Nord og syd: Wilco og Lambchop

I aften giver Chicago-bandet Wilco koncert i Falconer Salen på Frederiksberg. Atten år, otte studiealbums og et dobbelt livealbum inde i karrieren har forsanger Jeff Tweedy og hans flok af velspillende musikere udviklet sig fra alternativt undergrundsnavn til et af USA’s største og mest veletablerede rockbands, der – apropos Bon Iver og hans grammyer (se tidligere indlæg) – både har været Grammy-nomineret flere gange og vundet to priser i 2005 for albummet ’A Ghost Is Born’.

Også deres nyeste album fra 2011, ’The Whole Love’, har en Grammy-nominering på samvittigheden, men det lever i mine ører ikke helt op til tidligere tiders høje niveau fra især de mesterlige ’Yankee Hotel Foxtrot’ (2002) og ’A Ghost Is Born’ (2005). Dermed ikke sagt, at her ikke er en godbid eller to, f.eks. førstesinglen ’Art of Almost’ - og ja, i dagens koncertanledning tager vi denne liveudgave fra Letterman:

Jeg så Wilco i 2009 i St. Paul, Minnesota, på turnéen, der fulgte i kølvandet på udgivelsen af ’Wilco (The Album)’ – i øvrigt et album, der næsten var enerådende (og enestående) soundtrack til mit liv i flere måneder den sommer. Og jeg kan kun håbe, at aftenens oplevelse i Falconer bliver lige så god.

Kasketkarlen fra Nashville

Et par stater stik syd fra Chicago og Illinois - i Nashville, Tennessee - går den noble og altid rolige, kasket- og brilleklædte Kurt Wagner rundt og rører lidt i Americana-gryden fra tid til anden. Med sit skiftende og store ensemble af musikere i bandet Lambchop har han som Wilco udgivet plader i snart 20 år, startende i 1994 med albummet ’I Hope You’re Sitting Down’. 

Nu har de netop udgivet ’Mr. M’, det 11. i rækken, og uden tvivl også det mest dødsfikserede. Albummets røde tråd er Kurt Wagners nære ven Vic Chesnutts død. Chesnutt var et andet interessant navn på den alternative amerikanske singer-songwriter-scene og en stor inspiration for Kurt Wagner, og hans død juledag i 2009 tog åbenbart så hårdt på Wagner, at han skrev indtil flere sange om savnet af den bortgangne ven.

’Mr. M’ er ikke Lambchops bedste album – her må jeg henvise til bl.a. ’Nixon’, ’Is A Woman’ og det lidt oversete forrige album, ’OH Ohio’, der er ekstremt smukt, blidt og næsten uden lavpunkter. På ’Mr. M’ spiller orkestreringen og ikke mindst de så godt som altid tilstedeværende violiner en endnu større rolle end normalt, og her trækkes Lambchops i udgangspunktet alternative country i endnu højere grad over mod den form for loungemusik, der altid har ligget lidt på lur. 

Samtidig er den simple og bittersøde countryklang med Wagners karakteristiske lave og bløde stemme dog intakt på de fleste numre, som f.eks. ’Gone Tomorrow’, der oven i hatten byder på en spøjs video:

Også Lambchop kan snart opleves i Danmark – de spiller i Koncerthusets Studie 2 den 18. marts.