Americana på dansk - og amerikansk: Cody og Band of Horses

Lad mig begynde med det sidste: Jeg hører til dem, der stadig synes at Band of Horses er fantastiske. Så vidt jeg husker, var der - trods rimeligt positive modtagelser - en del af kritik af deres seneste album, 'Infinite Arms', mest fordi albummet i manges ører var lidt for pænt, poleret og velproduceret. Sådan går det næsten altid: et band bryder så småt igennem, mest hos en snæver kreds af anmeldere, bloggere og musiknørder, og vokser sig pludselig store, bliver efterhånden - næsten - allemandseje og ender på en eller anden måde med at lave plader, der appellerer bredere, er finere i kanten og byder på en lyd, der er større, rundere, pænere, svulstigere. Og måske ender de med at gentage sig selv en lille smule.

Og det er da heller ikke helt forkert at sige, at det var sådan, det gik med Band of Horses, da de udgav deres tredje album, 'Infinite Arms', i 2010. I forhold til forgængerne, især debuten 'Everything All The Time' (et af de bedste albums overhovedet i dette årtusinde) fra 2006, var det da et lidt mere poleret album. Men kun lidt, for Band of Horses' har jo aldrig været hverken svært tilgængelige eller komplicerede, men har på sin helt egen måde formået at ramme både dybt og bredt med sin simple, uprætentiøse og ikke mindst himmelsk smukke no nonsense-countryrock med nogenlunde lige dele ballader og up-tempo-numre.

Jo, 'Everything All The Time' var lidt mere rå, skramlet og umiddelbar, og også bandets hidtil bedste album, men de efterfølgende albums har også budt på storslået countryrock og fantastiske melodier, som er blevet hængende hos mig i årevis. Det sker f.eks. stadig ret ofte, at jeg finder især 'Compliments' fra 'Infinite Arms' frem, et af de bedste og mest oversete rocknumre, der overhovedet er lavet de seneste år. Nu ser jeg frem til 'Mirage Rock', deres fjerde album, der udkommer den 17. september.

En af de ting, jeg holder mest af ved bandet, er den landlige og rustikke stemning, der er i musikken. Det er americana, som jeg kan li' det, og det gælder for så vidt også den første single fra 'Mirage Rock'. Den hedder 'Knock Knock' og bliver bedre og bedre. I starten var jeg mellemfornøjet, ikke mindst over noget så småligt som den banale titel og gentagelsen af omkvædet hen mod slutningen, men tiden har arbejdet for den, og jeg er efterhånden blevet ret begejstret for nummerets rå energi og lidt kantede skønhed - bemærk f.eks. den næsten hjælpeløse måde, forsanger Ben Bridwell synger "So say it to me, say it to my face ..." i begyndelsen af andet vers. Det er som om han ikke rigtigt er i takt, men det er fedt alene i kraft af sin fortabte ujævnhed. Hør hele nummeret her:

Americana på dansk: Cody
Et af de bedste danske bud på den americana, Band of Horses excellerer i, er Cody (forkortelse af Come On Die Young), der debuterede i 2010 med albummet 'Songs' og også har et par EP'er i bagagen. På mandag udgiver de deres andet album med titlen 'Fractures', og jeg kan godt afsløre, at der er noget godt i vente. Jeg var meget begejstret for 'Songs' og noget kunne tyde på, at det samme vil gælde for 'Fractures'.

Med Kasper Kaaes bløde vokal i forgrunden leverer Cody den ene stemningsfulde godbid efter den anden, bl.a. den seks minutter lange åbner 'Disharmony' og den formidable 'Mirror', hvor fortrydelsen og desperationen hele tiden lurer under overfladen - eller rettere kommer helt op til overfladen. Det er et mesterligt eksempel på den håndspillede, rolige og intense folk og countryrock, Kaae og Cody kan til fingerspidserne. Jeg kender ikke til anden dansk musik i denne genre, der er så lækkert at lytte til. Det er blidt, melankolsk og fyldt med tristesse - og har et noget lavere gennemsnitstempo end eksempelvis Band of Horses' sange.

Indtil videre kan du lytte til førstesinglen 'Caroline' på dette link - og glæde dig til hele dynen på mandag.