Og så. Bedst som man tror, at man har dette friske pust af et rockband i sin hule hånd og ved præcis, hvad man kan forvente, spiller de gudhjælpemig et sentimentalt, 60'er-poppet nummer kaldet 'Candy'. Og for at det ikke skal være lyv, har de også en (instrumental) 'Country Song'. Det giver næsten ingen mening, men det gør det selvfølgelig alligevel, og for pokker, hvor det alligevel holder. Og tag ikke fejl; den står på fuld gas, spade og tørre trommetæsk det meste af tiden.
Så det er nu, du sender konen til pedicure, børnene ned i gården og lege, beder kollegaen om liiige at vente et øjeblik med det der vigtige møde, giver P3 og Lukas Graham fingeren, eller på anden måde gør dig fri af hverdagens lænker, afhængig af tid og sted. Bare et øjeblik. Måske har du bare lyst til at skrue helt op (det bør du gøre), løbe nøgen rundt i hjemmet (ikke nødvendigvis) og - undskyld billedet - vise at du er en mand, mens du åbner dit hjerte og skriger dine lunger ud. Som The Men.
Undskyld, nu kom jeg til at skrive et kønsstereotypt, klichéfyldt, mandschauvinistisk indlæg. Det var ikke meningen. Piger kan også lytte med. Men så har de garanteret hår under armene.
Vi tager lige en mere, hvis du har fået smag for det. Rosinen i pølseenden er en mere end syv minutter lang og næsten instrumental sag, der vokser og vokser og viser The Men fra en lidt anden men bestemt ikke mindre blændende side:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar