Jeg husker den lidt introverte, mumlende og samtidig desperate stemme og det helt og aldeles vidunderlige sommerhit 'Next Summer' klokkeklart. En sang der ramte mig hårdt og voldsomt, en historie jeg på en eller anden måde kunne nikke genkendende til med det samme (vi har vel alle været unge engang); en ulykkelig sommer, en flygtig og dog stormende og samtidig umulig forelskelse et sted langt borte under Middelhavets sol, som i det lidt hjælpeløse og ungdommelige sind kunne føre til ønsket om en form for hævn. Du knuste mit hjerte, en dag vil jeg knuse dit. Næste sommer.
Det var i sommeren 2008, Jannis Makrigiannis, som dengang mere eller mindre alene var synonym med Choir Of Young Believers, sang om næste sommer og den bittersøde gengældelse. For mig var det nok den sommers største hit, og stadig et umiskendeligt minde fra den varme sommer for snart fire år siden. Og mest af alt plantede sangen den her meget melankolske, drømmende og verdensfjerne følelse af længsel efter noget andet, forestillingen om det grønnere græs på den anden side, selv om man sidder lige midt i det hele, lige under den blå himmel, lige midt i det bedste af den danske sommer.
Måske skyldtes det - uden at jeg havde tænkt nærmere over det - Makrigiannis græske aner, at jeg på en eller anden måde på min nethinde forbandt sangen med det glinsende Middelhav, den stærke sol og den dybblå græske himmel. Nummerets lidt storladne instrumentering og melodiøsitet rummede de her associationer til den sydeuropæiske sommer, varmedis og sand, der er alt for varmt. Det var ikke fordi, jeg var i Grækenland eller andre steder ved Middelhavet den sommer, men sådan havde jeg det bare hver gang, jeg hørte den sang. Er der noget musik kan, er det at male billeder.
Poetisk paralyseret
'Next Summer' var at finde på Choir Of Young Believers' debutalbum, 'This Is For The White In Your Eyes', der ikke kun holdt et højt niveau, men også havde en af de bedste titler, jeg er stødt på. Poetisk som få, smuk som bare pokker. Jeg aner ikke, hvad det betyder (jo jeg gør, men du ved, det gør man alligevel ikke helt med den slags), men bare at sige det højt er en fryd, præcis som den glæde og veltilfredshed, der kan være ved at læse stor poesi højt. 'This Is For The White In Your Eyes'.
Jeg skriver alt det her for at sige lidt om det nye Choir Of Young Believers-album, 'Rhine Gold', der udkom for et par uger siden. Lad det bare være sagt: Her er ingen ny 'Next Summer'. Og jeg har været temmelig længe om at finde ud af, hvad jeg egentlig skulle mene om pladen, i lang tid kunne jeg kun høre den i små bidder, fordi den simpelthen var for langstrakt, for stillestående, for søgende og for længe om at komme til sagen. Oftest har jeg egentlig ikke noget imod den slags, faktisk er meget af den musik, jeg holder mest af, lige netop i denne langsommelige kategori, men af og til kryber det bare ikke ind.
Før efter lang tid. Hvor det så kryber ind med kolossal kraft, uden at man helt kan forklare, hvorfor det lige pludselig skete - udover at man har givet det en chance og lyttet det grundigt igennem mange gange. Som du sikkert har gættet, er det præcis, hvad der er sket for mig med 'Rhine Gold'. Pludselig bragte albummet mig i den der stemning, hvor det er det eneste, man har lyst til at lytte til - næsten. For jeg har også lyttet en hel del til den nye med The Shins og den meget snart kommende med Great Lake Swimmers, meget mere herom meget snart.
'Rhine Gold' er et album med overvejende lange, modige numre, der for en stor dels vedkommende afsøger nye muligheder og territorier. Af et band, der er vokset på alle måder. Der er en hel masse gemt her - noget David Bowie, noget Talk Talk (Spirit Of Eden-perioden), en lille smule Fleet Foxes-stemning og alt muligt andet. Krydret med Makrigiannis' imponerende sans for detaljen og vidunderlige fraseringer.
Måske er især Talk Talk-sammenligningen relevant, for der er bestemt en lighed i måden, sangene får lov at vokse sig store på og skifte tempo flere gange undervejs, som tilfældet især er på den fænomenale 'Paralyze', der over 10 minutter tager sin lytter ud på et fantastisk eventyr. Tag hovedtelefonerne på, skru op og hør så lige den bas! Det er et nummer, der repræsenterer albummet ganske godt - begge dele bliver bedre og bedre, og dit liv bliver temmelig sikkert også bedre, hvis du gør som jeg og lytter og lytter og lytter ...
Desværre findes der ikke en tilgængelig version af 'Paralyze' på nettet, så du må nøjes med den her med den højst mærkværdige titel 'Nye Nummer Et' (der nu bestemt heller ikke fejler noget):
Ingen kommentarer:
Send en kommentar