og ditto stemning. Og hvad stemning og tone angår, er det svært at komme uden om albummets både resignerende og religiøse, anråbende præg. Spiritualized-frontfigur Jason Pierce er mere hudløs og sårbar end nogensinde, og albummet igennem er der en vekselvirkning mellem et klarsynet, hjerteskærende, desillusioneret sortsyn og en søgen efter hjælp og svar fra det overjordiske.
Det er en stor del af tiden så såre banalt, bramfrit og følelsesladet, at det i de forkerte hænder ville være alt for meget. Og det er sikkert alt for meget for visse lyttere. Men for mig er det vidunderligt og befriende umoderne. Jeg elsker de lange, langsomme udgydelser om livets tristesse og sorgfuldhed, albummet er rigt på:
"Mary, take your big brown eyes and look away, you're searching in vain, Mary, take your big red heart and turn around, they'll make you insane ..." (fra 'Mary')
Eller som Pierce synger i 'Freedom': "Freedom is yours if you want it, you just don't know what you need":
Lad os endelig få afslutningsnummeret, 'So Long You Pretty Things', med. Det er tårevædende smukt:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar