Julekalender 2012: 3. december

Der er ingen The Rumour Said Fire og Søren Huss på denne liste. Det er ellers fine albums fra den hjemlige andedam, men jeg synes for det første, at albummet fra The Rumour Said Fire er en smule overvurderet (det er i den grad blevet skamrost alle vegne), så selv om jeg er ganske begejstret for bandets stilskifte til det mørkere, synes jeg samtidig, der er lidt for langt mellem de gode momenter på albummet 'Dead Ends'.

Søren Huss var tættere på en plads på listen, og der er masser af lyrisk skønhed på albummet ''Oppefra Og Ned', men det er altså ikke helt så uforglemmeligt som forgængeren 'Troen Og Ingen' (hvilket dog også er et album, det er ualmindeligt svært at leve op til). Til gengæld er der blevet plads til en anden af efterårets store danske udgivelser.

Efterklang - 'Piramida'
Danske og på mange måder lige så internationale Efterklang (bandet turnerer og oplever stor succes over det meste af kloden) tog sin lidt højpandede føle-pop (ment på den absolut gode måde) til nye højder i år med albummet 'Piramida'. Et album opkaldt efter den forladte russiske mineby på Svalbard, der fungerede som ramme for albummets tilblivelse. Her søgte bandet ikke kun inspiration, men optog samtidig en masse lyde i naturen og omgivelserne, som siden skulle blive brugt på et fremragende album, hvor en stor del af skønheden ligger i pauserne, stilheden og det fintfølende. Som jeg skrev dengang minder albummet mig i momenter om Talk Talk dengang de var bedst anno 'Spirit Of Eden'. Og det siger altså ikke så lidt - det er i sandhed en smuk plade.

'Apples' er blot et af mange stærke numre på 'Piramida', som altså indtager 22. pladsen på denne liste:

Ekstra mandagsjuleguf: Spritnyt nummer fra Nick Cave & The Bad Seeds

Et lille og hurtigt afbræk fra julekalenderen: Som tidligere omtalt er der nyt album fra Nick Cave & The Bad Seeds i februar, og nu er det første nummer fra albummet landet. Det hedder 'We No Who U R', stavet på ægte street/hip hop-manér (but why?), og er en yderst rolig omgang lyrisk lækkerhed fra Cave og resten af hulemændene:

Julekalender 2012: 2. december

Det siger vel næsten sig selv, at sådan en blog-julekalender som den her ikke rummer årets 24 største albumsællerter eller de samme 24 plader, som du støder på alle andre steder (selv om nogle af dem selvfølgelig er umulige at komme udenom). Så var der jo næsten ingen grund til at lave den. Nej, som jeg også antydede i går, er det her i høj grad stedet, hvor "de små" får tale- og spilletid, og sådan forholder det sig så absolut også med den kunstner, der gemmer sig bag låge nummer 2.

Vessel - 'Enlettered Species'
Navnet er Vessel, og det siger dig måske ikke så meget. Manden bag er Anders Mathiasen, der er mest kendt som den ene halvdel af bandet Murder, der desuden består af Jacob Bellens (hvis aktuelle soloalbum taber dette indbyrdes Murder-opgør på denne årsliste). Vessels debutalbum, 'Enlettered Species', udkom helt tilbage i januar, og har af samme grund ikke tidligere fået omtale her på bloggen (som først gik i luften i februar). Men det er et forbandet smukt album. Langsommeligt, poetisk, blidt og roligt. Her er (mange) momenter, der næsten er en Bill Callahan eller Leonard Cohen værdig, så vidunderligt afdæmpet og henførende tøffer de skønne sange og melodier af sted på en tilpas doseret bund af blæsere, strygere, klaver, tromme og guitar.

Det er mig en gåde, at denne kunstner og dette album ikke har fået større opmærksomhed, når man ser på, hvad der ellers løber med overskrifterne derude. Men i mine ører har Mathiasen aka Vessel altså lavet (sådan cirka) årets 23. bedste album. Hør nummeret 'The Discipline Of A Broken Leg' her:

Julekalender 2012: 1. december

Du har ventet og ventet. Men nu skal du ikke vente mere. Det er blevet den 1. december, og så kan jeg ikke trække den længere. Jeg har lovet at komme med mit bud på årets 24 bedste albums og afsløre et om dagen hver dag frem til jul. Og det gør jeg så.

Den slags er alt andet end nemt. Det viser sig hurtigt, at der er sådan cirka dobbelt så mange plader, der byder sig til, og hvoraf en ret stor del næsten lige så godt kunne være havnet i det fine selskab. Men nogen skal jo sorteres fra, og lad mig da bare lægge hårdt og brutalt ud med følgende chokerende melding: Her er ikke blevet plads til Dirty Projectors ('Swing Lo Magellan'), The Walkmen ('Heaven') og Band of Horses ('Mirage Rock')! Udmærkede plader, ingen tvivl om det, og især førstnævnte var meget tæt på, men efter mange lyt var det også som om, de allesammen manglede noget for at stå tilbage som noget, man (jeg) vender tilbage til sådan for alvor, og så kommer tvivlen for mit vedkommende ofte de nye og ukendte navne til gode.

Rayland Baxter - 'Feathers & FishHooks'
Sådan er det også med kunstneren bag låge nummer 1. Det er nemlig Rayland Baxter og albummet 'Feathers & FishHooks'. Denne ukomplicerede fyr fra Nashville, som man bare får lyst til at høre, når man bliver så uendeligt træt af koreanske YouTube-fænomener og alverdens ironisk indpakkede hipstergøglerier.

Venner, her er en mand der synger, så man rent faktisk kan høre hvert eneste ord og, trods enkelte klichéer undervejs (er det efterhånden overhovedet muligt at komme uden om dem?), gør det med en sådan nerve og fornemmelse for den gode melodi, at han er mit bud på en af årets absolut bedste singer-songwritere.

Det hjælper også, at han synger fandens godt og ikke mindst at produktionen på 'Feathers & FishHooks' er så relativt skrabet og simpel, at sangene får lov at funkle i sin klarhed. Lad os bare få tingene helt ned på jorden i dagens anledning og lytte til denne nedbarberede version af 'The Mtn Song' - så får du også grønne græsmarker, blå himmel og alverdens andre sommerlyksaligheder med i købet: